Hop til indhold

De mentale lænker

Vi kender alle inspirerende historier, både om sahabah, profeter og ja selv børnehistorier såsom det lille tog der kunne, men alligevel virker det som, at de ledere og tænkere der kommer til orde, de fortæller os at det er umuligt at implementere islams styresystem… Hvad blev der af det faktum, at vi ved, at vi kan?

Mange unge muslimer er begyndt at stille spørgsmålstegn ved den måde verden er skruet sammen på i dag; den skæve fordeling, de skæve forhold, islam reduceret til en upolitisk størrelse og de muslimske lande som sidder med tiggerskålen gør, at en del undrer sig over, hvad det er der foregår i verden.. I deres undersøgelse så støder de på myter og skrøner om, hvordan Dajjal har verden i sit greb, og det fungerer umiddelbart som en god forklaring for personen, der ikke har det store kendskab til politik, da der er utallige ahadith, hvori Allahs sendebud (saw) advarer om den fitnah Dajjal vil sprede. Men der findes faktisk noget der er værre end Dajjal, noget som er mere håndgribeligt og noget som forklarer situationen mere simpelt…

Vi oplever karismatiske lederfigurer som blåstempler det ene vestlige projekt efter det andet, både på lokalt plan herhjemme og på nationalt plan i de muslimske lande. De tryllebinder folk med deres tale, og deres bagland består af statsmuftier og andre, som fremstår som lærde, men deres opgave er blot at bruge deres titler for at få deres løn, som de får for at blåstemple diverse vildledende projekter…

Hvordan genkender man disse typer? Kan man genkende disse typer, eller er det blot et spørgsmål om at være heldig nok til at være født med en politisk sølvske i munden så at sige? Indikationerne er mange, hvis man blot måler og vejer deres ord med koranen, sunnah og profetens seerah…

Man kan genkende dem, når de taler om, at gavnen (al-maslahah) tilsidesætter de islamiske tekster, eller når de taler om visioner, som er afgrænsede af de nationale grænser defineret af Sykes-Picot aftalen. Visioner hvis kilde er den liberalistiske økonomiske model – ikke den islamiske… Når den bedste ide de kan lægge på bordet indbefatter at tage et rentebaseret lån gennem IMF eller Verdensbanken, således at landet kan synke endnu dybere i en forgældet sump for en kortsigtet nytte, når de islamiske idealer bliver fejet af bordet som urealistiske med fraser som “lad os være realistiske”…

Man kan ligeledes genkende disse typer ved at lytte med et åbent øre til, hvad deres følgere bruger af undskyldninger for dem “nej nej, en skønne dag vil han implementere islam”, “han er nødt til at føje stormagterne, han ønsker ikke selv at iværksætte de love”, “kan du måske gøre det bedre? Nå det kan du? Jamen det er ikke realistisk” og “det handler om at handle med visdom”, ”han er oprigtig men skjuler sin virkelige ’islamiske’ hensigt for fjenden”

Folk ville afvise hvis imamen i moskeen foreslog at man lavede break dance i stedet for taraweeh, men når regenten eller den karismatiske lokale leder foreslår break dance i stedet for islamiske projekter, så varmer folk bentøjet op og begynder at danse efter dennes pibe…

Dajjal, ham skal Isa (as) nok tage sig af, der er en større fitnah iblandt os, som ikke er skjult for sanserne, de korrupte, visionsforladte ledere som inviterer os til at danse som tåber og deres lakajer, statsmuftierne, som giver os mentale lænker på og de uduelige tænkere som bliver produktet af denne politiske diskurs…

Hvad er realisme?

I sproglig forstand der er realisme relateret til noget der ikke er virkelighedsfjernt;

realistisk, vedr. realisme; virkelighedstro; usminket; praktisk gennemførlig. [1]

”holdning der tager udgangspunkt i virkelige forhold og hvad der er praktisk gennemførligt.” [2]

”I politisk teori der er realisme et pessimistisk grundsyn på mennesket, som anser mennesket som værende magtbegærligt og egoistisk, hvorfor der nødvendigvis må eksistere krige mellem nationer.” [3]

Ummah får serveret en fordrejet forståelse af realisme, som i bund og grund hedder: ”du må give lidt og få lidt” – det er så magthaverne, der skal afgøre, hvad man må få…

Begrundelsen herfor hedder realisme; ”islam kan ikke implementeres fra dag til dag – og slet ikke i denne tidsalder”.

Kort sagt kan man spørge sig selv, om Allah (swt) åbenbarede koranen og det sidste budskab til menneskeheden uden at tage højde for, om budskabet en dag ville blive upraktisk og umuligt at iværksætte? Svaret er indlysende; NEJ!

Det sidste budskab er netop det budskab der skal følges til dommedagen. Så hvad end der er påbudt er påbudt indtil dommedagen, og hvad end der er forbudt er forbudt indtil dommedagen – herunder at styre med islams love og regler relateret til samfundet:

Og de der ikke styrer med (alt) det Allah har åbenbaret er visselig de vantro [5:44]

Og de der ikke styrer med (alt) det Allah har åbenbaret er visselig undertrykkerne [5:45]

Og de der ikke styrer med (alt) det Allah har åbenbaret er visselig de oprørske [5:47]

At-Tabari forklarer i sin tafsir på linje med ibn Abbas at den der er enig med Allahs love men styrer med noget andet ikke frafalder islam, mens den der afviser Allahs ahkam mens han styrer med andet end islam, denne frafalder islam [4]

Regenterne

Da kolonimagterne trak sig ud af de muslimske lande, så indsatte de nøje udvalgte afløsere, agenter, som de kunne lade fungere som stedfortrædere.

Efter den industrielle revolution samt globaliseringen, så er verden krympet. Hvert land har forskellige samfundslag med forskellige kulturer. Det elitære lag i hvert land har et kulturelt bånd til eliten i andre lande [Harari]. Der er en kløft mellem eliten og resten af befolkningen; eliten lever i den globale elitære verden, mens resten af befolkningen lever i det konkrete land de befinder sig i.

Implikationerne af dette er bl. a. at eliten ikke forstår resten af befolkningen, ej heller deler de værdier, følelser, normer eller visioner med dem. I stedet stiler eliten mod den sekulære kapitalistiske kultur og forstår ikke, hvorfor resten af befolkningen er så forankret i det der for dem virker som en tilbagestående kultur (den islamiske).

Så regenterne iværksætter kapitalistiske projekter, mens befolkningen ønsker islam. Et vigtigt led i regenternes politik er statsmuftierne.

Statsmuftier

Abu Huraira(ra) berettede at Profeten(saw) sagde:

“Når en mand siger: ‘Folket er ødelagt’, så er han den mest ødelagte iblandt dem.” [Malik, Bukhari, Muslim, Ahmad mfl.]

Imam Nawawi forklarer at denne hadith betyder at en person som kontinuerligt finder fejl hos folk og nævner dem er den mest ødelagte af dem alle. Han bliver værre end de er, pga den synd han begår ved at tale nedsættende om dem og at angribe dem, hvilket også kan lede til arrogance og at han føler sig bedre end dem. [5]

Statsmuftiernes fornemste opgave er at skabe håbløshed, stadfæste regentens magt samt udtænke planer der kan fjerne fokus fra regenten og dennes politik.

Man graver kløfter mellem de islamiske skoler indenfor aqeedah, sådan så de kan bruge deres tid og energi på hinanden. Læs her: En sekulær tawheed

Et andet trick er at optage folk med konspirationsteorier om ad-Dajjal, som angiveligt sidder i en mørk kælder og styrer verden bag kulisserne sammen med illuminati og zionisterne.

Det berettes at Profeten (saw) sagde:

غير الدجال أخوف على أمتي من الدجال، الأئمة المضلون

”Jeg frygter en ting mere end dajjal for denne ummah, lærde på afveje.” [Ahmad][6]

Dvs. fremfor at frygte dajjal, så burde vi frygte statsmuftierne og  korrupte ledere.

Et tredje trick er, at Sahabahs eksempler på standhaftighed bruges i moralske henseender, mens i politiske emner, der spredes den falske idé om, at maslahah og nødvendighed i praksis aflyser ahkam.

Der er to bølger som skyller ind over os; den ene kommer fra Saudi Arabien, som udnytter wahhabismen til at give sig selv en islamisk klædedragt. Statsmuftier er ansat til at sprede det ganske kongeriges interesser ved at kombinere sin lære med salafismens lære. Resultatet bliver sekteriske diskussioner om en bestemt forståelse af tawheed – som fjerner fokus fra politiske emner og vigtigst af alt fra regenternes forræderi. Personer bliver formet meget ensidigt; de anerkender ikke rigtigt ijtihad og låser deres forståelse af islam til en bestemt skare af lærde. Det fungerer som en hæmsko for forenelse, da disse følgere ikke vil acceptere andet end deres egen forståelse af islam, og de ser alle uenigheder som afvigelser fra islam.

Andre stater såsom Qatar, Malaysia og Egypten forsyner folk, typisk akademikerne, med en modreaktion; en relativistisk forståelse af islam. Alt er tolkninger og man kan frit vælge mellem de forskellige holdninger – islam er hvad du gør det til, Allahs hukm er hvad du gør den til. Denne modreaktion udnyttes også af orientalister til at fremstille islam som en bunke tolkninger; ”Islam har mange ansigter” lyder mantraet.

Hvordan smeder man mentale lænker?

En nation der opdrages med magiske undtagelser mister idealisme og standhaftighed. Denne nation får kujonagtige tendenser, da idealisme er det eneste der kan afføde visionære ledere og tænkere.

Det berettes at Yusuf bin Hasan sagde:

إذا رأيت المريد يشتغل بالرخص فاعلم أنه لا يجئ منه شيئ

Hvis du ser en elev (murid) gøre brug af undtagelser/dispensationer, så vid at der ikke kommer noget (godt) ud af ham. [7]

Undtagelser og dispensationer kan svække ens selvdisciplin, og magiske undtagelser samt kulegravning efter holdninger, udtalelser og andet, der kan retfærdiggøre ens ønsker og lyster er altødelæggende for både selvdisciplin og taqwa.

Så på den ene side har du de magiske undtagelser og på den anden side har du en opdragelse, der består af at konstant fortælle ummah, at denne ummah er uduelig.

Denne “opdragelse” svarer til den måde man opdrager elefanter på. Når elefanter er helt små, så lænker man dem, således at de lærer at de ikke kan sprænge lænkerne. Når elefanten så bliver fuldvoksen, så tror den stadigvæk at lænker kan stoppe den, hvor den i virkeligheden kunne sprænge dem let som ingenting.

Sammenligningen går på at den islamiske nation konstant får at vide, at sahabah var standhaftige og moralsk oprejste mennesker, mens den nuværende nation er elendig, løgnagtig og kujonagtig… Man tilbageholder en vigtig detalje; sahabah var idealister, de var klar til at give deres liv for at efterleve blot én af Allahs love, mens den islamiske nation opdrages med en svækkende gift; “du skal ikke være idealistisk”, “du behøver ikke at overholde regel x, da nødvendighed gør haram til halal”, “Allahs hukm er der hvor maslahah er” og “der er forskellige holdninger og der er nogle der tillader det”.

Det bliver således en selvopfyldende profeti; man får at vide at man er elendig og ikke dur til noget, og det går så i opfyldelse. Der bliver dog ikke fokuseret på en årsagsforklaring for, hvorfor folkemasserne efterlever som de gør; de bliver netop opdraget til det af disse statsmuftier, vestliggjorte tænkere og det undervisningspensum, som er ganske nøje tilrettelagt med selvsamme formål.

Hvad er så vejen frem? Hvordan sprænger denne mægtige nation lænkerne?

1) Til at starte med så skal realisme omdefineres, således at islam forstås korrekt; hvad tillader naturlovene? Det realistiske er, hvad naturlovene tillader – ikke hvad der er nemt at gøre.

2) Dernæst så skal ummah forstå, at det der gjorde os stærke i fortiden det var islam, som ‘Umar bin al-Khattab (ra) nævnte:

إِنَّا كُنَّا أَذَلَّ قَوْمٍ فَأَعَزَّنَا اللَّهُ بِالْإِسْلَامِ فَمَهْمَا نَطْلُبُ الْعِزَّةَ بِغَيْرِ مَا أَعَزَّنَا اللَّهُ بِهِ أَذَلَّنَا اللَّهُ
Vi var et usselt folk og Allah beærede os med islam og hvis vi søger ære i andet end det, så vil Allah ydmyge os.

3) hverken sandheden eller Allahs hukm er relativ eller subjektiv. Man kan ikke vælge, hvad der skal være sandt, falskt eller Allahs hukm. Det er følgelig ikke Allahs ahkam, der skal tilpasse sig vores lyster, men det er derimod vores lyster, der skal tilpasse sig Allahs ahkam, Allah (swt) siger:

فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا فِي أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا تَسْلِيمًا
Nej ved din Herre, de vil ikke have iman førend de gør dig til dommer i alt hvad de strides om, hvorefter de ingen modvilje finder i deres indre mod det du har besluttet og underkaster sig med en åbenlys underkastelse. [4:65]

Og profeten (saw) sagde:

لا يؤمن أحدكم حتى يكون هواه تبعا لما جئت به

Ingen af jer har iman førend jeres lyster stemmer overens med det jeg kom med. [8]

Uddybning

1) I de fleste tilfælde så ved folk godt, at Allahs ahkam, herunder den samfundsændring der skal til, den er mulig indenfor naturlovenes rammer. Sagen er snarere om man er villig til at yde den indsats og betale den pris der skal til. Og at man forstår, at alt hvad der er indenfor naturlovenes rammer, det er realistisk og opnåeligt.

Vi kan tage eksemplet med Egypten. Mubarak blev bragt til magten af stormagterne for mere end 40 år siden. Muslimerne kunne have gjort oprør dengang, hvilket havde været mindre omkostningsfuldt, da hans magt ikke var konsolideret i samme grad, som den er i dag.

Det kan være at man mente at det var urealistisk at fjerne Mubarak dengang, men så burde det være mere urealistisk at fjerne Mubarak i dag – det har dog vist sig at være mere end muligt…

Hvis muslimerne virkelig vil af med en tyran, så kan han ikke blive siddende på magten uanset hvor dybe rødder han og hans administration har i landet.

2) uden en ideologisk retning, så er vi blot mennesker uden en kurs i livet. Der er ikke noget til at samle os og der er ikke et alternativ til status quo. Vi kan deltage i kapløbet om stormagternes gunst og om at få lov til at blive den næste skødehund, der skal ligge på amerikanernes, briternes eller franskmændenes skød. Og de kan bruge os så længe vi er nyttige og derefter smide os ud som den brugte klud vi ender som – ydmyget og med en slavementalitet.

3) Den første forhindring for mange folk er den vestlige filosofiske mur; at sandheden er relativ eller subjektiv. Dvs. hvad der er sandt for dig behøver ikke at være sandt for mig. Der er mange forvirrede sjæle rundt omkring, som tror på de mest absurde påstande, religioner, filosofier, ideologier m.m. – det skal de have lov til (la ikraha fi ad-deen), men at man skal have lov til at tro på, hvad end man vil, det er ikke det samme som at sandheden er subjektiv eller relativ; der findes en objektiv sandhed samt virkelighed. Det er så vores rolle at finde frem til den og videreformidle den:

هُوَ سَمَّاكُمُ الْمُسْلِمِينَ مِن قَبْلُ وَفِي هَـٰذَا لِيَكُونَ الرَّسُولُ شَهِيدًا عَلَيْكُمْ وَتَكُونُوا شُهَدَاءَ عَلَى النَّاسِ

ۚ فَأَقِيمُوا الصَّلَاةَ وَآتُوا الزَّكَاةَ وَاعْتَصِمُوا بِاللَّـهِ هُوَ مَوْلَاكُمْ ۖ

فَنِعْمَ الْمَوْلَىٰ وَنِعْمَ النَّصِير

Han har navngivet jer muslimer før og nu for at sendebudet kunne vidne over jer og I kunne vidne over menneskeheden; så oprethold bønnen og giv zakah og hold fast i Allah. Han er jeres Herre og jeres beskytter, og sikke en beskytter og sikke en hjælper. [22:78]

Man kan dele idéer op i to;

a) sandt/falskt
b) rigtigt/forkert

Forskellen på sandt og rigtigt er, at sandt er absolut korrekt, mens rigtigt er højst sandsynligt korrekt. Det giver en vis fleksibilitet indenfor de idéer som er rigtige; man kan være uenige indenfor de emner.

Enhver der har givet dawah til en filosofisk anlagt person har på et eller andet tidspunkt behandlet idéen om, at sandheden skulle være relativ/subjektiv – og forhåbentlig fået vedkommende til at medgive, at der findes en objektiv virkelighed og vores opfattelse af den kan variere, men sandheden er den opfattelse der stemmer med virkeligheden.

Denne filosofiske/relativistiske/subjektive tilgang indfører nogle muslimer også i islam mht. Allahs ahkam.

De postulerer, at siden ahkam også kan opdeles i enten sandt eller rigtigt, så er ahkam, hvor der er ijtihad, de facto relative/subjektive og islam er pludselig en buffet, hvor man vælger lammekød, kyllingebryst, den sovs man vil have osv. og kalder det Allahs hukm.

Det er efterhånden et kendt scenarie i visse kredse:

“Hey, jeg har fundet ud af at der er en holdning, der siger at det ER tilladt” eller ”Hey, jeg har fundet ud af, at der er en holdning, der siger at det IKKE er fard”.

Resultatet er en kujonagtig tilgang til livets prøvelser og ens liv pivoterer rundt om ens interesser, lyster og begær – man skal jo blot kulegrave de lærdes bøger og finde én formulering (ikke engang en reel holdning), der kan give grønt lys til, hvad end man har lyst til, at sandheden (ens egen subjektive sandhed) skal være.

Det skal gøres tydeligt for muslimerne, at denne tilgang til Allahs ahkam er fisq (oprør) og at “fatwashopperen” er zindeeq (kætter) ifølge nogle af vores klassiske jurister.

Imam Zarkashi beretter:

ودخلت مرة , فدفع إلي كتابا , فنظرت فيه , فإذا قد جمع له فيه الرخص من زلل العلماء , فقلت , مصنف هذا زنديق . فقال : ألم تصح هذه الأحاديث ؟ قلت : بلى , ولكن من أباح المسكر لم يبح المتعة , ومن أباح المتعة لم يبح الغناء , وما من عالم إلى وله زلة , ومن أخذ بكل زلل العلماء ذهب دينه . فأمر بالكتاب فأحرق .

[Ibn Surayj sagde: “Jeg hørte Qadi Isma’il sige:] ‘Jeg kom ind til Mu’tadid og han gav mig en bog. Da jeg kiggede i den, opdagede jeg, at den indeholdt alle fejl som de lærde var kommet frem til og nogle af de lærdes fejlagtige holdninger. Jeg sagde til ham: ’Hvem end der har samlet den her bog er zindeeq (kætter).’ Mu’tadid svarede: ’Er beretningerne da ikke sande?’ Jeg sagde: ’beretningerne er i henhold til deres berettere. Men den lærde der tog fejl og tillod alkohol tillod ikke mutah, og den der tog fejl og tillod mutah tillod ikke alkohol. Alle lærde begår fejl, og den der samler de lærdes fejl for derefter at føre dem ud i livet vil miste sin deen.’

Mu’tadid beordrede derefter at bogen skulle brændes.” [9]

Det berettes at al-Awza’i sagde:

مَنْ أَخَذَ بِنَوَادِرِ الْعُلَمَاءِ خَرَجَ عَنْ الْإِسْلَامِ

Den der [systematisk] leder efter lærdes fejl forlader islam [9]

Ligeledes berettes det at Ahmad bin Hanbal sagde:

لَوْ أَنَّ رَجُلًا عَمِلَ بِكُلِّ رُخْصَةٍ بِقَوْلِ أَهْلِ الْكُوفَةِ فِي النَّبِيذِ , وَأَهْلِ الْمَدِينَةِ فِي السَّمَاعِ , وَأَهْلِ مَكَّةَ فِي الْمُتْعَةِ كَانَ فَاسِقًا

Hvis en mand handler ifølge alle dispensationer, ved at tage ahl ul-kufas holdning til nabeedh, og ahl al-madinahs holdning til samaa3, og ahl ul-makkahs holdning til mut’ah, så er han faasiq (oprørsk mod Allah). [9]

Ligeledes berettes det at Ibrahim sagde:

من أراد أن يتعطل ويتبطل ، فليلزم الرخص

Den der ønsker at passificere/gøre ineffektiv og at neutralisere, så er undtagelser/dispensationer nødvendige. [7]

Den praktiske implikation af at sidestille alt som lige gyldigt er, at det hele bliver ligegyldigt.

Den korrekte tilgang er, at man fastsætter en usul (egentlig fortolkningsprincipper, men metodik passer bedre) indenfor usul ul-fiqh, og den anvender man på teksterne. Derefter accepterer man hvad end, man når af konklusioner; nogle konklusioner er til ens fordel mens andre konklusioner ikke er til ens fordel – men man underkaster sine lyster til de konklusioner og efterlever dem som Allahs hukm for en selv – det svarer lidt til at købe en færdigblandet slikpose, der er nogle ting i, som man godt kan lide og nogle ting i, som man ikke kan lide, men man tager hele posen.

Hvis der er anledning til at man gennem forskellige gyldige usul kan komme frem til forskellige konklusioner, så respekterer man andres konklusioner, men anser dem for at være forkerte og ens egen konklusion for at være rigtig – det er jo Allahs hukm for en selv.

Så vedkommende der fx følger Abu Hanifah (rh) i salah, han mener at Abu Hanifah (rh) har ramt rigtigt og at alle andre mujtahideen, som er uenige med Abu Hanifah, har taget fejl – selvom vedkommende ikke er jurist. Man kan ikke begynde at slynge omkring sig med emotionelt pladder om, at det er respektløst, at man ikke når Imam Malik (rh) til sokkeholderne eller at man er uopdragen i denne kontekst. Vedkommende der har lavet taqleed (med eller uden beviser) har taget en gyldig ijtihad til sig på (ikke på basis af lyst eller interesser), handlet ifølge den og følgelig er den blevet Allahs hukm for vedkommende.

Den her kætterske tilgang derimod, den går ud på at lægge en masse holdninger og løsrevne formuleringer på bordet og så vælge den der passer en bedst – det er altså lidt ligesom bland selv slik kontra en færdigblandet slikpose.

Det næste skridt er at kombinere forskellige lærdes udtalelser samt definitioner for at nå frem til den ønskede konklusion; fx kombinerer man to forskellige skolers definition af et begreb og åbner derved muligheden (i ens syge sind) for at en ønsket konklusion kan nås.

Der er et digt af ibn ar-Roumi om, hvordan man kan legalisere alkohol ved at blande to juristers holdninger (digtet er ment som en hån):

أحل العراقي النبيذ وشربه *** وقال حرامان المدامة والسكر
وقال الحجازي الشرابان واحد *** فحلت لنا بين اختلافهما الخمر
Irakeren (Abu Hanifah) tillod nabeedh (en form for øl) og dens indtagelse *** og sagde at kun mudamah (vin) og beruselse er forbudt

Men Hijazi’en (ash-Shafei) sagde at de to ting er ens [de er begge forbudt] *** så deres uenighed har gjort khamr tilladt for os [10]

Forklaring: Abu Hanifah opdeler to typer af alkoholiske drikker i to forskellige kategorier, da den ene ikke beruser, dvs han siger at A (nabeedh) er tilladt, mens B (khamr) er haram.

Imam Shafei siger at de er ens, dvs A = B (han mente mht forbud, ikke at de var ens i sig selv). Så kan man jo tage tilladelsen fra Abu Hanifah, dvs A er tilladt og at A = B fra imam Shafei, og dermed konkludere at siden A = B, og A er tilladt, så er B også tilladt => khamr er tilladt.

Vi skal afvise den her kætterske tilgang, hvor man leger buffet eller bland selv slik med Allahs ahkam og lærdes holdninger samt udtalelser.

Hvilken usul følger regenterne i de muslimske lande?

Statsmuftierne graver holdninger, formuleringer og principper frem som de forsøger at blåstemple regentens politik med; alt fra (1) “hvad der ikke modstrider islam er islam”, til (2) “nødvendighed” og (3) “maslahah” for at give nogle eksempler.

De forsøger at gøre det til et spørgsmål om legitime holdninger, som man så skal respektere selvom man er uenig med dem i holdningerne. Men der er netop ikke nogen usul; det er et stort fatwashopperi samt fordrejning af holdninger og udtalelser – i de bedste tilfælde.

Hvad er en legitim holdning?

Mange folk ved ikke, hvad en legitim holdning er, hvorfor de kan blive forvirret og i sidste ende passive.

Hvis emnet bygger på en tekst, som enten er ikke-absolut i overlevering (ar-riwayah) eller i dens betydning (ad-dalalah), så udgør beviserne ikke-absolutte beviser (dhanni thuboot), og der KAN eksistere andre holdninger indenfor emnet, bemærk der KAN, det betyder ikke pr. automatik at der ER flere holdninger indenfor emnet og det betyder slet ikke, at man nu er frit stillet til at vælge, hvad end man har lyst til at Allahs hukm skal være.

As-salah består af en række emner, som har dhanni thuboot, men derfor er man ikke frit stillet til at sjippe eller at lave armbøjninger i salah. Man er heller ikke frit stillet til, at sammensætte sin salah på den mest fordelagtige måde. Man skal derimod måle og veje beviserne ud fra en metodik og sammensætte ens salah ud fra hvad end ens metodik måtte nå af konklusioner – hvis man finder det irriterende at vaske fødder, mens ens metodik anvendt på teksterne munder ud i konklusionen at man ikke kan stryge over fødderne, så er man nødsaget til at vaske sine fødder i wudhu – selv hvis man ikke kan se pointen. Hvis man ud fra ens metodik konkluderer at man kan stryge vand over sine sokker, så må man gøre det – på trods af at det er under sokkerne man bliver beskidt og ikke over.

Hvis man kigger på de forskellige skolers måder at lave salah på, så kan man hurtigt konkludere at der er forskellighed, men alligevel er der også ensartethed; grundsøjlerne i salah er stort set de samme uanset om man følger dhahiri, ja’fari, shafi, hanafi, maliki eller hanbali madhhab og så er der forskelligartethed i detaljerne – selvom det er ijtihad.

Så er det ret pudsigt at tænke på de forskellige politiske systemer, som er blevet legaliseret under dække af “ijtihad” gennem tiderne; monarkier, demokratier, liberalistisk økonomi, socialistisk økonomi og endda militærstyre… Og hver gang så er statsmuftierne på banen med tekster, som intet har med sagen at gøre, principper som misbruges fuldstændigt eller løse formuleringer som anvendes som ”bevis”.

En holdning er kort sagt resultatet af at undersøge virkeligheden af et fænomen (tahqeeq al-manat) og derefter at udlede Allahs hukm til den givne virkelighed ud fra de islamiske tekster og principper (istinbat). Det skal være de korrekte tekster der anvendes og det skal være et samspil mellem alle relevante tekster – man kan ikke vælge og vrage som man ønsker. Dernæst skal principperne bruges korrekt i den rigtige prioritetsrækkefølge. Når man har været tro mod teksterne, principperne, prioritetsrækkefølgen og forstået virkeligheden korrekt, så kan der være tale om en legitim holdning.

Problemet er bare, at principperne sjældent bruges korrekt, det er sjældent de relevante tekster der anvendes, prioritetsrækkefølgen er en by i Rusland og den virkelighed der er under behandling/analyse, den er så vag, abstrakt eller selektivt/ladet forstået, at den i sidste ende er forvrænget.

1) alt hvad der ikke modstrider islam, er fra islam

Det gælder for idéer og ikke for love, men det bruges om love – også selvom der er direkte modstrid med tekster.

2) nødvendighed

Princippet om nødvendighed udledes fra vers, der forbyder indtagelse af svinekød, men tillader det af nød. Dvs. der er tale om en livstruende situation, i form af en ”engangsfornøjelse”; man er på flyrejse og flyet styrter ned på en øde ø, man er den eneste overlevende og der bor en lille sød familie af vildsvin. Her kan man bruge princippet til at konkludere at man kan spise minimum af kødet for at overleve – man holder ikke grillfest eller åbner en vildsvineshawarma-bar.

Et andet eksempel er, at en kvinde er ved at brænde inde og så hopper ud af vinduet uden tørklæde og jilbab på for at undgå at brænde ihjel.

Et tredje og omdiskuteret eksempel er, at man er strandet ude i ørkenen og der er kun alkohol at drikke, må man så drikke alkohol for at overleve? Nogle jurister mente at det fortsat ville være haram, da det ikke slukker tørsten, mens andre tillod det.

Det interessante når man graver i eksemplerne omkring princippet om nødvendighed er dog, at der er tale om SITUTATIONER dvs. hændelser der rammer en og man bliver nødsaget til at udføre eller indtage noget der normalt ville være en synd, så er det da interessant at man bruger nødvendighedsprincippet til fundamentet for ens gøren og laden i livet…

Lige pludselig kan man trække på princippet om nødvendighed igennem 50-100 år; det er nødvendigt at have en nationalstat, derfor er nationalisme acceptabelt for Iran (det svar fik jeg engang i en diskussion).

Eller man kan pludselig føre liberalistisk økonomisk politik under dække af nødvendighed, man kan alliere sig med amerikanerne og assistere dem i nedslagtningen af afghanere under dække af nødvendighed – jeg tror at pointen er tydelig.

Pludselig er nødvendighed udgangspunktet for den islamiske jura og man legaliserer den ene haram efter den anden, mens man synger en sang om, at det er nødvendigt.

3) al-maslahah al-mursalah

De medsendte interesser foreslåes af nogle jurister, som et princip, der kan hjælpe en til at kategorisere handlinger, som teksterne ikke har nævnt eksplicit. Et kendt eksempel er da Abu Bakr (ra) samlede koranen i form af en bog eller da ‘Uthman (ra) vokaliserede koranen i henhold til Quraishs dialekt og udslettede alle andre recitationer – det er handlinger, som ikke er nævnt specifikt i tekster.

Interesser opdeles i forskellige kategorier – herunder al-maslahah al-mulghah, som er en kategori af interesser, der modstrider en tekst og derfor er ugyldig. Hvis det var overladt til forstanden at afgøre, hvad der udgør en interesse, så ville nogle måske påstå, at der var en interesse i at røve banker, gamle damer, foretage narkohandel og andet skidt, som man kan se en signifikant/øjensynlig nytte i – det er ikke forstanden der afgør interesserne og interessen kan findes indenfor de islamiske teksters ramme.

Nogle få kritikpunkter i forbindelse med al-maslahah al-mursalah (ultrakort):

  1. der er ingen direkte tekst om, at interesser udgør et bevis i islamisk jura. Derfor er det ikke alle der accepterer snik snak om interesser i en islamisk juridisk kontekst.
  2. det er eksplicit nævnt i koranen og sunnah, at det er haram at styre med andet end det Allah (swt) har åbenbaret, så selv hvis man skulle kunne se interesser i at styre med den liberale økonomiske model, så ville det falde ind under al-maslahah al-mulghah og derfor være ugyldigt ifølge de, der anerkender al-maslahah al-mursalah som et bevis.
  3. prioritetsrækkefølgen for anvendelse af al-maslahah al-mursalah hedder: de primære beviser (qur’an, sunnah, ijma as-sahabah og qiyas) anvendes først, hvis man ikke kan finde noget eksplicit i disse, så kan man gå videre til de sekundære beviser (for nogles vedkommende al-maslahah al-mursalah). Det pudsige er, at man springer direkte til al-maslahah.
  4. fremfor et selvstændigt princip som al-maslahah al-mursalah, så kan man foreslå at samlingen af koranen i form af en bog samt vokaliseringen af den hører under usloob/wasilah (stilarter/midler), som søger at fuldføre et allerede fastsat mål af shari’ah – nemlig beskyttelsen af islam. Hvis man ser de to begivenheder som asaleeb/wasail (flertal af usloob og wasilah), så falder hele idéen med at have interesser som et selvstændigt (samt forvirrende) princip til jorden, da midler og stilarter for at opnå mål som udgangspunkt er mubah (tilladt) og de midler stilarter, som er haram, de kan ikke legaliseres i islam under dække af pragmatisme eller maslahah, hvilket bliver tydeligt, når man skifter paradigme til at tale om asaleeb og wasail.

Konklusion

Den islamiske nation er en mægtig nation, den er bare blevet lænket mentalt af despotiske regimer, som bruger statsmuftier, medier, pensum og andre påvirkningsmidler til at opdrage kujonagtige, pragmatiske, imitative og udisciplinerede tænkere.

Den islamiske jura forvrænges til uigenkendelighed gennem misbrug af tekster, principper og løse formuleringer. Man sår en alvorlig sygdom i hjertet på tænkere i form af fatwashopping, som gør at tænkerne i sidste ende ser den islamiske jura som en relativ/subjektiv størrelse – upraktisk og alt er legalt. Hvis alt er lige gyldigt, så er det i sidste ende ligegyldigt.

Vi skal bruge en konkret vision for fremtiden, som samler os, som vi kan iværksætte i de muslimske lande fx i form af kalifatet under én leder, kaliffen.

Man kan fortsætte med at blive trukket rundt i manegen af de her statsmuftier, mens man fokuserer på sine individuelle problemer; så er man bare ikke en del af løsningen. Man kan se sig selv i spejlet hver dag og undre sig over, at man ikke gør noget efter man er blevet gjort opmærksom på nogle af de mentale lænker, der holder os tilbage. Hvorfor skulle man dog risikere eller ofre noget for sandheden og ændring? Eller skulle man spørge, hvorfor skulle man ikke være villig til at ofre alt for sandheden?

Imam Muslim beretter en længere hadith fra profeten (saw), hvor en konge ikke kan dræbe en dreng medmindre han foretager drabet ved at begynde i Allahs navn (bismillah rabbil-ghulaam) i al offentlighed. Det lykkes ham at dræbe drengen, men prisen er, at folket erklærer, at de erkender drengens Herre. Kongen bliver rasende og får gravet grøfter med kæmpe bål i, og folket får valget mellem at frasige sig drengens deen eller at hoppe i ilden. Folk vælger at dø fremfor at frasige sig sandheden. Midt i al den tumult, død og ofring står der en grædende kvinde med et spædbarn. Hun tøver med at springe i ilden… Barnet siger til hende:

يا أمه اصبري فإنك على الحق
O Mor, vær standhaftig, da du er på sandheden. [11]

Ville man selv være villig til at springe i ilden? Eller ville de dårlige undskyldninger pludselig komme på bordet? Ville man trække på dispensationer? At der er forskellige holdninger?

Man kan så stå foran Alverdens Hersker (swt) og forklare, at man sprang over hvor gærdet er lavest. Man ville ikke danne visioner for denne ummah, man ville ikke iværksætte visioner for denne ummah, men man vil gerne i jannat ul-firdaws, da man tror, at man kan leve et liv på ubetydelig vis (set i et større perspektiv) og samtidig opnå det ypperste i denne verden; Allahs tilfredshed og det højeste stadie i jannah, hvor profeterne og martyrernes hører hjemme. Man kan prøve bilde sig selv ind, at man har stilet efter det højeste stadie i jannah lige så meget som de, der har ofret liv og ejendom for Allahs skyld; at den der hopper over hvor gærdet er lavest yder det samme, som den der svømmer op ad floden imod strømmen.

من خاف أدلج ومن أدلج بلغ المنزل ألا إن سلعة الله غالية، ألا إن سلعة الله هي الجنة

Den der har frygt stræber hårdt indtil han når sit mål. Allahs vare er dyr og det er paradis. [Tirmidhi]

Hvis den er dyr, tror man så at man kan vælge og vrage, hvad der skal være Allahs hukm og den vej igennem betale for entréen til jannah? Hvis Allahs vare er dyr, tror man så at man kan passe sine individuelle pligter og glemme den islamiske nation og derved betale for entréen til jannah?

Viden forpligter… Viden forpligter… Viden forpligter. Så hvad bruger man sin viden til? Hvad har man udrettet i forhold til, hvad man kunne udrette? Har man hjulpet til med at løfte byrden fra denne nations skuldre? Har man været med til at løfte? Eller har man fyret den ene dårlige undskyldning af efter den anden for at slippe for at løfte? Er ens ego kommet i vejen for at være med til at løfte byrden? Har man bare fået nok? Har man fået en sygdom i hjertet?

Når man ligger på sit dødsleje om x antal år, vil man så tænke tilbage på dengang, man havde muligheden for at gøre noget? Hvad vil man give for at få den mulighed igen? Hvad vil man give for at have en tidsmaskine og rejse tilbage i tiden og ændre på fortiden?

Der er en beretning om en mand der kaster nogle dadler fra sig og løber ud på slagmarken, da de ikke skal forhindre ham i at komme i jannah. Hvilke dadler, M&M’s eller interesser holder os tilbage?

Livet er en prøve, hvor vi har muligheden for at vise vores værd; man kan sætte sig ved eksamensbordet fuldt ud forberedt og udnytte hvert minut eller man kan sidde og nulre sit hår eller skæg, mens man kigger ud af vinduet og forestiller sig at den ene sky er en kanin og den anden er en elefant i lænker – man får bare ikke en re-eksamen.

Anmodning: Giv gerne feedback – også hvis der er noget, der ønskes uddybet.

Referencer

[1] http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Fremmedord/r-rg/realistisk

[2] http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=realisme

[3] http://www.denstoredanske.dk/Sprog%2c_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/realisme/realisme_(Statskundskab)

[4] Jāmi` al-bayān fi tafsir al-Qur’ān af Imam at-Tabari. kan læses online her: http://altafsir.com/Tafasir.asp?tMadhNo=0&tTafsirNo=1&tSoraNo=5&tAyahNo=44&tDisplay=yes&Page=9&Size=1&LanguageId=1

[5] http://dailyhadith.adaptivesolutionsinc.com/hadith/Gone-to-Ruin.htm

[6] as-Suyuti autentificerede den i al-jaami3 as-sagheer

[7] http://kulalsalafiyeen.com/vb/showthread.php?t=39130

[8] al-arba3un an-Nawawi; hadith nr. 41.

[9] al-bahr al-muhit fi usul ul-fiqh: under masala 1777

مَسْأَلَةٌ فَلَوْ اخْتَارَ مِنْ كُلِّ مَذْهَبٍ مَا هُوَ الْأَهْوَنُ عَلَيْهِ

[10] http://pubcouncil.kuniv.edu.kw/jsis/home.aspx?id=8&Root=yes&authid=329

[11] Sahih al-Muslim, kitab az-zuhd war-raqa’iq engelsk her: http://theonlyquran.com/hadith/Sahih-Muslim/?volume=42&chapter=18 arabisk her: http://hadith.al-islam.com/Page.aspx?pageid=192&BookID=25&PID=5399

 

Reklamer

De udiskuterede præmisser og duknakkede tænkere

Af alle katastrofer der ramte denne ummah, så var det de mest afgørende, da ummah mistede tilliden til det islamiske system og fik mindreværdskomplekser.

Uanset hvor mange misforståelser der sneg sig ind i muslimernes forståelse af islam, så var det en selvfølge, at Allahs system var det, der skulle gøre sig gældende, og at vejen til succes i denne verden og i den næste gik hånd i hånd med implementeringen af det islamiske system i alle livets affærer.

Under den abbasidiske khilafah oplevede man fremgang på alle områder, herunder det man kalder juraens opblomstring (den gyldne periode). Forskellige retsskoler blev etableret og disse fik massevis af elever. Efter en del generationer af elever gik det dog ned ad bakke for den juridiske forståelse, man blev mere og mere fanatisk mht hvilken skole man tilhørte og synet på de andre skoler blev mere og mere kritisk. Denne fanatisme udviklede sig til en fanatisk sekterisme, som i en periode medførte, at man ikke giftede sig på tværs af skoler, man ville ikke udføre bønnen bag hinanden og til tider førte det endda til vold og hærværk grundet uenigheder på tværs af skolerne. Skolerne kom med domme til de politiske spørgsmål i khilafah i den tidlige periode, men efterhånden blev fokus individuelle spørgsmål, hvilket efterlod et vakuum i de politiske spørgsmål.

Den intellektuelle stagnation, som resultat af at man lukkede døren til ijtihad, medførte at fremgangen stagnerede i den islamiske verden som i Europa under middelalderen og medførte ydermere en mispraktisering af systemet, hvor utilfredsheden ulmede i diverse kroge og afkroge.

I vesten havde man gennemgået en renæssance efterfulgt af en oplysningstid, hvor man stilede mod at fjerne det regressive element, kristendommen, fra staten, livet og samfundet. I den islamiske verden havde man som resultat af forringelsen af den islamiske forståelse lukket for import af opfindelser fra Europa, da man anså alt hvad europæerne havde som værende kufr, man skelnede ikke mellem kultur og civilisation. Da man indså, at vestens fremgang var eksponentiel, reviderede man synet, og datidens sheikh ul islam udstedte en ny fatwa, der hed sig, at alt hvad der ikke modstrider islam kan tages imod. Man skelnede ikke mellem kultur og civilisation og tog imod teknologien og kulturen, som europæerne havde at byde på.

Man fik i Europa dannet nationalstater og drevet af en imperialistisk mission besatte man utallige fremmede områder, hvor man dannede kolonier og protektorater. Bid for bid snuppede man områder i den islamiske verden.

Kort efter den franske revolution besatte Napoleon Egypten. Denne besættelse var af både kulturel og militaristisk natur, hvor man gik i gang med at isolere Egypten fra den islamiske verden ved at så frøene til nationalisme, ved bl. a. at gøre egypterne opmærksomme på deres historie under den faraoniske storhedstid. Ræsonnementet var, at det var den nationale følelse, der var grund til fremgang i Europa.

Det var et sandt mørke der omgav den islamiske verden, og man indvilligede i at lade europæerne indtræde ved kristne missionærer, der medbragte nationalisme, primært i Istanbul og Beirut. Den voldsomme fremgang i Europa kombineret med tilbagegangen i den islamiske verden resulterede i, at man blev fascineret af den vestlige kultur, tænkere, og lærde stod for en nytolkning af islam, der skulle gøre det muligt at kombinere det islamiske system herunder islams love med den vestlige kultur og dennes systemer.

Den osmanniske khilafah sendte tænkere til Europa for at få fingrene i europæernes teknologiske viden, resultatet blev dog, at disse tænkere tog teknologien samt den vestlige kultur til sig og ved tilbagevendelsen var disse fascineret af den vestlige kultur og dennes resultater.

Præmissen blev, at den vestlige kultur medfører fremgang samt at islam naturligvis også medfører fremgang og de to størrelser må (derfor) være ens abstrakt set. Konklusionen blev, at vestens renæssance var startet af islamiske tænkere i Andalusien og det derfor måtte være islamiske tanker, de havde taget til sig og muslimerne derfor sagtens kunne tage den vestlige kultur – som var et produkt af islamisk kultur – tilbage.

Islam skulle så genopdages ved at se den islamiske kultur i lyset af vestens værdier, som i bund og grund var islamiske, som muslimerne var gået væk fra, og her skete så en voldsom fordrejning af islams tekster for at kunne tilpasse dem frihederne og sekularismen. Forklaringen blev, at frihederne var defineret af islam og vesten havde lånt disse tanker og ændret dem en anelse. Khilafah var et demokratisk styre, som vesten havde taget til sig (dog i en tilpasset udgave) og da khilafah var en velfærdsstat, havde de også udarbejdet velfærdsmodellen fra den islamiske kultur (dette kom senere).

Således ræsonnerede man, man fejlede i at forstå, at man i virkeligheden havde taget vestens kultur som ideale, og nu søgte at tilpasse islam denne kultur.

I Europa udvikledes det mekaniske verdensbillede, hvor man gik væk fra de kristne dogmer (herunder pavens indførte dogmer) og gjorde forstanden til det suveræne element, der kunne tolke og forstå alt. Videnskaben blev sat op på en piedestal og alt skulle udsættes for den videnskabelige metode og tænkning. Man fejlede dog i at skelne mellem, hvor man præcist kan anvende den videnskabelige metode og hvor den ikke hører hjemme – resulterende i en hel række pseudovidenskaber.

I Europa var der overordnet set to lejre, ateisterne og de kristne. Begge lejre havde fået nok af det undertrykkende teokrati, og man blev enige om at begrænse religionen til den private sfære, dvs. at adskille religion fra staten, livet og samfundet. Ateisterne var dog ikke tilfredse, da de nærmest var traumatiserede af teokratiets fortidige undertrykkelse og søgte at fjerne kristendommen fuldstændigt, mens de kristne holdt fast i kristendommen i en sekulær udgave. Den ateistiske lejr jublede, da Charles Darwin foreslog et alternativ til den kristne skabelsesberetning, nemlig evolution, og pumpede store pengesummer i denne teori og overtog det biologiske felt med denne teori. Denne teori gav man en videnskabelig klædedragt og hånede enhver, der ikke støttede den. De kristne havde forinden allerede medgivet, at religion var et privat anliggende og et spørgsmål om tro, og med ryggen mod muren kunne en stor del af dem ikke gøre andet end at nytolke skabelsesberetningen, herunder at den skal forstås metaforisk og at Adam og Eva er symboler fremfor mennesker, der har levet osv.

Det er værd at nævne at biblen (og dermed kristendommen) blev af ateistiske forskere udsat for en massiv kildekritik til den grad, at man stillede spørgsmålstegn ved om, at Jesus (as) overhovedet havde levet eller blot var en fiktiv person. Sekularismen blev hjulpet godt på vej af især Martin Luther, der gjorde op med den katolske kirkes indflydelse og katolicismen i det hele taget, derfor ses en væsentlig forskel på Vesteuropa (protestanter) og resten af Europa (katolikker), da protestantismen slet ingen forbindelse har mellem handlinger i dette liv og hvad der sker i det hinsides, da Jesus (as) angiveligt tog alle troendes synder med sig på korset. Denne udgave af kristendommen var i højere grad i overensstemmelse med sekularismen og førte en større liberalistisk fremgang med sig end i de områder hvor katolicismen var udbredt.

Darwins teorier blev brugt i en anden henseende også nemlig til at legalisere koloniseringen af resten af verden. Socialdarwinismen gav anledning til at opdelingen af menneskeheden i overmennesker og undermennesker blev videnskabeligt forsvarlig; kort fortalt at de forskellige menneskeracer er udviklet af primitive primater og den hvide mand er den mest udviklede art herunder, som derfor bærer på ’den hvide mands byrde’, hvilket er at civilisere resten af racerne ved besættelse og kultivering. Afrika ’nød’ mest af denne civilisering.

Tænkere i den islamiske verden bed mærke i den fremgang sekularismen medførte, da dens fokus netop er den materielle fremgang og begyndte at foreslå samme fremgangsmåde for den islamiske verden, da den islamiske forståelse ud fra den gængse tolkning i deres øjne mindede om den europæiske problemstilling, hvorfor sekulariseringen af den islamiske verden måtte være den ideelle løsning – det havde jo fungeret for de kristne i Europa!

Et aspekt, der støttede sekularisterne i deres holdning, var at de islamiske tænkere netop søgte at imitere vesten i udformningen af forståelsen af islam, og at alle var enige om at den vestlige vej var vejen frem, så hvorfor ikke springe mellemleddet (islam) over og bare imitere vesten for en fuldstændig kopi, der nødvendigvis må medføre den samme fremgang, som europæerne havde oplevet?

Vejen var banet for at imitere vesten, og islam var i denne forbindelse en hæmsko grundet bl. a dens fatalisme, morallære og æresbegreber osv., så islam skulle ikke indblandes i det politiske aspekt af livet, men begrænses til den private sfære. Diskussionens fokus blev hvor lidt indblanding af islam der var mulig. Der var en præmis, som alle var enige om, at islam (i samtidens udgave) implementeret fuldt ud medfører tilbagegang, det viste erfaringen jo i det 18. århundrede.

Muslimerne kunne ikke acceptere denne konklusion, så reformbevægelser der forsikrede muslimerne om, at Vesten havde taget dens ideer fra islam, vandt stort indpas. På denne måde kunne man stolt sige, at islam fører til fremgang, vi har jo historiske eksempler (abbasiderne, andalusien og den tidligere osmanske khilafah-periode) og nutidige eksempler; Vesten som har taget sine ideer fra islam.

Diskussionen blev hvilke ideer i Vesten, der stemte overens med den klassiske forståelse af islam, muslimer var jo ikke kristne, så Allah (swt)’s shari’ah var dommer i alle sager, man kunne dog maksimere, hvor mange vestlige ideer (som jo var islamiske til at starte med), man kunne indføre i samfundet eller sagt på anden vis, man kunne indskrænke islams teksters ansvarsområder til den private sfære.

En hel del anti-modstandbevægelser opstod i den islamiske verden, sjovt nok i de selvsamme områder som var blevet koloniseret. Andre bevægelser tog den vestlige kultur til sig i et vist omfang, mens de militært bekæmpede besættelsesmagten.

Efterhånden var der en udbredt fascination af den vestlige kultur samtidigt med, at man holdt fast i den islamiske kultur. Islam tolkedes i lyset af de vestlige værdier, som man mente ville føre til fremgang. Da vesten lancerede et intellektuelt angreb på islam og dennes love, kom man med apologetiske modsvar; eksempelvis drab af frafaldne som modstrider religionsfriheden, der forklarede man, at drab på frafaldne ikke var en lov, som alle var enige om og at dens formål var beskyttelse af islam i en bestemt periode, hvor man frygtede forræderi og hykleri. Som resultat af dette modsvar forlod osmannerne denne regel, og frafaldne blev ikke længere henrettet.

Et andet eksempel var det islamiske forbud mod renter, vesten angreb det islamiske system med argumentet om, at renter udgjorde ryggraden i et moderne økonomisk system, og at man ikke kunne snakke om økonomisk fremgang foruden. Loven om flerkoneri blev også angrebet af vesten, da det ifølge dem var en diskriminerende og middelalderlig lov. Modsvaret fra de islamiske tænkere blev, at flerkoneri var løsningen på givne problemstillinger – krig, overflod af kvinder o. lign. – med en række underkrav og reelt ikke var praktisabel, da kravene var så strenge, at ingen reelt kunne opfylde dem.

En del forpligtelser blev formuleret som rettigheder for at stemme overens med den personlige frihed og religionsfriheden, der dikterer, at man ikke må tvinge folk til at efterleve en given religions forskrivelser. Tekster omkring at man ikke må tvinge folk til at blive muslimer blev fortolket til, at man ikke må tvinge folk til at efterleve islams love for at understøtte religionsfrihed og listen med justeringer som følge af intellektuelle nederlag er lang – desværre.

Ofte når en civilisation besættes og overvindes af en anden civilisation, bliver en del af befolkningen fascineret af vinderen. Dette skete også i den islamiske verden, hvor man blev fascineret af sejrherren og søgte at imitere denne. Så foruden den allerede eksisterende fascination, hjalp dette aspekt også til med at rodfæste vestlige tanker. (Selv fysiske karakteristika tages nogle gange fra sejrherren; et eksempel er fx Hindustan, som briterne besatte, hvor det er flot at være hvid, så der er blevet udviklet cremer, der gør huden lysere. Et andet er Marokko (og andre nordafrikanske lande), som blev et fransk protektorat, hvor det er flot at have glat hår til den grad at nogle kvinder stryger deres hår osv.).

Noget af det første der blev redigeret, da man besatte den islamiske verden var uddannelsespensummet, hvor man fjernede undervisningen i alle de aspekter af islam der kunne udgøre en trussel, såsom jihad der blev begrænset til den indre kamp (jihad un-nafs), det økonomiske system der blev drænet for løsninger der ikke stemte overens med det kapitalistiske system osv. Studiemetoden blev ændret fra at uddanne kreative selvstændige lærde til folk der bare skal lære en masse ting udenad, da det hindrer et folk i at få gode ideer, såsom at ændre tilstanden. Eliten i samfundene skulle der særligt tages hånd om, de skulle fra nu af gå i fuldstændige vestlige skoler, enten i kolonisatorens hjemland ellers i særlige oprettede institutioner, der nok skulle sikre at uddanne folk, der elskede de vestlige systemer, og kun kunne tænke fremgang i forbindelse med disse. Resultatet blev en elite der er fremmedgjort fra resten af befolkningen, som hader egen tilbagestående kultur, og som føler sig alene når den snakker om sine visioner da resten af samfundet ikke deler disse, samt en elite der er en manifestation af udtrykket ’det er ensomt på toppen’ da resten af samfundet ikke deler de samme følelser og overbevisninger som denne.

Den stigende liberalisering af opfattelserne i den islamiske verden medførte en modreaktion, hvor undertrykkende traditioner og normer gjorde det lettere for folk at tage imod den vestlige kultur, dette avlede et modtryk, som gav udtryk i en modreaktion; nemlig en endnu mere undertrykkende kultur, som hentede støtte i de islamiske tekster, som igen gav udslag i en større tillid til f. eks frigørelsen af kvinder i form af feministiske grupperinger, som tolkede de islamiske tekster i overensstemmelse med den vestlige kultur – herunder især ligestilling.

Forsøg på at ændre tilstanden blev foretaget af grupperinger i den senere tid. En ting som de ikke havde overvejet, som forhindrede dem i at opnå reelle resultater, var at de allesammen tænkte indenfor en såkaldt realistisk ramme, som gjorde at de udarbejdede løsninger begrænset til, hvad deres omkringliggende samfund tillod dem at udforme – de tænkte indenfor realismens rammer – derudover så søgte de at løse problemer, som var symptomer på en del underliggende problemer. Deres fastlåsende realisme gjorde, at de ikke fik løst problemerne. I mellemtiden forværredes problemerne, og deres antal forøgedes. Dette medførte i visse tilfælde håbløshed, hvor man distancerede sig fra det, man anså som værende ’den håbløse og ignorante pøbel’, i andre tilfælde at man distancerede sig fra islam og til tider at muslimerne mistede tilliden til grupperingerne grundet mangel på kompetence og resultater fra grupperingernes side.

Det var uundgåeligt at målet for samfundets indretning blev den vestlige model, især i de politiske kredse. Organiserede grupperinger påtog sig samme sekundære opgaver, som man ser i de vestlige lande under det sekulære system såsom velgørenhed, islamuddannelse eller moralsk prædiken. Andre insisterede på at hente løsninger fra de islamiske tekster, desværre fejlede de i at forstå virkeligheden der omgav dem medens de tog løsninger fra den korrekte kilde dog bare til de forkerte situationer.

I dag ser vi underdanige ubetydelige regimer formet af diverse aftaler blandt stormagterne, vaklende økonomier, lande låst fast i et jerngreb, som er pakket ind i økonomiske termer, økonomiske fonde og forskellige institutioner. Vi ser den ene korrupte regent blive sat på magten efter den anden for derefter at sikre stormagterne gunstige handelsaftaler, hvor både multinationale selskaber og regenten selv fylder lommerne, mens befolkningen sulter. Der er en udiskuteret præmis om, at ethvert alternativ til den nuværende sørgelige situation skal godkendes af både vestlige stormagter – som mister alle sine interesser i den islamiske verden hvis situationen ændres – og af de regenter, som man ønsker at fjerne.

På den ene side er der muslimer, der søger at underlægge islam de vestlige værdier grundet førnævnte fascination og mindreværdskompleks, og på den anden side promoverer vesten sin kultur gennem usaglig argumentation ved at opstille ugyldige alternativer i stort set hver eneste diskussion i form af fiktive dikotomier: ”nej til demokrati? Det medfører at du hellere vil have et diktatur i stil med Saudi Arabien”, ”nej til ytringsfrihed? Nå så mener du at folk ikke skal have retten til at ytre sig om noget som helst”, ”nej til ligestilling? Du ønsker at underkue kvinden og fratage hende hendes menneskelige værdi samt værdighed” og listen over diskussioner, der bliver manipuleret og fordrejet, er lang. Det vides ikke helt, hvad der er værst: at diskussionen er så usaglig og manipulerende eller at muslimer hopper i med begge ben og tager diskussionens udiskuterede præmisser som en selvfølge. Alle ved hvad et stråmandsargument er, hvorfor man netop burde genkende det i de her situationer, medmindre man lider af mindreværdskomplekser til den grad, at man ikke tør at kalde en spade for en spade.

Islam er den eneste sande ideologi, åbenbaret af Allah (swt), og denne ideologi forsyner os med svar og løsninger til alle livets problemer; alt fra individuelle handlinger til hvordan man befærder sig i det politiske liv, samt hvordan det politiske liv skal være formet. Kriteriet for præmisser for diskussioner, grupperingers ansvarsområde, som er et andet end statens ansvarsområde, hvordan den nuværende tilstand ændres og hvad den nuværende tilstand skal ændres til osv. af emners besvarelser forefindes i vores Deen og skal findes i de islamiske tekster.

Muslimerne skal gøres opmærksomme på, at islam er sandhedens Deen åbenbaret af Alverdens Herre – Allah (swt) – og at Allah (swt) er den Mest Retfærdige samt den Alvidende, og at Han (swt) har åbenbaret et komplet system, der (når det er korrekt implementeret) vil medføre fremgang indenfor alle aspekter af livet; materielt, åndeligt, økonomisk, moralsk og menneskeligt. Derudover skal det gøres klart, at vestens fremgang kun og kun er materiel, mens den medfører alverdens elendigheder på alle andre områder, moralsk forfald, egoisme, opløsning af familielivet, organiseret kriminalitet, hykleri når politiske interesser trues, hetz af minoriteter for at fjerne fokus fra samfundets mangler osv.

Ydermere skal det fremvises, at det kapitalistiske system er som en parasit, der lever af andres ulykke, det der i dag hedder den 3. verden hedder netop sådan grundet det kapitalistiske system i vesten, der med sine installerede, bevidste og ubevidste agenter, sin frie markedsøkonomi og sine monopoler m.m. udplyndrer resten af verden.

Er det så ikke på høje tide, at vi diskuterer de udiskuterede præmisser, som vi har undladt at diskutere de sidste 200 år herunder de, som den vestlige kultur bygger på, såsom ligestilling af kønnene, den personlige frihed, religionsfrihed, ytringsfrihed, privat ejendomsret, om lykke virkelig kan defineres af den enkelte, om flertallets mening bør vægtes mest i udformningen af lovene i samfundet, om enhver er sin egen lykkes smed, om demokratiet virkeligt er det bedste af det værste eller om det ikke bare er blandt det værste. Et grundigt studium, fri for fascination af vesten og dens værdier, vil vise, at alle disse værdier er fremmede for islam og muslimerne, og at disse skal afvises.

Derudover så bør vi præge den offentlige debat med alternativer, der nedbryder de falske dikotomier, som opstilles. Der er ikke enten demokrati eller diktatur. Det passer ej heller, at man enten går ind for ytringsfrihed eller vil give befolkningen mundkurv på. Det passer ej heller, at enten skal kønnene ligestilles ellers så går man ind for mande/kvinde-undertrykkelse, og listen over falske dikotomier er lang.

De seneste falske dikotomier i den offentlige debat er, at enten tager du afstand fra islamisk politik ellers går du ind for terror samt undertrykkelse. Enten går du ind for fuld assimilation ellers går du ind for segregation. Enten er du imod social kontrol ellers går du ind for mishandling af børn og unge.

Hertil bør det være klart, at islamisk politik ikke er terror og at man derfor ikke skal vælge mellem terror eller vestlige politik som de eneste muligheder. Der findes heller ikke kun assimilation og segregation; det bør være muligt at bevare sine islamiske værdier samtidigt med, at man bidrager positivt til samfundet man bor i. Hele idéen om at der foregår social kontrol som skal bekæmpes pakkes ind i enkeltstående tilfælde, hvor nogle børn og unge lider overlast. Det er ikke forsvarligt at stigmatisere, dæmonisere samt mistænkeliggøre en befolkningsgruppe på basis af enkeltstående tilfælde. Det svarer til at man enten skal gå ind for opsætning af videoovervågning i alle etnisk danske hjem ellers går man ind for pædofili med afsæt i Tøndersagen – det er simpelthen fejlagtigt at føre så aggressiv en politik på et så spinkelt og generaliserende grundlag.

Det lader til at islamisk opdragelse sidestilles med social kontrol, mens vestlig opdragelse fortsat er opdragelse – her burde alarmklokkerne ringe.

Vi skal derfor studere islams alternativer, kun derved kan vi nedbryde de falske dikotomier og få diskuteret de udiskuterede præmisser, som har fået lov til at stå urørt i ca. 200 år efterhånden og de nyere udiskuterede præmisser, som bruges til at manipulere den offentlige debat.

Anmodning: Efterlad gerne en kommentar med feedback.

Svar på feedback: Neo-ateisters inkonsistens og krumspring del 1

Baggrund for denne artikel

I forbindelse med artiklerne “Kan man tage udgangspunkt i en tanke” og “Kollektivet der råbte ulv”, der kom en del feedback fra det, jeg vælger at kalde neo-ateister. Hvis læseren ikke har læst de to artikler, så ville det være en god idé at gøre det inden denne artikel læses, da denne artikel bygger på de andre samt på feedback til de to artikler.

Den feedback jeg modtog kan opsummeres som:

  1. Man kan ikke bruge kausalitetsprincippet til at konkludere, at der findes en skaber.
  2. Hvis man bruger Occams ragekniv, så er det simplere at antage, at universet ingen årsag havde fremfor, at der findes en skaber, som ingen årsag har.
  3. Verden er evig og ikke opstået eller skabt på noget tidspunkt.

De klassiske ateister havde alligevel en del intellektuel integritet på et eller andet plan, mens den nye bølge af ateisme, som iklæder sig videnskabelige klæder, minder mest af alt om historien om kejserens nye klæder – de går i hvert fald nøgne rundt i samme stil. Og det er nogle forestillinger, der gør, at den almene mand ikke peger fingre ad dem og højt siger: “de er jo nøgne”. Jeg har dog ikke de samme reservationer, da jeg mener at ærlighed er vejen frem, især intellektuel ærlighed, så jeg fortæller gerne uden tøven, at de er nøgne.

Reel kritik?

Det er interessant at bemærke at ingen af de protester, som vores venner kom med, tog højde for det, jeg skriver i Kollektivet der råbte ulv, nemlig at:

“Videnskabelig tænkning foregår i en meget snæver ramme, som ikke beskæftiger sig med epistemologi (erkendelsesteori) eller ontologi (viden om det der findes), men benytter sig af paradigmer (procedurer), hvor videnskaben benytter de forskellige værktøjer, som det givne paradigme, den givne ontologi og epistemologien helt selvevident stiller til rådighed. Det betyder med simple ord, at videnskaben beskæftiger sig ikke med at påvise sin egen gyldighed eller gyldigheden af den filosofiske ramme, som den opererer indenfor, men at den derimod beskæftiger med at undersøge håndgribelige ting og undlader at undersøge metafysiske (uhåndgribelige) sager. Så videnskaben undersøger fx, hvilke funktioner organer har, hvad der er godt for organer, hvad der er mindre godt for dem og overlader spørgsmålet om, hvem der forårsagede, skabte eller frembragte organerne samt hvorfor de blev forårsaget til religionerne, filosofierne og ideologierne.”

samt

“… mange ikke-muslimer tænker indenfor en videnskabelig ramme, som gør, at de ser verdenen og erkendelse som noget tvivlsomt, så først skal synet på erkendelse korrigeres og dernæst synet på videnskab, sådan så de kan begynde at overveje indenfor en rationel ramme…”

Hvis jeg skal koge det ned til nogle simple sætninger, så pointerer jeg, at den videnskabelige metode er begrænset til håndgribeligt materiale og ikke beskæftiger sig med sandheder eller vished. Det er en pointe, som den feedback, jeg modtog, slet ikke tog højde for. Værre endnu bliver det, når vores venner i deres feedback vil se videnskabelige beviser på, at der findes en skaber. Jeg har jo netop skåret ud i pap, at det ikke er videnskabens arbejdsområde og derfor naturligvis ikke kan lade sig gøre. Det svarer til at bede en person om at transportere en liter olie i et dørslag, det er det forkerte redskab til formålet.

Grunden til at jeg kalder vores venner for neo-ateister er, at deres epistemologi er gennemsyret af og udelukkende funderet på empirisme, dvs. erfaring samt den videnskabelige metode. Det kan være, at det ikke lyder så slemt i sig selv, når man ikke lige tænker nærmere over, hvad det har af implikationer. Men det er en fatal fejl, rationelt, filosofisk og selv metodisk set. Jeg skrev lidt om det i artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke, men vores venner bemærkede det ikke:

“Mht. den videnskabelige tænkningsmetode, så er den en forgrening af den rationelle tænkningsmetode og kan opsummeres som følgende:

  1.  Man fjerner alle tidligere meninger om en realitet
  2. Man tager realiteten og udøver nogle eksperimenter på den
  3. Man observerer
  4. man konkluderer

Det er farligt at anvende den videnskabelige tænkningsmetode, hvis man ikke kender dens begrænsninger. Den kan kun bruges i forbindelse med håndgribeligt materiale, og konklusionen skal stemme overens med realiteten. Resultatet man kommer frem til er i de fleste tilfælde tvivlsomt og ikke absolut.

Et eksempel herpå kan være, at vand koger ved 100 grader celsius. Efter yderligere eksperimenter kommer man frem til, at vands kogetemperatur varierer alt efter hvilket tryk, det bliver kogt under. Yderligere eksperimenter kan påvise nye detaljer, som vi ikke kender til i dag.

Så naturen af de realiteter vi undersøger, kan detaljeres yderligere, alt efter hvor omfattende eksperimenterne er. Men realiteten er dog stadigvæk den samme, vand er vand i dag, og om 10.000 år er vand stadigvæk vand, og for 10.000 år siden var vand stadigvæk det samme. Opfattelsen af vand kan variere, men ikke realiteten af vandet selv.

Den videnskabelige tænkningsmetode er en korrekt tænkningsmetode, men kan kun anvendes i forbindelse med håndgribeligt materie, fx kan man ikke udøve videnskabelige undersøgelser på historien, eller på en tanke.

Mht. de elementer eller eksperimenter der bliver udført på mennesket, som medfører det samme resultat hver gang, disse kan være absolutte, såfremt visse betingelser er opfyldt. Man kan tage eksemplet med halshugning af mennesket, hver gang man udsætter mennesket for det, dør det → mennesket dør, når hovedet bliver adskilt fra halsen. Eller fx at salt i for store mængder fører til forgiftning, dette er også påvist, men ikke mængden. Hvis man bruger induktion, så kan man dog få problemer med at påvise absolutheden af disse konklusioner, men det er et emne for sig.

Tænkningen må under ingen omstændigheder baseres på den videnskabelige tænkningsmetode, for den er ikke basis for tænkning, men rettere sagt en stilart indenfor tænkning. Man fremstiller en tese, eksperimenterer og derefter kan man konkludere, om tesen var holdbar eller ej. Så denne metode producerer ikke nye tanker, men konkluderer dem på basis af eksperimenter. Denne metode er begrænset til det håndgribelige materiale. Mht. de uhåndgribelige ting/elementer såsom historie og jura, så kan videnskaben ikke bevise dem, faktisk så forkaster videnskaben alt, hvad der ikke er håndgribeligt, og eksistensen af disse ting/elementer er absolut, så tænkning må ikke baseres på denne begrænsede tænkningsmetode, der producerer et tvivlsomt resultat mht. eksistensen af en realitet (f. eks maleren af maleriet), dens karakteristika og natur.

Atommodellen, som der bliver undervist i, som om den var et absolut faktum er tvivlsom. Men man mener, at det er højst sandsynligt sådan, atomer er opbygget, og sådan de interagerer, mens man ud fra den rationelle tænkningsproces konkluderer, at mennesket er absolut bestående af materie.

Problemet med at gøre den videnskabelige metode til basis for tænkning er, at man lever i en virkelighed (læs: med en opfattelse), hvor alt er eksperimentelt, og man udvikler konstant teser om alt, hvad der omgiver os, hvor intet er absolut, men alt er tvivlsomt.

Den rationelle tænkningsproces derimod er en korrekt tænkningsmetode, og den eneste der egner sig, som værende basis for tænkning, da den producerer nye tanker og måler dem med realiteten, og forstanden accepterer dem omgående. Samtidigt kan den anvendes mht. materie/realiteter, som ikke er håndgribelige, fx at døren, der var sparket ind, er blevet sparket ind af nogen, at maleriet ”Mona Lisa” er blevet malet af et menneske, og ikke en chimpanse ved navn Steve.”

Der er således en form for ny religiøs bevægelse, som gemmer sig bag akademiske samt videnskabelige begreber; neo-ateismen. Folk skal have lov til at tro på, hvad de vil, men de må gerne være ærlige omkring fundamentet for deres tro fremfor at markedsføre den på et falskt grundlag. Det kaldes falsk markedsføring, og enhver (der gennemskuer dem) bør råbe så højt om det som muligt.

Vished kontra usikkerhed: fanatisme iklædt videnskab

Fundamentet for denne nye tro er videnskab: Videnskab fuldstændig afskåret fra viden, epistemologiske samt ontologiske overvejelser [1] [2]. Man bilder sig selv og andre ind, at siden den videnskabelige metode kan dirigere os igennem et hav af teorier og falsificere de ukorrekte teorier, så er det den mest sandsynlige måde at opnå viden om verden på. Bemærk “sandsynlighed” og ikke vished, det er en af de uundgåelige implikationer ved deres fokus på empirisme; så kan man reelt set ikke længere have sikker viden.

Empirismen gør brug af induktion (som jeg har været inde på i de to førnævnte artikler), og induktion er en inferenstype, som pr. definition ikke kan føre til en absolut konklusion (som udgangspunkt og i sig selv). Det er blevet cementeret af utallige tænkere og filosoffer (fx David Hume [3] og Karl Popper [4, s. 317]), og den kan nemt påvises at føre til en tvivlsom konklusion:

Lad os antage, at man har observeret 100 hvide svaner i Europa og derfor konkluderet gennem induktion, at svaner er hvide. Vi så én hvid svane, vi så to hvide svaner, …, vi så 100 hvide svaner og antog, at siden der har været et antal observationer af det samme, så kan vi sige noget generelt om svaner; nemlig at de er hvide. Pludselig opdager vi, at svaner i Australien er sorte! Der røg vores konklusion, som vi havde konkluderet på basis af induktion.

Det er fundamentet for den videnskabelige tænkning, Vi observerer noget gennem et eksperiment, og vi gentager processen. Har vi nogensinde nok observationer til at udelukke, at vi kommer til at observere noget anderledes? Nej, det kan vi i teorien aldrig få. Så konklusioner gennem den videnskabelige metode vil altid være tvivlsomme (som udgangspunkt og i sig selv).

En anden kendt inferenstype kaldes deduktion, hvor en række præmisser følger hinanden. Konklusionen, der nås gennem deduktion afhænger af præmisserne. Hvis præmisserne er sande, så vil konklusionen også nødvendigvis være sand. Hvis præmisserne derimod er korrekte gennem induktion, så vil konklusionen være korrekt og hvile på induktion, som ikke fører til absolut viden. Et kendt eksempel på deduktion er:

P1: Alle mænd er dødelige,

P2: Sokrates er en mand,

Q: Sokrates er dødelig

Hvis præmis P1 er sand, P2 er sand, så vil konklusionen Q også nødvendigvis være sand. Man kan ikke begynde at kalde det hjernespind, fantasi eller en sludder for en sladder blot fordi, at man ikke kender til deduktion.

Postulaterne fra artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke bruger samme deduktive inferens i forbindelse med om, der findes en skaber, og præmisserne (som bygger på kausalitet) er sande, og konklusionen er derfor også nødvendigvis sand, et eksempel på den basale del af konklusionen:

P1: Alt, hvad der har haft en begyndelse, har en årsag,

P2: Universet har haft en begyndelse,

Q: Universet har en årsag

Man kan ligeledes i det her tilfælde ikke begynde at kalde det tankespind, fantasi eller en sludder for en sladder, det er deduktion med sande præmisser. Og man kan således via deduktion og sande præmisser argumentere for, at en skaber nødvendigvis må eksistere.

Empiristerne med Hume, Locke og Berkeley i spidsen postulerer, at sanseerfaring ikke er absolut, og at der  ingen selvevidente aksiomer (kausalitet, sandt er ulig falskt osv.) findes, men at sanseerfaringen er den eneste måde at at vide noget om verden på. Men siden de siger at sanseindtryk ikke er absolutte, og de tager imod aksiomer på basis af induktion, og induktion fører ikke til absolut viden, så er aksiomerne heller ikke absolutte i deres optik. Så ud fra det empiristiske syn, så vil præmisserne aldrig være sande, da vished ikke findes. Og hvis vished alligevel findes, så kan mennesket alligevel ikke vurdere, hvad der udgør vished, da sanseerfaringen ikke giver vished. Så set med empiristiske øjne, så er deduktion og induktion et eller andet sted begge tvivlsomme, da førstnævnte vil bygge på tvivlsomme præmisser og sidstnævnte er tvivlsom i sig selv. Det er dog værd at bemærke, at Hume i sin formulering af induktionsproblemet giver deduktion meget vægt.

Man kan undre sig meget over, at ingen af vores venner har undersøgt andre epistemologier, ontologier eller som det mindste tænkt over, hvad argumenterne for empirismen skulle være. Det første problem, man kan nævne, er flip flop problemet:

Sanseerfaringen viser, at man ikke kan stole på sanseerfaringen, derfor er sanseerfaringen ikke absolut. Lad os gentage successen med hvad vi lige har lært: Sanseerfaringen viser os at man ikke kan stole på sanseerfaringen. Men siden vi ikke kan stole på sanseerfaringen, så kan vi heller ikke stole på, at vi ikke kan stole på sanseerfaringen. Så vi stoler derfor på sanseerfaringen, men den viser os, at vi ikke kan stole på sanseerfaringen, og sådan kan man blive ved med at flip floppe.

Derudover, så kan man se et problem med generaliseringen af, at sanseerfaringen kan bedrage. Det betyder jo ikke, at den altid bedrager. Bare det at vi ved, at sanserne kan bedrage indikerer, at vi godt kan skelne mellem en del situationer, hvor sanserne bedrager (fx fata morgana og optiske illusioner) og hvor sanserne ikke bedrager (hvilket er udgangspunktet). Hvis det virkelig var tilfældet, at vi ikke kunne vide om sanserne bedrager, så ville vi ikke være i stand til at definere bedrag, vi ville derimod kalde al sanseerfaring (med og uden bedrag) for sanseerfaring.

Et tredje problem er, at hvis man bygger aksiomer på sanseerfaring og mener at aksiomer infereres ud fra induktion, så vender vi tilbage til problemet om uvished. Derfor vil sandt potentielt kunne være lig falskt på samme tid (det er jo et aksiom), og dermed vil al viden bryde sammen, da man for hver påstand ikke vil kunne udelukke at det modsatte er sandt på samme tid. Så kan man ligeledes flip floppe med udsagnet om at aksiomer bygger på sanseerfaring i al evighed.

Et fjerde problem man kan nævne i skyndingen (der er i virkeligheden masser af kritikpunkter læs evt. Kants kritik) er det praktiske argument. Ingen empirist i verdenshistorien har stillet sig ud foran en bil på motorvejen eller kastet sig selv ud fra en klippe og brugt enten induktion eller argumentet om at sanseerfaring ikke er absolut til at erklære at bilen/faldet måske ikke vil skade ham. Selv de empirister, som mest hårdnakket insisterer på at sanseerfaringen eller induktion ikke kan give anledning til vished, de snakker alligevel om sandsynligheder, og da det er mest sandsynligt, at man kommer til skade, så vil de undlade at udføre handlingen. Så i praktiske anliggender, der er empiri pludselig godt nok, selvom man i teorien benægter både aksiomers (sandt er ulig falskt, kausalitet osv.) og virkelighedens absolutte natur.

Den naturlige tænkningsmetode, som jeg nævnte i artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke, den bygger på deduktion og aksiomer, dvs. på absolutte størrelser og giver derfor vished. Så epistemologisk set, så giver det ikke mening, at fravælge den naturlige tænkningsmetode til fordel for den empiriske, som giver anledning til at viden bryder sammen og selvmodsigelser.

Et sidste kritikpunkt i lyset af den naturlige tænkningsmetode er, at sanseerfaring ikke er den eneste måde, som vi får viden om verden på. I henhold til den naturlige tænkningsmetode der kan beretninger også bruges til at fundere erkendelse på. Betingelsen er, at den beretning man tager imod, den er korrekt. Hvor mange videnskabelige fakta har folk accepteret uden at foretage eksperimenterne selv?

Uovervejet videnskab

Neo-ateisterne er fuldstændig afskårede fra denne epistemologi. De strækker i stedet den videnskabelige tænkningsmetode til at gælde som epistemologi og konkluderer, at vores viden om verden er usikker, men den videnskabelige metode er det, der producerer det mest sandsynlige. På det ontologiske niveau, der overvejer de heller ikke naturalismen, de anvender blot dens konklusioner, sådan så de sidder med uvished på alle erkendelsesniveauer.

Sagt mere jævnt: Disse neo-ateister er blottet for epistemologiske og ontologiske overvejelser, deres fokus er at videnskab virker, og det gør andet ikke. Man kan sammenligne dem med en dygtig amatør gør-det-selv-håndværker, som kører ned i Silvan eller andre byggemarkeder og køber de ting, han skal bruge til sine projekter derhjemme. Han kan være knalddygtig, men han gør sig ikke de store overvejelser over de værktøjer og materialer, han bruger. Han ved fra praktisk erfaring, at de virker, og det er nok for ham. Så han ved, hvordan man bruger det, men ikke hvorfor det virker.

Eksemplet kan virke groft, men det er i virkeligheden en mild beskrivelse af det skæve forhold, vores venner har udviklet til spørgsmålet om erkendelse. De har på magisk vis forvandlet empirismen til at være selvevident og tilstrækkelig, på trods af den hårde kritik, man kan føre mod den. Kant dannede fx en syntese mellem Descartes og Humes yderliggende epistemologier (rationalismen og empirismen), da han netop kunne se en række kritikpunkter ved at empirismen som fundament for viden og erkendelse. Det virker som, at vores venner ikke kender til den del af historien.

Kan man bruge kausalitetsprincippet til at konkludere, at der findes en skaber?

Det er ikke blot en mulig konklusion, men en nødvendig konklusion, da den følger af et deduktivt ræsonnement (som nævnt før):

P1: Alt, hvad der har haft en begyndelse, har en årsag,

P2: Universet har haft en begyndelse,

Q: Universet har en årsag

Og man kan blive ved med at foretage deduktion uden at ende med at flip floppe og på et tidspunkt, så konkluderer man, at universet har en almægtig, evig og ubegrænset skaber (se Kan man tage udgangspunkt i en tanke).

Protesten der kom i form af feedback lød:

“Hvis vi går tilbage til øjeblikket før Big Bang, så eksisterer tid ikke. Og da kausalitet er at kæde hændelse A sammen med en efterfølgende i tid hændelse B i form af årsag og virkning, så kan man derfor ikke tale om kausalitet, når intet eksisterer. Så det er plausibelt, at verden opstod af sig selv.”

Det er tydeligt i lyset af det, der er blevet forklaret:

  • Protesten behandler “intet” som “noget”, dvs. som en realitet, som har nogle særskilte naturlove.
  • Protesten benytter sig af et skjult foranstillet “det kan være at” for at rationalisere et absurd udsagn.

Intet er noget

Den videnskabelige metode søger at afdække hvordan materiale opfører sig under forskellige omstændigheder. Dvs. genstanden for undersøgelse er tingenes egenskaber, som vi forsøger at beskrive i form af generelle lovmæssigheder. Disse beskrivelser af lovmæssigheder kalder vi naturlove fx vand koger ved 100 grader Celsius under 1 atmosfæres tryk og der er noget der trækker objekter nedad mod jorden (tyngdekraft), som man kan regne på (tyngdeaccelerationen 9,82 g) osv. I afdækningen af naturlovene gør man naturligvis brug af kausalitet, da man udsætter materie for eksperimenter, og man ser hvilken effekt det har (virkning og årsag). I protesten der defineres “intet” som manglen på substans, dvs. der er ingenting. Og da der ingenting er, så eksisterer tid heller ikke (antages det). Og da kausalitet er sammenkædningen mellem hændelse A i t_0 og hændelse B i t_1, så kan kausalitet heller ikke eksistere. Så konklusionen er via deduktion (som pludselig er god nok), at når intet eksisterer, så eksisterer kausalitet heller ikke. Mere formelt:

P1: Kausalitet kan ikke eksistere uden tid,

P2: Tid eksisterer ikke,

Q: kausalitet eksisterer ikke

Hvis præmisserne er sande, så må konklusionen også nødvendigvis være sand. Sagen er bare, at P1 ikke er korrekt og P2 er en antagelse, hvilket gør at det deduktive argument i dette tilfælde ikke holder, og skulle det holde, så er resultatet ikke vished, hvilket bliver dækket af formuleringen, at det er plausibelt.

P1 burde for det første hedde: “Kausalitet kan ikke beskrives uden tid”, da der ikke er noget der indikerer at kausalitet ophører med at eksistere, hvis blot tid eller materie ophører med at eksistere. Vi kan dog med sikkerhed sige, at kausalitet ikke kan beskrives, hvis tid ikke eksisterer, men vi kan ikke dermed konkludere, at kausalitet ikke gør sig gældende længere.

Man kan tage eksemplet med en elefant. Vi ved at elefanter ikke kan blive lyserøde. Så kunne man kalde det en naturlov n1: “det er en naturlov (n1), at elefanter ikke kan blive lyserøde”. Hvad kan vi sige om, hvornår n1 gælder? For at n1 skal gælde, så skal der naturligvis være elefanter, dvs. uden elefanter, så gælder n1 ikke, da den beskriver ikke-eksisterende objekter. Så kunne vi i samme tråd som foroven inferere gennem deduktion, at når der ikke findes elefanter, så eksisterer n1 ikke og derfor kan elefanter blive lyserøde, hvis de ikke eksisterer. Mere formelt:

P1: Når elefanter ikke eksisterer, så kan det modsatte af n1 forekomme,

P2: elefanter eksisterer ikke,

Q: det modsatte af n1 kan forekomme: elefanter kan ikke blive lyserøde -> elefanter kan blive lyserøde.

Absurditeten burde være indlysende. Grunden til at det kan lade sig gøre at opstille absurditeter på denne måde er, at empirister anerkender aksiomer på basis af sanseerfaring. Så aksiomet “sandt kan ikke være lig falskt på samme tid” konkluderes på basis af sanseerfaringen. Men når vi pludselig intet har, så gælder aksiomerne ikke i empiristers verden, og sandt kan pludselig være falskt på samme tid, hvilket åbner en ladeport for absurditeter. Så i tråd med empiristers tankegang kan man påstå, at aksiomet “sandt er ulig falskt” kun gør sig gældende, når noget eksisterer, derfor er det plausibelt, at sandt kan være lig falskt, når intet eksisterer. Så vores ikke-eksisterende elefanter, som kan være lyserøde, de kan eksistere og være ikke-eksisterende på samme tid. Det kan man så bygge videre på: Universet kan eksistere og ikke eksistere på samme tid. Eller som i det aktuelle tilfælde, universet kan opstå uden årsag, når tid ikke eksisterer, da kausalitet ikke eksisterer, når tid ikke eksisterer.

Det burde være indlysende, hvorfor det er forkert opstillet.

Det kan være…

Det pudsige er at jeg indleder artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke med at forklare, at man ikke bare kan gribe en absurd tanke ud af den blå luft og sandsynliggøre den ved at foranstille “det kan være at”:

“Mht. udsagnet ”elefanter bliver lyserøde når ingen kigger” så åbner det for visse folks vedkommende muligheden for det absurde. Der er så at sige en tendens til at mene, at så længe man tilsætter et ”det kan være ”- foran et irrationelt udsagn, så åbner det en mulighed for det irrationelle, og dermed når de frem til, at intet er absolut, da det siges, at man kan åbne en mulighed for alt. Denne påstand (eller dette syn på virkeligheden) er latterlig, absurd og langt fra hvad virkeligheden viser.

Fx er det usandt at sige, at der er en mulighed for, at elefanter bliver lyserøde, når ingen kigger, for synet har ikke den evne, at det kan påvirke en realitet. Man kan ej heller påstå, at der er en mulighed for, at naturloven afviger i dette specifikke tilfælde. Sådan en påstand er det rene vanvid.

Hvordan kan det være at mennesket i hverdagen aldrig nogensinde handler irrationelt, men så snart man snakker om realiteten, så er der en tendens til, at enkelte personer begynder at referere til andet end realiteten? Fx hvis en mand kom hjem og der ingen forandring var i husets tilstand, kunne man så påstå, at der havde været indbrud, og at der var blevet stjålet noget, selvom der intet manglede? Dette kan påstås, hvis man udelukkende refererer til fantasien og siger ”det kan være, at der er blevet stjålet noget, mens der ikke mangler noget, men vi ved ikke noget om dette fænomen endnu, så derfor kan vi ikke udelukke det”, men ligeså snart man tager realiteten i betragtning, så falder denne påstand til jorden, da der ikke er noget der bekræfter påstanden.”

Så er det ret useriøst, at man så modtager feedback på artikler, som fuldstændig ignorerer artiklernes indhold.

Hvis man bruger Occams ragekniv, er det så ikke simplere at antage, at universet ingen årsag havde fremfor, at der findes en skaber, som ingen årsag har?

Denne protest har to dele og blev stolt erklæret af Bertrand Russell [5] i 1927:

  1. At skaberen burde være underlagt kausalitet selv,
  2. At Occams ragekniv dikterer at man bør ekskludere ekstra led for at forsimple forklaringer.

Richard Dawkins [6, s. 78] har sidenhed brugt dette argument som var det kryptonit for supermand, og neo-ateister jubler og klapper hinanden på skulderen over den fænomenale opdagelse i formen:

“hvis alt har en årsag, så har Gud vel også en årsag?”

Hvis man adskiller tingene og emnerne fra hinanden, så bliver svaret ret let, men det er klart, at hvis man smider det hele ned i en skål og laver frugtsalat, så er der hverken hoved eller hale i emnet.

Først og fremmest skal vi have forskellen på induktion og deduktion i baghovedet. Vi konkluderer på absolut vis, at universet har en årsag. Det kan man ikke snige sig udenom ved at begynde at tale om uendelig regression, da det er et andet spørgsmål, som skal tages for sig.

Efter vi har konkluderet, at universet nødvendigvis må have en årsag med afsæt i kausalitet og deduktion, hvor præmisserne er sande og konklusionen dermed også er sand, SÅ kan vi spørge:

“Nu når vi ved at universet har en årsag, så må vi undersøge, hvad denne årsag skal have af egenskaber.”

Så vender vi tilbage til deduktion og opstiller rationelle (og irrationelle) muligheder:

  1. Kan universet have forårsaget sig selv?
  2. Kan universet være opstået af sig selv?
  3. Kan universet være skabt af en skaber som selv er skabt af en skaber i al uendelighed?
  4. Kan universet være skabt af en skaber som er evig, dvs. som ikke er forårsaget selv?
  5. Kan universet være evigt?

Punkt 1 og 2 har vi allerede lige kigget på, så det vil vi ikke tage igen. Mht. punkt 3, om der kan være en uendelig kæde af skabere, så er det korrekt, at det vil føre til uendelig regression, som indebærer at universet aldrig bliver skabt. Men vi sidder her og er omgivet af diverse ting i universet, hvilket udelukker denne mulighed gennem deduktion. Hvis der er en uendelig kæde af skabere, så eksisterer vi ikke, vi eksisterer, der er ikke en uendelig kæde af skabere. Et klassisk ateistisk spørgsmål, som jeg egentlig besvarede i artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke gennem deduktion:

“Menneskets oprindelse har 4 muligheder:

  1. Det er opstået af sig selv, på trods af at vi aldrig har set noget opstå af sig selv,
  2. Det har skabt sig selv, dvs. det eksisterede ikke, men stadigvæk eksisterede det for at skabe sig selv,
  3. Mennesket (altså menneskeheden) er evigt,
  4. Mennesket er skabt, men af hvad?

Det samme kan siges om livet, og universet, vi kommer frem til at de er alle skabt, men af hvad?

Det er i hvert fald ikke en gammel mand med hvidt skæg. Rationelt set, er der en faktor, som er nødsaget til at eksistere, som skal have skabt disse 3 elementer, denne kan kort beskrives som værende evig. Men hvad vil det sige at være evig? Evig er ikke bare uden start og uden slut, men der er visse kriterier, der skal være opfyldt før, noget kan være evigt:

  • Uafhængig af naturlove, for hvis denne var afhængig af dem, så var der en anden eksistens der havde presset naturloven ned over denne, og denne var så en skabning,
  • Dette fører så også til, at denne skal være almægtig,
  • Dennes viden må ikke have visse kriterier, ligesom menneskets har, da andet ville medføre, at der var nogen, der havde begrænset dennes viden og lagt kriterier over denne, og dermed var denne en skabning,
  • Ubegrænset i form, for enhver begrænsning skal lægges af nogen, og en begrænsning lagt i sig, viser at man er en skabning, og dermed ikke evig.

Denne definition besvarer typiske ateistiske spørgsmål, såsom: ”hvem skabte skaberen?” svar: skaberen skal være evig, ellers er det ikke en skaber.

Ligeledes har skruen uden ende mødt sit endelige, da alle de antagede ”mellemskabere” kun er skabninge, og det er den, der har skabt alt, og ikke selv er skabt samt opfylder disse kriterier, der er Skaberen. Derudover så ville det føre til uendelig regression.

Eller, ”hvis denne skaber findes, hvorfor kan vi så ikke se denne?”

Svar: menneskets syn er opbygget således, at det kan dække en vis kapacitet, eksempelvis kan vi ikke sanse en hel ørken, men vi er ikke i tvivl om, at denne er begrænset, så når vi ikke engang kan sanse det, der er begrænset, hvordan skal vi sanse det, der er ubegrænset?”

Hvad angår Occams ragekniv, så er det et filosofisk princip, der dikterer, at hvis der er to forklaringer til et fænomen, så vælger man den simpleste, da den anden forklaring kun vil medføre unødvendig kompleksitet, så hvis den ene forklaring har 3 led og den anden har 5 led, så kan der være 2 unødvendige led, som man så barberer af ved at vælge den første forklaring som har 3 led.

Det er pudsigt, at man formoder, at man kan bruge det her princip på selektiv vis og selv vælge, hvad der skal være mest simpelt. I dette tilfælde er det ikke oplagt at bruge Occams ragekniv, da den ene forklaring (universet er skabt af en evig skaber) er konkluderet på basis af en nødvendig sand deduktion og den anden forklaring (universet opstod af sig selv) er i modstrid med deduktion og selvevidente aksiomer såsom kausalitet. Derfor er det misbrug at hive Occams ragekniv frem og nedsable, hvad der nødvendigvis må være sandt ud fra deduktion for at vælge det, der nødvendigvis må være forkert ud fra deduktion.

Er Verden evig og dermed ikke opstået eller skabt på noget tidspunkt?

Den her protest kom efter en lang diskussion, hvor vores ven neo-ateisten længe havde argumenteret for at universet opstod af sig selv. Da han til sidst godt selv kunne se, at det var uholdbart, så skiftede han holdning og sagde i stedet at det var plausibelt, at universet var evigt.

Der er så mange indlysende fejl ved denne påstand, at vi ikke vil bruge tid og energi på at forklare det i dybden. Man kan kort sagt kigge på, hvad universet består af, og siden alt er påvirkeligt, foranderligt, afhængigt og underlagt naturlove, så kan de elementer pr. defintion ikke være evige, og dermed kan universet heller ikke være evigt. Et element, hvis konstitutenter (bestanddele) ikke er evige, vil ikke selv kunne være evigt.

Konklusion

Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev skuffet over den feedback jeg fik, men et eller andet sted burde det være forventet. Jeg havde dog forventet mere end blot gentagelser af standard ateisters postulater, såsom Bertrand Russell, Richard Dawkins og Lawrence Krauss [7]. Neo-ateismen læner sig utroligt meget op ad videnskaben, men uden at dens tilhængere rigtigt har gjort sig de større epistomologiske eller ontologiske overvejelser. Det er næsten som en videnskabelig sekt med blinde fanatiske følgere, som ikke forstår deres egne standpunkter eller argumenter for den sags skyld.

Jeg har valgt at skrive denne artikel lidt mere provokativt i håbet om, at der kommer reel feedback, sådan så der kan komme en lærerig diskussion ud af det. Derfor kalder jeg den for del 1 med håbet om at del 2 kan blive en reel diskussion.

For at opsummere: induktion kan ikke føre til vished (i sig selv og som udgangspunkt), mens deduktion kan føre til vished såfremt præmisserne er sande. Det er vigtigt at forstå den naturlige tænkningsmetode og den videnskabelige tænkningsmetode, ellers forvirrer man diskussionen.

Beviserne for at der findes en skaber bygger på deduktion, så nytter det ikke noget at bruge induktion, videnskab eller fantasi, mens man prøver at tilbagevise præmisserne for de deduktive argumenter, man står overfor.

Vi har set eksempler på, hvordan neo-ateister ender med at nedbryde al viden og dermed i sidste ende er inkonsistente – især når de foretager krumspring for at undgå at tage deduktive argumenter til sig. Det er lidt af en forestilling.

Jeg vil til sidst anmode kritiske læsere om at (evt også) kommentere på selve artiklen her på hjemmesiden, sådan så jeg ikke kan anklages for at misrepræsentere jeres holdninger samt argumenter. På den måde står jeres kommentarer sort på hvidt under selve artiklen.

Referencer

[1] En god introduktion til naturalismen og forskellige kontroverser omkring den: http://plato.stanford.edu/entries/naturalism/ samt lidt om scientism: http://en.wikipedia.org/wiki/Scientism

[2] Et overblik over forskellige typer af naturalisme: http://www.naturalisms.org/science.htm

[3] Hume, D., 2007. An enquiry concerning Human Understanding. E-Book. Cambridge University Press.

[4] Popper, K., 2005. The Logic of Scientific Discovery. E-book. Routledge Classics. New York.

[5] Russell, B., 1927. Why I’m not a christian: An examination of the God-idea and christianity. http://www.andrew.cmu.edu/user/jksadegh/A%20Good%20Atheist%20Secularist%20Skeptical%20Book%20Collection/Why%20I%20am%20Not%20a%20Christian%20-%20Bertrand%20Russell.pdf

[6] Dawkins, R., 2006. The God Delusion. Bantam Press.

[7] Krauss, L., 2013. A universe from nothing: Why there is something rather than nothing. Atria Books.

Interessant læsestof for udddybning:

En kort introduktion til den naturlige tænkningsmetode samt en rationel epistemologi

En kort gennemgang af forskellige filosofiske epistemologier

En analyse af den islamiske verdensorden

Kollektivet der råbte ulv

Alle kender Æsops fabler i en variant eller anden. En fabel, vi alle nok kender, er “Drengen, der råbte ulv”, som handler om en dreng, der morer sig med at råbe “ulven kommer” for derefter at grine af panikken, som jager igennem landsbyens beboere. Fablen slutter med, at ulven rent faktisk kommer, men denne gang reagerer folk ikke på drengens råb.

Nogle muslimer råber desværre ulv om en række emner, som er ret afgørende for videreleveringen af det islamiske budskab og som i fablen, der reagerer folk ikke længere, når de har hørt “ulven kommer” tilstrækkelig mange gange. Nogle af de helt basale emner, som muslimerne som et kollektiv diskuterer med ikke-muslimer er bl. a. Allahs eksistens og koranens mirakel. Det er i sig selv en positiv tendens, desværre bliver der råbt ulv en del gange, som gør, at ikke-muslimer nærmest bliver immune over for at overveje disse emner og undersøge dem i dybden. Når der så endelig kommer en muslim, som ønsker at fremlægge korrekte argumenter for de her emner, så er ikke-muslimen blevet træt af, at der bliver råbt ulv, så han orker ikke engang at lytte, da han er blevet fyldt med utilstrækkelige argumenter.

Allahs eksistens

Europas erfaring med kristendommen og nærmere bestemt teokratiet har givet anledning til, hvad man mildt sagt kunne betegne som et meget negativt syn på sammenblandingen af religion og politik; Gud og religion skal helst ikke involveres i staten, livet og samfundet, da det fører til undertrykkelse af befolkningen, den intellektuelle proces vil stagnere og videnskaben vil få mundkurv på – det er udgangspunktet for det europæiske syn på religioners indblanding i staten, livet og samfundet, så man starter ikke fra et neutralt udgangspunkt men derimod et meget farvet udgangspunkt.

Synet på religioner er meget præget af mistillid, og enhver proklamation af at kende til sandheden vækker dystre minder fra det, der måske kan betegnes som en af de mørkeste perioder i Europas historie; den mørke middelalder. Kristendommen blev i takt med sekulariseringen udsat for massiv kritik og inddæmmet på en måde, hvor de kristne måtte gøre sig en række indrømmelser for at få fred:

  • Religion er et spørgsmål om tro,
  • Gud kan ikke bevises, men skal føles,
  • Dogmer blev mere centrale og gudsbeviser trådte i baggrunden,
  • Sekularismen blev stadfæstet og religionen skulle tolkes i et perspektiv der i højere grad passede med sekularismen.

Det er nogle af de konnotationer begrebet “religion” har for mange europæeres vedkommende, så når man som muslim har diskussioner med ikke-muslimer, så sidder man selv med et positivt syn på islam, da man ikke deler den samme idéhistorie eller historie, som europæerne gør, men man kan dog glemme, at meget af det man siger, det tolkes i lyset af ovenstående samt meget mere.

Jeg spurgte engang en ikke-muslim om, hvorvidt vedkommende troede på en skaber, hvortil han svarede: “det har jeg ikke brug for”. Jeg kiggede underligt på ham og kunne ikke forstå hans svar, da jeg tænkte “folk har heller ikke brug for at blive røvet eller at blive udsat for naturkatastrofer, men det sker jo alligevel for dem, og de fænomener eksisterer uafhængigt af, hvad de har brug for”, men jeg lod diskussionen ligge på daværende tidspunkt. Efter en lang årrække gik det op for mig, at han ser helt fundamentalt anderledes på spørgsmålet. Det opdagede jeg i forbindelse med, at jeg læste en bog, der nedlægger kristendommen og religiøsitet; argumenterne imod kristendommen var formet på en måde, der efterlod en med et indtryk af, at de kristnes argumenter bygger på tro, følelser, menneskets svaghed og behovet for at bevare håbet om at det bliver bedre i fremtiden o.lign. Dér slog det mig, at grunden til at han svarede “det har jeg ikke brug for” var, fordi at han kæder religiøsitet sammen med svaghed og følelsesladede argumenter, det var ikke mit spørgsmåls udgangspunkt, men fordi at de kristne har råbt ulv så længe, så hænger der visse konnotationer ved gudsbegrebet, som folk åbenbart ikke kan kontekstualisere, dvs. de generaliserer over alle, der erkender eksistensen af en skaber til at gøre det af de samme årsager: fx fordi de har brug for det, da det giver dem håb.

Det kan en tredjepart som udgangspunkt ikke drages til ansvar for, men hvis det muslimske kollektiv bruger følelsesladede argumenter fremfor rationelle argumenter, så bekræfter det de fordomme og den generalisering, som mange europæere desværre har og foretager sig – måske helt ubevidst.

De fleste af de her muslimer tænker nok noget i stil med: “jamen, vi bruger de følelsesladede argumenter INDENFOR en rationel ramme, som er helt anderledes fra den, de kristne bruger” (dvs. som supplerende argumenter til rationelle argumenter) og det er helt legale indvendinger, men sådan modtages de bare ikke, de ses forstærkende på og bekræftende for vedkommendes fordomme, dvs. diskussionen er egentlig slut allerede inden, den gik i gang, for muslimen er (i denne situation) blot endnu en “kristen” dog med arabisklydende betegnelser lagt på bordet.

Så selvom disse udtalelser har hensigten at få folk til at reflektere, så kan de egentlig modtages som bekræftende for det negative syn, der er på erkendelsen af, at der findes en skaber, religioner og andet metafysik, da det bliver revet ud af den rationelle ramme, som afsenderen befinder sig i. Der findes ikke en gylden opskrift på, hvordan man kalder til islam, men en stor del af dawah er at forstå, hvad den anden part tror på, og hvorfor denne tror, som denne gør samt at identificere de konnotationer, denne associerer med bestemte begreber eller tanker, først der kan man kalde til hvad end, man har af budskaber.

Koranens mirakel

I forbindelse med koranens mirakel der vælger mange at fremlægge koranens udfordring:

 وَإِن كُنتُمْ فِي رَيْبٍ مِّمَّا نَزَّلْنَا عَلَىٰ عَبْدِنَا فَأْتُوا بِسُورَةٍ مِّن مِّثْلِهِ وَادْعُوا شُهَدَاءَكُم مِّن دُونِ اللَّـهِ إِن كُنتُمْ صَادِقِينَ ﴿٢٣﴾ فَإِن لَّمْ تَفْعَلُوا وَلَن تَفْعَلُوا فَاتَّقُوا النَّارَ الَّتِي وَقُودُهَا النَّاسُ وَالْحِجَارَةُ ۖ أُعِدَّتْ لِلْكَافِرِينَ 

“Og hvis I er i tvivl angående det Vi har nedsendt til Vores tjener (fra tid til anden), så bring en Surah (et kapitel) ligesom den og tilkald (alle) jeres vidner (og hjælpere, hvis der er nogen) foruden Allah, hvis I er sandfærdige (i forhold til jeres tvivl). Og hvis I ikke formår det – og I vil aldrig formå det – så frygt den ild, hvis brændsel er mennesker og sten, forberedt til fornægterne (af budskabet).” [2:23-24]

Der er en del vers i koranen, som påpeger, at koranens mirakel er dens uovertrufne litterære stil, derfor bedes menneskeheden at bringe noget lig den i fald, de er i tvivl. Det er dog svært at fremlægge et arabisk litterært mirakel på dansk… Der er så stor forskel på dansk og arabisk grammatik, syntaks, morfologi, semantik, retorik og andre lingvistiske discipliner, at det er svært at give en fyldestgørende idé om, hvor uovertruffen koranen er, da de mange konnotationer, associationer og sproglige finesser samt metrikker sjældent kan gengives på dansk over en kop kaffe. Så mange muslimer vælger at “forstærke” koranens litterære mirakel med, hvad de forventer, at lytteren er fascineret af, det kan være alt fra:

  1. numerologi,
  2. profetier,
  3. videnskabelige teorier.

Jeg vil gerne understrege, at jeg er overbevist om at koranen er fra Allah (swt) , jeg mener bare ikke, at det er intellektuelt forsvarligt at benytte sig af påstande om numerologiske, konspiratoriske, videnskabelige “argumenter” samt profetier og  udsagn om rumvæsener, når man diskuterer koranens mirakel.

1. Numerologi

Jeg vil tillade mig at være direkte: Det er simpelt sagt vanvid at tro, at man ved hjælp af en række talmanipulationer kan overbevise en person, som ikke engang anerkender eksistensen af en skaber, om at koranen er et mirakel. De der bruger talmanipulationer for at argumentere for koranens sandfærdighed samt ikke har set filmen “The number 23” [1] med Jim Carrey i hovedrollen, de burde se den og forstå, at de virker lige så bindegale, som han gør i den film.

Hvis en hindu kom til de her folk med Vedaerne eller Puranas (hellige bøger i hinduismen) under armen og slog op et sted i dem samt forklarede dem, at tallet 19 går igen hele vejen i hans hellige bøger, så ville det ikke rokke deres overbevisning om, at hinduismen er falsk, så det er egentlig ikke et argument, som overbeviser dem selv, så er det intellektuelt inkonsekvent at forvente, at andre vil lade sig overbevise af det. Der er ligeledes en række påstande om “tal-mirakler” i biblen, men det har ligeledes ingen betydning, så kan man spørge sig selv, hvorfor skulle det så have en betydning for den, man forsøger at overbevise?

Hvad kan man egentlig konkludere ud fra, at et tal går igen i en bog? Hvis summen af noget bestemt gav det samme tal som hastigheden af jordens bevægelse (udtænk evt. selv et bedre eksempel) i Salman Rushdies “De Sataniske Vers”, ville det have nogen betydning for, hvad man skulle mene om den bog? Ville man kunne erklære den guddommeligt inspireret af den grund? Eller er det på magisk selektiv facon, at talmanipulationer har en betydning?

2. Profetier

Profetier er styrkende beviser for de, der allerede bekender sig til, at koranen er fra Allah (swt), men kan ikke fungere som et afgørende bevis eller ikke engang et indicie for den sags skyld for andre. Det lyder måske overraskende, men rent rationelt set, så har profetier forskellige indbyggede defekter så at sige:

Hvis de er upræcise, så kan de strækkes til at dække mange ting, hvilket mange kvaksalvere også gør den dag i dag,

Hvis de er præcise, men uspecificerede mht. tidsinterval, så er der følgende intellektuelle udfordringer, som gør, at de ikke kan fungere som et endegyldigt bevis for skeptikere:

Når man forudsiger at der vil indtræffe 10 hændelser (A, B, C, …, J) og man ikke specificerer, hvornår hændelserne vil indtræffe, så kan man fx få bekræftet hændelse A, E og J, men der har man netop al tid til rådighed for at de resterende hændelser skal indtræffe, hvilket strengt taget gør at man hverken kan bekræfte eller udelukke at de vil indtræffe, så vi ender med 3 bekræftelser og 7 profetier som vi hverken kan bekræfte eller afkræfte. Her vil tilhængere af den der fremsagde profetierne bruge de 3 bekræftende tilfælde, mens modstanderne/skeptikerne af den der fremsagde profetierne vil fokusere på at de 7 ubekræftede profetier ikke kan bekræftes eller afkræftes. Så det bliver i sidste ende et spørgsmål om, hvad man hælder til, der afgør, hvordan man tolker en række af profetier, som ikke rummer en tidshorisont.

Hvad angår de profetier som har et specificeret tidsrum, for hvornår de forskellige hændelser vil indtræffe, der vil ligeledes være nogle intellektuelle problemer:

Hvis teksten der rummer profetien er entydig i betydning og absolut overleveret til os (fx entydige koranvers og mutawatir ahadith [2]), og den specificerer tidspunktet for, hvornår en profeti vil gå i opfyldelse, så kan denne profeti fungere som en bekræftelse for tilhængerne, mens skeptikerne nok vil anse det som et heldigt gæt eller aftalt spil, da det er simplere at erkende.

Hvis teksten der rummer profetien er åben for fortolkning eller kan sættes spørgsmålstegn ved mht. dens overlevering og den specificerer tidspunktet for, hvornår en profeti vil gå i opfyldelse, så kan denne profeti fungere som en bekræftelse for tilhængerne, mens skeptikerne vil pege på manglerne i teksten; nemlig at den er åben for fortolkning eller at dens overlevering gør, at det er simplere at tro, at den blev tilskrevet profeten (saw) på et senere tidspunkt, da sandsynligheden for at profetien ville gå i opfyldelse var højere, eller at der er aftalt spil involveret.

Derudover så har profetier en intellektuel udfordring, da de ofte fungerer som selvopfyldende profetier uden at der nødvendigvis er aftalt spil involveret. Hvis en profeti er kædet sammen med et løfte om belønning eller har et andet incitament, så kan skeptikere med god grund påpege at grunden til, at profetien gik i opfyldelse, var incitamentet og ikke sandfærdigheden af den, der fremsagde profetien. Et konkret eksempel herpå er  beretningen der roser den leder samt den hær, der befrier Konstantinopel:

لَتُفْتَحَنَّ الْقُسْطَنْطِينِيَّةُ، فَلَنِعْمَ الْأَمِيرُ أَمِيرُهَا، وَلَنِعْمَ الْجَيْشُ ذَلِكَ الْجَيْشُ

“Konstantinopel vil blive erobret, sikke en leder dens leder er og sikke en hær dens hær er” (Ahmad)

Igennem historien var der en del forsøg på at erobre Konstantinopel før Sultan Mohammad al-Fateh endelg erobrede byen i 857 Hijri/1453 e.kr [3]:

  • Mu’awiya ibn Abi Sufyan prøvede allerede i 48 Hijri/668 e.kr. hvor han gik i gang med at forberede en flåde, som han udsendte 3 år senere med Yosr Ibn Aby Orto’a som leder af flåden, mens han sendte sin søn Yazeed bin Mu’awiya med en hær på landjorden. Efter måneders belejring måtte de opgive at erobre Konstantinopel.
  • Sulaiman ibn Abdelmalek prøvede i 98 Hijri/716 e.kr., hvor byen blev belejret fra både havet og landjorden.
  •  Harun al-Rasheed prøvede i 165 Hijri/781 e.kr., hvor erobringen blev stoppet af en aftale om jizyah.

Incitamentet i sådanne profetier burde være indlysende, uagtet hvad man gisner om, at intentionen hos disse forskellige ledere har været. For muslimens vedkommende, så fungerer det som et supplerende argument, der giver lidt ekstra ro i hjertet, mens for skeptikeres vedkommende, der kan man ikke forvente, at det kan bruges som et afgørende argument. Det betyder ikke, at man skal kaste profetier ud af vinduet, det betyder blot at man ikke kan bruge profetier som et argument i diskussioner, hvor man søger at overbevise andre om koranens eller profetens sandfærdighed.

3. Videnskab i koranen

Efter opbygningen af det mekaniske verdensbillede, så er videnskaben blevet et middel til at forklare alt, der omgiver os. Implikationerne af dette er bl.a., at nogle muslimer, med den bedste intention, tolker en del koranvers, som indeholdende videnskabelige mirakler eller videnskabelige beskrivelser.

Det første problem i en lang række af problemer med denne tilgang er spørgsmålet: “hvad er et videnskabeligt mirakel?”. Hvis vi overvejer, hvad et mirakel er, så indbefatter det på en eller anden måde en ophævelse af naturlovene, da hele formålet med at forlange mirakler er, at menneskeheden har brug for vejledning, og denne vejledning skal komme fra skaberen, som sender/udvælger et menneske iblandt os. Da dette menneske har de samme egenskaber som os andre, så forlanger vi et bevis på at vedkommende virkelig har modtaget åbenbaring fra skaberen, da det ellers blot vil være en påstand. I denne kontekst, så giver det ikke mening, at et sendebud fra skaberen kommer med viden, som den videnskabelige metode vil/kan afdække, hvis blot man giver det tid nok. Argumentet (hvis man kan kalde det for et argument) lyder, at siden profeten Muhammad (saw) ikke kunne have vidst, fx at jorden er rund, så er det en ophævelse af naturlovene, at han (saw) alligevel vidste det.

Den her form for argumentation virker måske tiltalende, men er forfejlet af flere årsager. Det første kritikpunkt er et simpelt spørgsmål: “Er det ikke simplere at antage, at den viden ikke var nedskrevet på det tidspunkt?”. Dvs. at man vidste at jorden er rund, men man havde blot ikke nedskrevet det. Det bliver ret pinligt, når man så læser lidt historie og opdager, at Pythagoras og Aristoteles promoverede idéen om, at jorden er rund dvs. i ca år 600 f.kr. [4] så er det ikke just imponerende eller et mirakel, at der ca. 1000-1200 år senere i koranen bliver nævnt, at jorden er rund.

Det virker som om, at folk glemmer, at videnskaben primært producerer tvivlsomme konklusioner. Den videnskabelige metode anvendes på håndgribeligt materiale, hvor det udsættes for forsøg og gennem en række observationer kan man så enten teste en hypotese eller formulere en deskriptiv forklaring af, hvad observationerne konkluderer (eller hvad de kan bruges til at konkludere). Den inferenstype som man meget hyppigt bruger i den videnskabelige metode er fx induktion, som pr. definition ikke kan bruges til at konkludere noget på absolut vis. Det er blevet diskuteret af så mange tænkere, filosoffer og videnskabsmænd, at et enkelt eksempel burde illustrere dette:

Vi observerer 100 får forskellige steder i Danmark. Vi konkluderer på basis af induktion, at siden det første får, det andet får og hele vejen op til det 100. får (alle de observerede får) har vist sig at være hvide, derfor konkluderer vi, at får er hvide. Dvs. det næste får vi forventer at se, det kommer til at være hvidt. Nu ved vi så, at der findes sorte får, men ud fra induktion, så har vi konkluderet det modsatte. Man kan ligeledes køre induktion på observationerne af hvide svaner og konkludere at alle svaner er hvide, det er de så ikke viser det sig.

Pointen med hele den her smøre omkring induktion og den videnskabelige metode er blot at fremhæve, at den videnskabelige metode ikke søger at konkludere på absolut vis, og den er ikke opbygget på en måde, der gør den i stand til at konkludere på absolut vis – ikke som udgangspunkt i hvert fald.

Så burde det egentlig være ret indlysende, at man ikke kan lade koranens sandfærdighed hvile på et tvivlsomt grundlag.

Et andet problem er, at videnskaben raffinerer og revurderer konstant hypoteser og videnskabelige fakta, vil man så bekræfte koranversenes sandfærdighed i det tidsrum, hvor de passer med accepterede videnskabelige teorier, og så snart den videnskabelige teori bliver aflyst eller tilbagevist, så vil man påstå at de koranvers egentlig ikke snakkede om det fænomen. Det er en uhæderlig, selektiv og inkonsekvent tilgang til egne argumenter. Man bør i stedet undlade at bruge tvivlsomme og egne opfundne argumenter, da de på sigt kun kan give bagslag.

Et tredje problem som er præget meget af selektivitet: De koranvers man typisk påstår rummer videnskabelige beviser, de indeholder typisk et begreb, som er flertydigt og ret åbent for fortolkning af samme årsag, samtidigt med at det på poetisk vis beskriver et fænomen. Der er fx et verbum med pronomensuffiks “dahahaa” (dvs. et udsagnsord som beskriver en handling og et stedord som er påsat verbet i form af et objektspronomen, hvilket handlingen bliver udført på), som nogle muslimer bruger i eksemplet foroven omkring, at koranen nævner at jorden er rund (eller ellipseformet):

وَالْأَرْضَ بَعْدَ ذَٰلِكَ دَحَاهَا

Og efter dette daHahaa Han jorden. [79:30]

Verbet med pronomensuffikset kan bl. a. betyde:

  • Han spredte/strakte jorden,
  • han gjorde jorden æggeformet (siger nogle rygter, at det kan betyde),
  • han jævnede jorden.

Når verbet kan give anledning til flere forståelser, hvorfor skulle man så insistere på, at det er et videnskabeligt mirakel, at der bliver brugt et begreb, som rummer flere betydninger, herunder den mirakuløse information, at jorden er ellipse/æggeformet? Modparten, man forsøger at overbevise, har al ret til ikke blot at påpege, at det er ret selektivt, at man vælger lige præcis den betydning, som man mener udgør et mirakel, men også at man kunne argumentere for, at det lige så godt kunne være en anden betydning, som skal lægges i verbet, og at betydningen “æggeformet” er mere eller mindre tilfældig, ikke-eksisterende eller akkumuleret (dvs. blevet til med tiden). Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan man ikke bruge det til sin egen fordel, da flertydigheden ikke er et fundament for et klart og tydeligt mirakel. Derudover, så blev det også nævnt foroven, at man allerede ca. 1000 år tidligere vidste, at jorden var ellipseformet, så hvad er pointen med tovtrækkeriet?

Man kan påpege, at der er en vis præcision i at udvælge et begreb, der giver mening på forskellige niveauer, men så er vi ovre i det litterære og ikke det videnskabelige.

Videnskabelig tænkning foregår i en meget snæver ramme, som ikke beskæftiger sig med epistemologi (erkendelsesteori) eller ontologi (viden om det der findes), men benytter sig af paradigmer (procedurer), hvor videnskaben benytter de forskellige værktøjer, som det givne paradigme, den givne ontologi og epistemologien helt selvevident stiller til rådighed. Det betyder med simple ord, at videnskaben beskæftiger sig ikke med at påvise sin egen gyldighed eller gyldigheden af den filosofiske ramme, som den opererer indenfor, men at den derimod beskæftiger med at undersøge håndgribelige ting og undlader at undersøge metafysiske (uhåndgribelige) sager. Så videnskaben undersøger fx, hvilke funktioner organer har, hvad der er godt for organer, hvad der er mindre godt for dem og overlader spørgsmålet om, hvem der forårsagede, skabte eller frembragte organerne samt hvorfor de blev forårsaget til religionerne, filosofierne og ideologierne.

Man kan sige at videnskaben er deskriptiv (den beskriver, hvad vi ser), mens religioner, filosofier og ideologier er normative (de fastsætter, hvordan vi skal se på tingene, og hvordan tingene skal være), så det er to vidt forskellige felter, som videnskaben og koranen adresserer. Så islam forsyner os med regler mht. samt et syn på fx vand (normativt); det er tilladt at bruge vand til tilladte formål (en regel) og ting er til for at vi skal gøre brug af dem (et syn), mens videnskaben undersøger, hvad vi rent fysisk kan bruge dem til (deskriptivt), det er så at sige to forskellige dimensioner af materielle ting, der bliver behandlet – en normativ dimension og en deskriptiv dimension.

Når man prøver at bruge eller at læse koranen som en videnskabelig vejledning, så er det således at hive koranvers ud af deres normative kontekst og forsøge at bruge dem i en deskriptiv kontekst, og det er dømt til at fejle på forhånd, dels fordi at konteksterne for de to er tydeligvis forskellige, og dels fordi at i det lange løb så overbeviser det ingen, det giver blot en masse næring til fordommene omkring, at islam blot er en dogmatisk størrelse, som bygger på tro uden at have argumenter for sin sandhed.

Andre koranvers er ikke normative, men fungerer som et incitament til at reflektere over samt at studere de ting, vi ser omkring os, ikke med formålet at bevise koranens sandfærdighed, men derimod at henlede vores opmærksomhed til de skabte ting, således at vi kan reflektere over dem og derfra reflektere over, at der må findes en almægtig organisator af universet:

إِنَّ فِي خَلْقِ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضِ وَاخْتِلَافِ اللَّيْلِ وَالنَّهَارِ لَآيَاتٍ لِّأُولِي الْأَلْبَابِ

Skabelsen af himlene og jorden og natten og dagens vekslen er bevis (på skaberens eksistens) for de, der reflekterer. [3:190]

Det er vigtigt, at man forstår, hvad formålet med koranen er. Er det at give os de svar på spørgsmål, som vi selv kan komme frem til? Eller giver det bedre mening, at skaberen åbenbarer et budskab, som indeholder noget, som vi ikke kan undersøge og tænke os til? Hvis menneskets forstand kunne reflektere objektivt over normative emner og konkludere, hvad der burde være legalt samt illegalt og indenfor metafysiske emner afgøre: hvad sker der med os efter døden, hvad er meningen med livet osv. af spørgsmål, hvad skulle pointen med, at skaberen kontakter menneskeheden så være? Koranens tema kan forklares (meget kort i denne omgang), ved at læse surat al-fatihah vers 6 og reflektere over det:

اهْدِنَا الصِّرَاطَ الْمُسْتَقِيمَ

 retled os til den rette vej. [1:6]

Surat al-fatihah er en dua (bøn), hvor vi beder Allah (swt) om at retlede os til den rette vej samt at holde os på den rette vej, balancen, og vise os, hvordan vi undgår at begå de samme fejl, som nationerne før os begik; jøderne og de kristne. Svaret kommer så i form af koranen og profetens sunnah, da koranen i første omgang er svaret på vores dua om retledning, og i anden omgang retleder koranen til at følge profetens sunnah:

ذَٰلِكَ الْكِتَابُ لَا رَيْبَ ۛ فِيهِ ۛ هُدًى لِّلْمُتَّقِينَ

Dette er bogen hvorom, der ingen tvivl er, en retledning til de gudsfrygtige [2:2]

Det burde være meget tydeligt, at vi laver dua om retledning indenfor normative områder, dvs. hvad er korrekt at gøre, hvad er forkert at gøre, samt om at få svar indenfor emner som har et forhold til eksistentielle spørgsmål, såsom hvor kom vi fra, hvad er meningen med livet, hvad skal der ske med os efter døden, hvor den videnskabelige metode forsøger at undersøge emner indenfor en naturalistisk ontologi (dvs. de håndgribelige ting) for at give deskriptive konklusioner, dvs. at beskrive verden i form af naturlove og modeller samt den praktiske anvendelighed af fysiske objekter. Videnskaben giver os således ikke svar på, hvad meningen med livet er, hvad der var før livet, og hvad der skal ske efter døden, da det er uhåndgribelige ting, og dermed udenfor videnskabens virkefelt.

Når nogle muslimer så alligevel insisterer på at udpege videnskabelige mirakler i koranen, så føjer de spot til skade, da man et eller andet sted ikke har brug for koranen til at beskæftige sig med videnskab, dertil er den videnskabelige metode tilstrækkelig og koranen dermed uddateret ud fra dette perspektiv, så modtageren er egentlig ikke interesseret i koranen ud fra et videnskabeligt perspektiv, da der allerede er en veletableret industri, som investerer ufattelige store mængder af finanser i forskning, der besvarer spørgsmål indenfor en given ontologi (fx naturalismen) uden diverse påbud af andagter, afholdelse fra nydelse og andet normativt, som islam påbyder og forbyder. Påstandene om videnskabelige beviser i koranen fungerer som at råbe ulv og sker det tilstrækkeligt mange gange, så drænes de reelle argumenter for påvirkning og i stedet åbnes døren for polemik, hvor modparten forsøger at finde videnskabelige fejl i koranen, hvilket heller ikke giver mening ud fra ovenstående.

Konklusion

I stedet for at råbe ulven kommer, så bør muslimerne overveje, hvad der reelt kan fungere som argumenter for Allahs eksistens og koranens sandfærdighed. Den fremgangsmåde som undertegnede vil anbefale er, at forstå hvilke rationelle argumenter, man kan fremsætte for, at universet er blevet skabt af en skaber, det kan fx gøres via kausalitetsprincippet (årsag/virkning + at intet opstår af sig selv) og andre rationelle aksiomer (basale sandheder).

Derudover så skal muslimerne forstå forskellen på rationel og videnskabelig tænkning, samt hvilke felter de opererer i, og at den videnskabelige metode ikke resulterer i absolutte konklusioner. Det vil gøre det meget simplere at føre en reel overbevisende diskussion med ikke-muslimer, da mange ikke-muslimer tænker indenfor en videnskabelig ramme, som gør, at de ser verdenen og erkendelse som noget tvivlsomt, så først skal synet på erkendelse korrigeres og dernæst synet på videnskab, sådan så de kan begynde at overveje indenfor en rationel ramme og undlade at åbne polemikker, som fjerner fokus fra koranens tema.

Muslimerne skal fordybe sig i koranens mirakel, først skal de selv begribe det, dernæst kræver det en kollektiv anstrengelse at få omsat den lingvistiske viden til noget, der er nogenlunde håndgribeligt og kan opfattes på dansk. Et råd herfra ville være, at muslimerne som et kollektiv fordyber sig i det arabiske sprog og skaber en bevidsthed og en atmosfære, hvor de nødvendige arabiskkundskaber, der er påkrævet for at opleve koranens mirakel, tilegnes og normaliseres.

I al fald, hvis man ikke vil gøre sig de anstrengelser, hverken individuelt eller som del af et kollektiv, så må man som det mindste stoppe med at råbe ulv, da sålænge der bliver råbt ulv, sålænge vil det være besværligt at overbevise ikke-muslimer om, at ulven rent faktisk kommer.

Referencer

[1] Der er en kort beskrivelse af filmen “The number 23” på imdb: http://www.imdb.com/title/tt0481369/

[2] Profetens sædvane er bevaret igennem hadithvidenskaben, som bl.a. har kategoriseret nogle ahadith (beretninger) som absolut overleverede, denne kategori kaldes ahadith mutwatir.

[3] http://www.islamweb.net/emainpage/index.php?page=articles&id=28648

[4] http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/store-opdagelser-jordens-form-og-storrelse

Forslag til uddybning af emnerne i artiklen

Hvordan skal tekster der forudsiger erobringer forstås?
http://www.hizb-ut-tahrir.org/index.php/EN/tshow/1764/

2 gode introduktioner til hvad videnskab og dens begrænsninger er.
http://www.hamzatzortzis.com/essays-articles/philosophy-theology/has-evolution-been-misunderstood-revelation-science-and-certainty/

http://www.hamzatzortzis.com/essays-articles/exploring-the-quran/does-the-quran-contain-scientific-miracles-a-new-approach/

2 hjemmesider med eksempler på hvordan det påstås, at koranen rummer videnskabelige mirakler.
http://www.freewebs.com/proofofislam/scienceinthequran.htm http://www.islamreligion.com/category/122/

1 hjemmeside med et eksempel på den førnævnte polemik omkring videnskabelige mirakler i koranen, herunder at jorden er æggeformet.

http://www.etik.dk/laeserdebat/traad/155990?page=8

En god bog, der viser skeptikeres generaliserende kritiske tilgang til metafysik.
Shermer, M., 2002. Why people believe weird things: Pseudoscience, Superstition, and Other Confusions of Our Time. Henry Holt and Company. New York.

Kan man tage udgangspunkt i en tanke?

Det at tage udgangspunkt i en tanke, uden at referere til realiteten er det man populært kalder fantasi/filosofi. Et eksempel herpå: ”Elefanter bliver lyserøde, når ingen kigger” når folk hører denne påstand tænker de først og fremmest ”Hvad ævler han om?, hvor ved han det fra? Hvad er hans bevis/belæg for at påstå det?” og det er forståeligt nok, for det er ren fantasi at påstå dette.

Mennesket bruger det vi kan kalde ”den rationelle tænkningsproces”, eller fordi den er rodfæstet i alle, ”den naturlige tænkningsproces”, som har 4 kriterier, før denne form for tænkning kan foregå på korrekt vis:

  1. Realiteten
  2. Sansning hvor mindst én af sanserne hos mennesket fungerer
  3. Tidligere oplysninger
  4. En velfungerende hjerne

Som nævnt før, uden realiteten så er det fantasi og dermed aldrig et produkt af tænkning.

Mht. sanserne, så er de nødvendige, hvis man skal bedømme en realitet, uden at have den relevante sans, så er det som om, den pågældende realitet ikke eksisterer for personen, og så er vi igen ovre i fantasiens verden. Det, vi kalder tidligere oplysninger, kan også kaldes forudgående viden, altså således at man er i stand til at genkende den pågældende realitet. Uden tidligere info er personen som et barn i den specifikke situation. Mht. den velfungerende hjerne, så ved vi, at personen der får foretaget ”det hvide snit”, ikke længere opfører sig som et normalt menneske. Denne person bliver en levende grøntsag. Denne hjerne vi snakker om, den skal være i stand til at koble sansningen af realiteten med de tidligere oplysninger og at kunne komme frem til en bedømmelse. Hvis sansningen og de tidligere oplysninger er korrekte, så vil bedømmelsen også være det. Hvis bare ét af kriterierne som nævnt tidligere ikke er opfyldt, er vi tilbage, hvor vi snakkede om lyserøde elefanter, dvs. fantasiens verden.

Mht. udsagnet ”elefanter bliver lyserøde når ingen kigger” så åbner det for visse folks vedkommende muligheden for det absurde. Der er så at sige en tendens til at mene, at så længe man tilsætter et ”det kan være ”- foran et irrationelt udsagn, så åbner det en mulighed for det irrationelle, og dermed når de frem til, at intet er absolut, da det siges, at man kan åbne en mulighed for alt. Denne påstand (eller dette syn på virkeligheden) er latterlig, absurd og langt fra hvad virkeligheden viser.

Fx er det usandt at sige, at der er en mulighed for, at elefanter bliver lyserøde, når ingen kigger, for synet har ikke den evne, at det kan påvirke en realitet. Man kan ej heller påstå, at der er en mulighed for, at naturloven afviger i dette specifikke tilfælde. Sådan en påstand er det rene vanvid.

Hvordan kan det være at mennesket i hverdagen aldrig nogensinde handler irrationelt, men så snart man snakker om realiteten, så er der en tendens til, at enkelte personer begynder at referere til andet end realiteten? Fx hvis en mand kom hjem og der ingen forandring var i husets tilstand, kunne man så påstå, at der havde været indbrud, og at der var blevet stjålet noget, selvom der intet manglede? Dette kan påstås, hvis man udelukkende refererer til fantasien og siger ”det kan være, at der er blevet stjålet noget, mens der ikke mangler noget, men vi ved ikke noget om dette fænomen endnu, så derfor kan vi ikke udelukke det”, men ligeså snart man tager realiteten i betragtning, så falder denne påstand til jorden, da der ikke er noget der bekræfter påstanden.

For eksempel siger man, at det bringer uheld, når en sort kat krydser ens vej. Hvis dette var sandt, så ville det bringe uheld hver gang, og ikke nogle gange. For det andet, så er det for generelt at sige ”uheld”, da uheld er et relativt begreb, det som den ene person opfatter som et uheld, opfatter den anden ikke nødvendigvis som et uheld. Hvis det skulle kunne understøttes af realiteten, så skulle man sige noget specifikt, fx når en sort kat krydser ens vej, så er den gået forbi én på alle fire (forudsat den har 4 ben), dette stemmer overens med realiteten hver gang, og forstanden accepterer dette. Desuden er det tåbeligt at koble kattens forbipasséren med, hvad der sker bagefter, hvis den ikke direkte har haft indflydelse på situationen – lidt ligesom at påstå, at et menneske døde i Kina, fordi jeg nøs.

Mennesket adskiller sig fra dyrene på to punkter, det ene er, at mennesket har et religøsitets-instinkt. Dette vil vi ikke lægge så meget vægt på i denne omgang. For det andet har mennesket evnen til at tænke.

Børn er de mest fantasifulde små søde væsner vi kender til, og efterhånden som de bliver ”modne”, lærer de at referere til realiteten, således at den bliver en målestok for sandhed og falskhed i deres bedømmelser i livet. Så mens de vokser op, og de bliver fortalt, at man brænder sig på ild, og dette ikke er tilfredsstillende nok dem, så afprøver de den oplysning de fik og brænder sig.

Hos mennesket er det naturligt, at det får en oplysning, som udvikler sig til en tanke, og derefter hvis mennesket accepterer den tanke (efter at man har bedømt den med realiteten), så bliver det til en opfattelse, som i de fleste tilfælde producerer en handling. I ovennævnte eksempel vil barnet, hvis dets hjerne er nået til det punkt, hvor den producerer tænkning, altså sammenkædningen af sansningen med de tidligere oplysninger, ikke stikke sin hånd i ilden igen, da det er blevet til en opfattelse, at man brænder sig på ild -> smerte.

En opfattelse, som strider imod realiteten, er falsk, og den handling den medfører, er tåbelig, men sådan virker den ikke for personen, der har denne opfattelse. Fx hvis man har en forestilling (læs opfattelse) om, at alle edderkopper er giftige, så vil man højest sandsynligt, hvis man er et normalt tænkende væsen, holde afstand til edderkopper, men denne afstandstagen vil i folks øjne virke tåbelig (da alle folk ved, at der ikke findes farlige edderkopper i Danmark).

Realiteten er kun entydig, men opfattelsen af den kan variere alt efter hvilke tidligere oplysninger man har om den (jf. ovennævnte eksempel). Sandhed er ikke en relativ størrelse, da sandheden er den korrekte bedømmelse af realiteten. Et eksempel herpå kan være, at intet opstår af sig selv. Man kan ikke opstille en modstridende sandhed. Man kan derimod komme med en modstridende opfattelse af sandheden, men denne er usand ifølge realiteten.

Menneskets opfattelse af realiteten ændrer ikke på realiteten, ligesom da folk troede at jorden var universets centrum, det blev den ikke centrum af. Deres opfattelse var bare forkert.

Ligeledes ændrer et udsagn om en specifik realitet ikke dens natur, fx at man kalder en pose afføring for en rose, det begynder den ikke at dufte af…

Mennesket har opfundet sproget for at kunne udtrykke sig, og defineret hvad forskellige udtryk dækker over, så her kan man af gode grunde ikke have en relativ forståelse af ordene, da sprogets formål er at forene mennesker i kommunikation. Eksemplet med fagfolk, der tager ord og omdefinerer dem, er ikke et eksempel på en relativ forståelse, men tværtimod en terminologisk forståelse, dvs. at i bestemte sammenhænge, der tillægger man et ord en anden betydning, dog skal man også være enige om denne betydning, før det kan lade sig gøre. Forestil dig, at alle forstod ordet kasserolle forskelligt, A mener, at det er en toiletrulle, B mener, at det er en kasserolle, C mener, at det er en mand, sikke et kaos det ville udløse, når D annoncerede, at han har en billig, brugt kasserolle til salg.

Men hvis man derimod kunne blive enige om nogle definitioner af ordene, så ville det lette sameksistensen og samhandelen. (derfor man opfandt en ordbog, der fungerer som en fælles reference, også kaldet konventioner for sprogbrug).

Det er derfor forkert at påstå, at en kasserolle er en mand, og at en bil er en flyvemaskine, osv. Målestokken her er konventioner.

Derimod, hvis man i terminologisk sprogbrug fastlægger (altså kommer til enighed om), at en kasserolle mellem os er en mand, så er det korrekt og kan give anledning til at udenforstående i mange tilfælde vil misforstå vores indbyrdes samtaler. Men dette eksempel kan næppe medføre, at man konkluderer, at betydningerne af ordene er relative.

Man behøver dog ikke at have sanset realiteten i alle tilfælde, hvis der er et spor, der leder til en realitet. Et spor kan absolut bekræfte den usete realitets eksistens, og enkelte egenskaber. Fx fodspor i mudder bekræfter absolut, at en person har gået her, at personen var i live, at han havde sko på osv. Man kan ikke komme frem til hvilken farve personen havde, eller hvad for noget tøj han havde på.

Det samme hvis man tager en tur på stranden og ser et sandslot, så ved man absolut, at det er et menneske, der har bygget dette, men hvor gammel personen er, og hvad hans tlf nummer er, hvad hans livret er, hvad han hedder på Facebook osv., er dog ren formodning.

Hvis man kommer forbi en væg, hvor der er sprayet på kinesisk, så ved man, at der har været en person indblandet, som kan finde ud af at skrive kinesisk (i hvert fald har denne person vist det til en anden), og at han havde en spraydåse.

Hvis en person kom gående, og han så en væg med kinesiske tegn på, så ville det være absurd, hvis han påstod, at det var en mand i Kina, der fløj til Danmark (altså uden hjælpemidler), tegnede lidt og fløj tilbage igen. Man kan ikke påstå, at denne mulighed ikke kan udelukkes.

Det samme kan siges om personen, der siger, at han er to steder på en gang fx på månen og på planeten jorden, dette kan ikke sandsynliggøres, og er en direkte løgn. I de fleste tilfælde ville man indlægge ham, hvis manden insisterede på dette.

Det kan være, at det klinger i ørene på folk, når man tager et irrationelt udsagn og sætter ”det kan være at…” foran, fx det kan være at denne mand er to steder på en gang. At fantasien accepterer dette betyder ikke, at det er sandt. Og ej heller bliver det sandt, hvis man bruger akademiske udtryk. Ej heller kan man sige, at det er relativt. Selv hvis en prominent personlighed trådte frem i medierne og påstod dette, ville det ikke blive sandt af den grund. Så sandheden afgøres ved realiteten og ikke andre faktorer. Man kan heller ikke påstå, at man ikke kan udelukke muligheden, og at det derfor er sandt. Påstanden er en påstand indtil, der foreligger et bevis.

Mht. den videnskabelige tænkningsmetode, så er den en forgrening af den rationelle tænkningsmetode og kan opsummeres som følgende:

  1.  Man fjerner alle tidligere meninger om en realitet
  2. Man tager realiteten og udøver nogle eksperimenter på den
  3. Man observerer
  4. man konkluderer

Det er farligt at anvende den videnskabelige tænkningsmetode, hvis man ikke kender dens begrænsninger. Den kan kun bruges i forbindelse med håndgribeligt materiale, og konklusionen skal stemme overens med realiteten. Resultatet man kommer frem til er i de fleste tilfælde tvivlsomt og ikke absolut.

Et eksempel herpå kan være, at vand koger ved 100 grader celsius. Efter yderligere eksperimenter kommer man frem til, at vands kogetemperatur varierer alt efter hvilket tryk, det bliver kogt under. Yderligere eksperimenter kan påvise nye detaljer, som vi ikke kender til i dag.

Så naturen af de realiteter vi undersøger, kan detaljeres yderligere, alt efter hvor omfattende eksperimenterne er. Men realiteten er dog stadigvæk den samme, vand er vand i dag, og om 10.000 år er vand stadigvæk vand, og for 10.000 år siden var vand stadigvæk det samme. Opfattelsen af vand kan variere, men ikke realiteten af vandet selv.

Den videnskabelige tænkningsmetode er en korrekt tænkningsmetode, men kan kun anvendes i forbindelse med håndgribeligt materie, fx kan man ikke udøve videnskabelige undersøgelser på historien, eller på en tanke.

Og grundet menneskets komplekse natur kan man ikke udøve videnskabelige eksperimenter på menneskets adfærd og derefter komme frem til et overordnet resultat (psykologi).

Mennesket handler på basis af sine opfattelser, som er et produkt af dets opdragelse, opvækst og miljø. Dvs. erfaringer, rigtige og forkerte tidligere oplysninger, og det er umuligt at finde to mennesker, der i 10 givne situationer vil handle ens, da mennesker er meget forskellige, både i deres fysiske egenskaber og i deres opfattelser.

Så psykologi, som er læren om menneskets adfærd, er fyldt med fejl, og er baseret på et fejlagtigt grundlag, nemlig at det ene menneskes og det andet menneskes adfærd kan sammenlignes, og at der derefter kan drages en konklusion, som er fælles for dem begge.

Mht. elementers påvirkning på mennesket, så er disse undersøgelser også i de fleste tilfælde tvivlsomme og bliver generaliseret ud fra en stikprøve og varierer alt efter hvem, der foretager dem og hvilke mennesker, der bliver brugt i forsøgene. Fx udvælger man 10.000 mennesker, lader dem indtage et bestemt element (f. eks fiskeolie) i 2 år dagligt, og derefter drager man en konklusion om, at det kan være gavnligt eller skadeligt for menneskekroppen. Det man (mange gange) ikke har taget med i betragtning er, hvilket vejr de lever i, hvilken luft de indånder, hvilken livsstil de har, hvilke andre elementer de indtager, hvilken genetisk opbygning de har og listen er lang. Så resultatet hedder sig i virkeligheden: Sådan kan dette element, de har spist i 2 år, påvirke dem. Eller ”Sådan påvirker dette element dem, alt andet ikke taget i betragtning”. Dette er ikke en afvisning af den videnskabelige tænkningsmetode, men en understregning af dens mangler og begrænsninger. Den har fungeret fint og har medført tusinder af geniale opfindelser og opdagelser, men den er eksperimentel og i de fleste tilfælde ikke absolut.

Mht. de elementer eller eksperimenter der bliver udført på mennesket, som medfører det samme resultat hver gang, disse kan være absolutte, såfremt visse betingelser er opfyldt. Man kan tage eksemplet med halshugning af mennesket, hver gang man udsætter mennesket for det, dør det → mennesket dør når hovedet bliver adskilt fra halsen. Eller fx at salt i for store mængder fører til forgiftning, dette er også påvist, men ikke mængden. Hvis man bruger induktion, så kan man dog få problemer med at påvise absolutheden af disse konklusioner, men det er et emne for sig.

Tænkningen må under ingen omstændigheder baseres på den videnskabelige tænkningsmetode, for den er ikke basis for tænkning, men rettere sagt en stilart indenfor tænkning. Man fremstiller en tese, eksperimenterer og derefter kan man konkludere, om tesen var holdbar eller ej. Så denne metode producerer ikke nye tanker, men konkluderer dem på basis af eksperimenter. Denne metode er begrænset til det håndgribelige materiale. Mht. de uhåndgribelige ting/elementer såsom historie og jura, så kan videnskaben ikke bevise dem, faktisk så forkaster videnskaben alt, hvad der ikke er håndgribeligt, og eksistensen af disse ting/elementer er absolut, så tænkning må ikke baseres på denne begrænsede tænkningsmetode, der producerer et tvivlsomt resultat mht. eksistensen af en realitet (f. eks maleren af maleriet), dens karakteristika og natur.

Atommodellen, som der bliver undervist i, som om den var et absolut faktum er tvivlsom. Men man mener, at det er højst sandsynligt sådan, atomer er opbygget, og sådan de interagerer, mens man ud fra den rationelle tænkningsproces konkluderer, at mennesket er absolut bestående af materie.

Problemet med at gøre den videnskabelige metode til basis for tænkning er, at man lever i en virkelighed (læs: med en opfattelse), hvor alt er eksperimentelt, og man udvikler konstant teser om alt, hvad der omgiver os, hvor intet er absolut, men alt er tvivlsomt.

Den rationelle tænkningsproces derimod er en korrekt tænkningsmetode, og den eneste der egner sig, som værende basis for tænkning, da den producerer nye tanker og måler dem med realiteten, og forstanden accepterer dem omgående. Samtidigt kan den anvendes mht. materie/realiteter, som ikke er håndgribelige, fx at døren, der var sparket ind, er blevet sparket ind af nogen, at maleriet ”Mona Lisa” er blevet malet af et menneske, og ikke en chimpanse ved navn Steve.

Samtidig skal det nævnes, at menneskets gave er tænkningen, og at det kan fantasere og dermed få nye ideer, og videreudvikle sig indenfor teknologiens verden.

Mht. menneskets natur, så skal vi kigge på menneskeheden som en helhed og ikke et isoleret eller specifikt samfund for at konkludere noget, der er fælles for alle mennesker.

Alle folkeslag lige siden tidernes morgen har tilbedt noget, eller helliggjort noget, alt fra at kaste jomfruer ned i en farlig og mægtig vulkan, til at tilbede en rotte, fordi man mente at denne var en manifestation af en højere magt.

Selv i sekulariserede samfund, efter erklæringen af Friedrich Nietzsche ”Gud er død”, ser man en tendens til at mægtiggøre noget, som fx når man sætter videnskabsmænd op på en piedestal, hylder dem og anerkender dem. Eller eksemplet med popstjerner, der bliver dyrket som om, de var mini-guder, hvor vi ser folks vægge overdænget med disses plakater, billeder osv.

Selv banale former som den berømte hestesko, harefod, Thors hammer, firekløver osv. er ligeledes beviser på, at mennesket har i sig et indbygget religøsitetsinstinkt. Man behøver ikke at hægte sig ved navnet, men mere betydningen. Man kan kalde det et instinkt, der vil helliggøre noget.

Ligeledes har vi set, at alle folkeslag, der har levet, har haft en trang til at overleve, deres egen personlige drivkraft, dette kan vi bruge til at definere endnu et instinkt hos mennesket, nemlig et overlevelsesinstinkt.

Og ligeledes trangen til at føre arten videre, dette kan vi kalde et artsinstinkt.

Grunden til at vi konkluderer, at disse tre er instinkter, er at de findes i ethvert menneske. Følelser eller tendenser som grådighed savn nærighed, mod osv. findes ikke i alle, og er aspekter, eller måder, hvorpå instinkterne viser sig på.

Så opstår spørgsmålet, skal disse behov undertrykkes? Eller skal de frigives? Undertrykkelse af disse instinktive behov vil medføre et helt samfund, der er i uro, for vi ser, at når instinkterne bliver undertrykt, medfører det sorg, savn og endda depression.

Hvad angår frigivelsen af instinkterne, det ville skabe et junglesamfund, hvor den enes død, ville være den andens brød, den stærke ville undertrykke den svage, og den kloge ville narre den mindre kloge. Kort (og måske lidt dramatisk) sagt: anarki.

For at illustrere det lidt tydeligere, så kan vi tage udgangspunkt i en mand og en kvinde, der vil være sammen for at tilfredsstille deres artsinstinkt, mens en tredje person mener, at en højere magt kræver, at denne kvinde skal skæres op og hendes blod skal bruges til at indsmøre små mus. Samtidigt ser vi en fjerde person tilbede mus og mene, at disse er manifestationer af en højere magt, dvs. en reinkarnation af denne højere magt. En femte tilfredsstiller sit overlevelsesinstinkt ved at kidnappe kvinder og få dem til at trygle om at lade dem være. En sjette mener, at han er i besiddelse af en myndighed, som gør, at han må lægge op til andre mænds kvinder. En syvende sidder oppe på et bjerg i 50 år og undertrykker sine instinkter. Og der kan tilføjes utallige flere eksempler til listen.

Problemstillingen blev ikke nævnt for, at læseren skal sidde og bryde sit hoved med at finde en løsning, men for at påvise, at frigivelse af instinkterne vil medføre anarki.

Mht. hvordan disse skal organiseres, så er der flere muligheder:

  • Man kan stemme om det rigtige.
  • Man kunne erklære, at alle måder er den rigtige måde, men så er vi tilbage i frigørelsen af instinkterne.
  • Man kunne vælge én person eller flere, som skulle afgøre, hvordan det hele skulle foregå.
  • Man kunne lede efter en fælles reference, som alle skulle rette sig efter.

At stemme om det rigtige klinger godt i manges ører, da vi er påvirket af det miljø, vi er opvokset i, og da ideen om demokrati er blevet promoveret gennem hele vores liv. Men afgørelsen af hvorvidt noget er godt eller dårligt er ikke eksperimentel, så det udelukker den videnskabelige metode. Vi siger, at den ikke er eksperimentel, da vi ikke kommer nærmere på konklusionen om, hvad der er godt og ondt ved at prøve os frem, men snarere om noget er gavnligt eller skadeligt, som er forskelligt fra godt og ondt samt rigtigt og forkert.

Vi handler på basis af vores opfattelser, og disse opfattelser bliver dannet gennem vores opvækst, opdragelse, miljø og erfaringer. Så det varierer fra menneske til menneske, hvad det anser, som værende rigtigt og forkert, altså med henblik på godt og ondt. Hvis vi godtager synet, at det er gavn og skade, der skal diktere godt og ondt, så kan det have visse konsekvenser, som er:

  • En varierende forståelse af verden, da det der er gavnligt i dag ikke er det i morgen, og det samme med skade.
  • Tidsbegrænsede leveregler, da forståelsen vil svinge fra dag til dag.
  • En kæmpe uenighed om, hvad der er gavn i og hvad der er skade i, da de begge er relative begreber, så det den ene anser som skade, anser den anden måske som gavn, og omvendt.
  • Moralsk fordærv, da man ikke kan påvise skade i at have seksuelt samvær med sin søster, mor, dyr, eller børn, at snyde og bedrage sig til penge, at dræbe folk for penge, eller anden gavn.
  • Anarki igen, da det vil føre til maksimal udnyttelse af mennesker for at opnå gavn.
  • En dyrisk verdensanskuelse som kun vil se gavn i alting, og en kraftig egoistisk livsstil.
  • En dannelse af en elite som intet middel vil sky for at opnå deres interesser, disse kan være at initialisere krige, biologiske katastrofer m.m.

Dette er kun mulige konsekvenser, men roden i denne diskussion er, om hvorvidt et menneskes skøn, bud eller gæt på, hvordan man skal opfylde de instinktive behov, kan godtages som værende opfyldende for behovenes formål.

Så hører man nogle folk sige, at behovenes formål er at blive opfyldt. Dette er delvist korrekt, men når vi snakker om formålet, så mener vi, hvorfor har mennesket disse behov? Er det bare for at blive opfyldt, eller er der en dybere mening? Vi kan ikke hælde til hverken den ene besvarelse eller den anden, vi skal have fat i den, der har lagt disse behov i os.

Grunden til at vi konkluderer, at disse behov er blevet lagt i os, er at de kan have følgende oprindelseskilder:

  • De kan være opstået af sig selv
  • De kan have skabt sig selv
  • De kan være evige
  • Eller de er blevet lagt af nogen

At de skulle have opstået af sig selv eller skabt sig selv, behøves ikke at blive diskuteret.

Hvad angår om disse behov er evige, så er de kun eksisterende så længe organismen er levende, og er dermed ikke evige. Så derfor konkluderer vi, at de er med 100 % sikkerhed blevet lagt af nogen/noget.

Så den der har lagt disse i os, skal fortælle os, hvorvidt de bare skal opfyldes, eller om der er en slags opskrift på, hvordan de skal organiseres.

Så for at vende tilbage til diskussionen, så kan mennesket ikke stemme om, hvad der er rigtigt eller forkert, ej heller kan det bede én eller flere personer om at repræsentere sig selv i denne sag. Den eneste fælles reference, som man reelt kan blive enige om, er, at den der har lagt disse behov dikterer, hvordan de skal opfyldes.

Vi har alle hørt, at demokratiet er til for at beskytte bestemte værdier, såsom retfærdighed, lighed og frihed.

Det pudsige er, at disse begreber er relative, så om man så tog undertrykkelse og pyntede på det, så kunne man presse det ind i disse kategorier.

Frihed kan ikke begrænses. Begrænser man frihed, så har man ikke længere frihed, men derimod nogle bestemmelser. Så simpelt er det. Man indså dette problem og kaldte derfor frihederne for, ”frihed under ansvar”. Det kunne så vidt ligeså godt hedde ”kæft, trit og retning”, for det er i virkeligheden det, der foregår. Eller man kunne formulere det med en sætning: ”så længe du gør, hvad vi tillader, så er det i orden”.

Historien viser os, at sekularismen så dagens lys som en modreaktion på det teokratiske styre i Europa, som baserede deres verdenssyn på kristendommen (efter redigering selvfølgelig, en helt anden diskussion), og de mente, at mennesket pr. definition var ondt (jf. læren om syndefaldet), og hvis man lod mennesket gøre, hvad det ville, så ville mennesket udføre onde handlinger, så folk skulle styres med hård hånd. Efter man fik gjort op med dette styre, så var tænkerne på det tidspunkt påvirket af, og så hadske overfor disse tanker, at de kom med en modreaktion, som var, at mennesket pr. definition er godt, og hvis man lader mennesket være, så vil det udføre gode gerninger. Men for at undgå anarki, så anså man staten som værende et nødvendigt onde, som skulle sikre, at andre folks frihed ikke blev berøvet. Det der i virkeligheden skete var, at man forkastede Guds suverænitet og lagde den hos mennesket i stedet. Så i stedet for at det var Gud, der definerede godt og ondt, så blev det mennesket, der skulle afgøre dette.

Så kapitalismens grundlag er i virkeligheden ikke gennemtænkt, men faktisk bare en modreaktion på flere århundreders undertrykkelse. Dette grundlag kan beskrives som:

”om der findes en skaber eller ej, det må ikke have nogen indflydelse på lovgivningen”.

Dette er i virkeligheden en kompromisløsning mellem de tænkere, som ville afskaffe kristendommen fuldstændigt og de kristne, som ville beholde kristendommen.

Dette grundlag er dybt absurd, da det ikke er underordnet om, der findes en skaber eller ej, det er faktisk altafgørende. Findes der ikke en skaber, så er det selvsagt, at mennesket skal lovgive, selvom det ikke egner sig til det pga. sine mangler og begrænsninger. Hvorimod hvis der findes en skaber, så er det denne der i første omgang skal frasige sig sin ret som lovgiver og dernæst påpege, at suveræniteten er overdraget til menneskeheden. Det er denne, der skal fortælle mennesket formålet med livet, og hvorfor denne har skabt os. Det er denne, der skal fortælle os, hvad der foregik inden vores eksistens, og hvad der vil ske efter vores eksistens bringes til ophør.

Det er denne, der skal fortælle hvad formålene er med at skænke os disse organiske og instinktive behov, og hvordan de skal tilfredsstilles, for menneskeheden kan kun eksperimentere sig frem til, hvad der tilfredsstiller disse, ikke hvad der tilfredsstiller dem med hvilket formål de blev lagt i os, dette er så klart at ingen uddybning virker nødvendig – i hvert fald ikke i denne artikel.

Det er menneskets uegnethed indenfor afgørelse af ret og slet, godt og ondt, barmhjertigt og ubarmhjertigt osv., der gør, at menneskeheden står overfor den største problemstilling, man kan forestille sig.

For hvor skal vi søge svar henne? Og hvad skal målestokken være for, hvad vi skal tage til os?

Som nævnt tidligere, så kan vi eksperimentere os frem til, hvad der tilfredsstiller vores behov, men dette kan umuligt være målestokken, da det er den korrekte løsning, og ikke bare en hvilken som helst løsning, vi leder efter.

Følelser er produktet af opfattelserne, så kilden til disse opfattelser skal undersøges før, man kan afgøre, hvorvidt de er acceptable eller ej.

Traditioner kan heller ikke tages som målestok, da disse kan have to kilder:

  1.  Mennesket
  2. Skaberen

Men vi ved ikke hvad der er hvad, førend vi har noget, vi kan bevise det med. En anden vinkel i sagen er, at traditionerne varierer fra sted til sted, så hvilke er de rigtige?

Så personen der lever efter sine forfædres traditioner, han befinder sig i en tilstand, hvor han følger tvivl. Hvis han ikke har valgt en ideologi på basis af dens intellektuelle grundlag, så flakker han faktisk bare rundt og ved ikke hvorfor, han mener, som han mener. Han kan endog tage løsninger og behandlinger, som de forskellige ideologier forsyner sine tilhængere med uden at vide, hvilken der udspringer fra hvilken ideologi.

Selv hvis vi antager, at han har valgt alle de rigtige løsninger og behandlinger i hele sit liv (hvilket er umuligt, pga. sandsynligheden), så er han ikke retledt, for han ved ikke, at han har valgt de rigtige løsninger, eller om han burde have handlet anderledes. Han ved ikke engang om, han har opfyldt meningen med livet. Hvor stiller det så personen, som ikke vælger de rigtige løsninger? Og det er alle de, der ikke følger skaberens direktiver.

For at vende tilbage til tænkning, så er der to kilder til tidligere oplysninger, den ene kilde er narrativer og den anden er selverfaret. Mht. den rigtige løsning på behovene, så kan disse ikke erfares, som vi allerede har været inde på, så den eneste mulighed, vi har, for at finde den korrekte løsning, er, at vi får det fortalt, men som vi allerede har drøftet, så kan mennesket ikke selv finde frem til det, så det skal være skaberen, der giver os disse tidligere oplysninger.

En følelse er et produkt af opfattelserne, og hvis opfattelserne er forkerte på basis af ukorrekte eller mangelfulde tidligere oplysninger, så er følelsen også forkert som et resultat deraf. Så man kan ikke følge hjertet, som nogle tilsyneladende smukke filosofier promoverer.

Dette leder os til konklusionen, at mennesket har behov for at få vejledning til, hvordan disse behov skal organiseres. Så er det store spørgsmål:

”hvor skal vi få denne vejledning fra?”

For at kunne besvare dette spørgsmål skal vi undersøge menneskehedens oprindelse. Lad os tage udgangspunkt i realiteten, der omgiver os, vi kan dele eksistensen op i 3 elementer:

  1. Mennesket (et levende væsen som har evnen til at tænke, og som besidder en bestemt natur, organiske og instinktive behov)
  2. Livet (forskellen mellem den levende og manden der ligger i graven, der er ikke en organisk forskel, men en eller anden form for forskel er der)
  3. Universet (planeter, himmellegemer, stjerner osv.)

Da vi ikke har i at sinde at diskutere dette i dybden, vil vi kort komme ind på dette spørgsmåls besvarelse.

Menneskets oprindelse har 4 muligheder:

  1. Det er opstået af sig selv, på trods af at vi aldrig har set noget opstå af sig selv,
  2. Det har skabt sig selv, dvs. det eksisterede ikke, men stadigvæk eksisterede det for at skabe sig selv,
  3. Mennesket (altså menneskeheden) er evigt,
  4. Mennesket er skabt, men af hvad?

Det samme kan siges om livet, og universet, vi kommer frem til at de er alle skabt, men af hvad?

Det er i hvert fald ikke en gammel mand med hvidt skæg. Rationelt set, er der en faktor, som er nødsaget til at eksistere, som skal have skabt disse 3 elementer, denne kan kort beskrives som værende evig. Men hvad vil det sige at være evig? Evig er ikke bare uden start og uden slut, men der er visse kriterier, der skal være opfyldt før, noget kan være evigt:

  • Uafhængig af naturlove, for hvis denne var afhængig af dem, så var der en anden eksistens der havde presset naturloven ned over denne, og denne var så en skabning,
  • Dette fører så også til, at denne skal være almægtig,
  • Dennes viden må ikke have visse kriterier, ligesom menneskets har, da andet ville medføre, at der var nogen, der havde begrænset dennes viden og lagt kriterier over denne, og dermed var denne en skabning,
  • Ubegrænset i form, for enhver begrænsning skal lægges af nogen, og en begrænsning lagt i sig, viser at man er en skabning, og dermed ikke evig.

Denne definition besvarer typiske ateistiske spørgsmål, såsom: ”hvem skabte skaberen?” svar: skaberen skal være evig, ellers er det ikke en skaber.

Ligeledes har skruen uden ende mødt sit endelige, da alle de antagede ”mellemskabere” kun er skabninge, og det er den, der har skabt alt, og ikke selv er skabt samt opfylder disse kriterier, der er Skaberen. Derudover så ville det føre til uendelig regression.

Eller, ”hvis denne skaber findes, hvorfor kan vi så ikke se denne?”

Svar: menneskets syn er opbygget således, at det kan dække en vis kapacitet, eksempelvis kan vi ikke sanse en hel ørken, men vi er ikke i tvivl om, at denne er begrænset, så når vi ikke engang kan sanse det, der er begrænset, hvordan skal vi sanse det, der er ubegrænset?

Så Skaberen er den, der opfylder disse kriterier, og det er eksistensen af realiteten der nødvendiggør Dennes eksistens.

Dette er et eksempel på, hvordan den rationelle tænkningsproces fungerer i praksis, meget simpelt og utvivlsom. For at analysere hvad vi har gjort, for de der sakker bagud, så tog vi først en realitet i betragtning, brugte indirekte sansning på den, hentede tidligere oplysninger om den, og hjernen koblede disse oplysninger, således at vi kom frem til en absolut konklusion. Til de der sidder og kigger forvirret ud i luften, så svarer dette til, at du kommer gående en kold januar nat, kl 02.00 om natten, det er hundekoldt, og du har, selvfølgelig uanset hvor meget tøj du har på, for lidt tøj på, sådan så du fryser. Det sner, og det er faktisk så flot et syn, at du glemmer, at du fryser. En stjerneklar nat, med en dejlig sort himmel. Du går og synger lidt for dig selv, du er på vej hjem fra en kammerat. Pludselig ser du nogle fodspor i sneen. Det ligner lidt en størrelse 57, for at komme med nogle få detaljer om disse ”små” sko. Du tænker: ”er du gal et brød der gik her.” Du fortsætter dit eventyr og trasker muntert hjemad…

Til den fornuftige læser: du ser intet galt i denne lille hyggelige historie vel?

Du ved med sikkerhed at der gik en eller andet gut, eller gut-inde denne nat?

Hvordan kan det være? Jo, simpelt:

Du sansede ikke realiteten, dvs. gutten (det var en mand), men du sansede sporene der ledte til en realitet (en person gik her). Du udelukkede lynhurtigt, at det var en giraf, en isbjørn eller andre dyr fra zoologisk have, da disse spor kun kan stamme fra et menneske. Det er det samme princip, vi bruger til at komme frem til, at der findes en Skaber, her er alt hvad der eksisterer sporene, der leder til en realitet.

Tilbage til menneskets behov, disse er så nødvendige at få tilrettelagt, at vi bliver nødt til at finde en løsning, derfor har vi ”det nødvendige onde” her i Vesten. (den lidt længere version er, at man opgiver lidt af sin frihed til staten, som så sikrer resten af ens frihed, og den er et nødvendigt onde, for mennesket har brug for denne for at bevare sin frihed).

Lad os stille det op på en fair måde, enten ved mennesket, hvad der er godt og ondt, ret og slet (som det faktisk ikke ved, jf. starten af denne artikel). Ellers må Skaberen fortælle mennesket om disse. Da mennesket ikke kan kontakte denne Skaber, må det være naturligt, at Denne skal kontakte os, men hvordan?

Her er det nødvendigt, at Skaberen sender et menneske (som sagt er denne artikels formål ikke at bevise Islams sandhed, dette emne kan undersøges andetsteds) udstyret med et bevis, som ikke kan benægtes. Et vaskeægte mirakel, en ophævelse af naturloven.

Men hvor finder man sådan et?

En sekulær tawheed

Mange muslimer rynker panden, når de hører udtrykket “en sekulær tawheed”, da det er en selvmodsigelse. Der er igennem historien blevet opstillet forskellige forklaringsmodeller af Allahs tawheed (at Allah er én), hvor lærde fra forskellige kredse har forsøgt at udpensle de forskellige dimensioner af tawheed.

Den helt simple forståelse bygger på en total negering af eksistensen af andre guder end Allah (swt), som medfører, at man ikke kan sidestille noget med Allah (swt), da der ikke eksisterer noget, som det giver mening at sidestille med Allah (swt) – la ilaha illa Allah (der findes ikke andre guder end Allah).

Et mere uddybende forsøg bygger på opdelingen af tawheed i rububiyah (at Allah (swt) er den eneste Rab; den eneste skaber, organisator af universet), uloohiyah (at Allah (swt) er den eneste der har retten at blive tilbedt) og asma wa sifaat (at kun de navne og egenskaber som Allah (swt) har beskrevet sig selv med må anvendes til at beskrive Ham(swt)) med forskellige dimensioner, som tager afsæt i at man ikke må sammenligne noget med Allah (swt), så selv navne og attributter som kan forveksles med menneskers (antropomorfisme), de skal forstås med en insisteren på at Allah (swt) ikke kan sammenlignes med det skabte.

Et andet forsøg inddelte tawheed i en yderligere dimension; tawheed al-hakamiyah som understreger at Allah (swt) er den eneste lovgiver, dvs den eneste der har retten til at fastlægge hvad der er tilladt og hvad der er forbudt.

Mange muslimer sidder fast i endeløse diskussioner om semantik på trods af, at vi alle er enige om at der ikke findes noget i universet, der er som Allah (swt) “laisa kamithlihi shay’an” (intet er som Ham): hvor mange dimensioner skal tawheed inddeles i, og hvordan skal tawheed forstås på et detaljeret plan; hvornår er noget tilbedelse? Er tawassul tilbedelse af den døde eller er det at bruge et mellemled UDEN tilbedelse, er istighathah tilbedelse af den man påkalder? Hvordan skal Allahs egenskaber forstås, skal de tages som de er i næsten antropomorfistisk forstand med forbeholdet “bilaa kayf” (næsten legemliggørelse uden at spørge hvordan) eller skal de tolkes væk som metaforer, hvor indholdet risikerer at forsvinde? Eller skal man blot tage teksterne som de er uden at forsøge at forklare dem?

Disse polemikker optager meget tid og plads hos de sekteriske elementer blandt muslimerne på trods af at hverken profeten (saw) eller sahabah (ra) diskuterede disse emner, og i forsøget på at fremme sin egen forståelse anvendes der beskidte tricks;

  1. at hive tekster ud af kontekst fra koranen og sunnah,
  2. at hive tekster ud af kontekst fra lærdes bøger samt overfortolkning af citater fra lærdes bøger,
  3. fejloversættelser af citater fra lærdes bøger (særligt anvendt til et publikum der ikke kan arabisk og dermed ikke kan tjekke om oversættelserne passer) samt fabrikation af citater (og til tider bøger) og tilskrive dem lærde,
  4. stråmandsargumenter i form af misrepræsentation af modparternes holdninger (bevidst eller ubevidst) samt uhellige alliancer med kufr-stater enten ved inkorporering i staten i form af statsmuftier eller ved sponsorater.

Der følger en kort forklaring af de fire punkter:

1) selve diskussionen om hvordan Allahs navne og egenskaber skal forstås blev åbnet af mutakallimeen, som gjorde brug af logik (syllogismer) og konkluderede hvad end de konkluderede, hvorefter de søgte retfærdiggørelse i teksterne, men når teksterne ikke passede helt ud fra tema og ordlyd, så valgte de at strække, fordreje eller omfortolke teksterne, og dermed fandt de retfærdiggørelse af de konklusioner, som de havde fundet frem til via logik.

Det der blev den ortodokse lejr tog oftest det modsatte standpunkt, da de kunne se problemet i det som mutakallimeen havde konkluderet, og i deres iver så gjorde nogle af dem brug af samme fremgangsmåde, hvor de så strak, fordrejede eller overfortolkede andre tekster. En anden del af det der blev den ortodokse lejr tog afsæt i tekster direkte uden at opstille syllogismer, men de gjorde brug af den samme proces mht at strække teksterne, fordreje dem eller overfortolke dem. Så i nogle tilfælde var den ortodokse lejr enige og i andre tilfælde var der indbyrdes uenighed om det ortodokse standpunkt, men der var enighed om at modsige mutakallimeen.

Muslimerne har i mange tilfælde blot arvet disse standpunkter uden at overveje dem dybere, derfor bygger deres standpunkter på de tidligeres fejl og de tilføjer yderligere kompleksitet til emnet ved at blive mere og mere fanatiske omkring deres egen forståelse, så de fortsætter trenden ved at tage yderlige tekster ud af kontekst for at forsvare det, de anser som den eneste sandhed.

2) de forskellige standpunkter blev nedskrevet af diverse lærde for at beskytte muslimerne mod fejlagtige idéer, som mutakallimeen prøvede at inkorporere i den islamiske teologi, og gendrivelsen var en succes, men muslimerne indenfor den ortodokse lejr blev travlt optaget med at gendrive hinandens standpunkter, da de forstod de klassiske værker som kodificering af den islamiske teologi fremfor en gendrivelse, dvs det blev pludselig forstået som en universalitet af disse standpunkter fremfor standpunkter i en bestemt historisk kontekst. Så muslimerne indenfor den ortodokse lejr refererer til de samme lærde, men de forsøger at finde så mange støttere iblandt dem som muligt, så de finkæmmer de lærdes bøger efter citater som de kan bruge til egen fordel, og passer citaterne ikke helt, så justeres de enten ved at klippe og klistre, ved at hive citatet ud af kontekst da folk alligevel sjældent tjekker det originale citat i selve bogen og nogengange så kan man finde løse formuleringer i klassiske værker, der er de her sjæle “venlige” nok til at fortolke citatet på læsernes vegne, så de pådutter reelt citaterne deres egen holdning og serverer dem som de lærdes holdninger.

Det munder ofte ud i polemik omkring hvilke citater der er autentiske, hvilke bøger der er autentiske og på “elegant” selektiv vis, så udvælges den rigtige kombination af citater, som tilfældigvis støtter op omkring ens egne holdninger.

3) Der er mange som ikke mestrer arabisk på et højt niveau, det udnyttes af forskellige propagandister og sekteriske grupper ved at eliminere kildekritik, da “publikum” netop ikke kan verificere om citaterne er korrekt oversat. Dette giver nogle folk frit slag til at manipulere og indsætte egne forståelser i citater, som de har fra klassiske lærdes bøger. Derudover så hersker der en mental dovenskab hos mange folk, så de læser artikler eller lytter til oplæg/ser videoer uden den mindste form for kildekritik, og de få tilfælde der er af kildekritik, der skal der nok være en række forhindringer, der kan få selv den mest ihærdige til at indstille undersøgelsen af kilder; folk kan måske ikke sproget som originalteksten er på, eller der er angivet forkert sidetal/bind/titel.

4) et af de alvorlige beskidte trick, som forskellige statsmuftier og statsaffilierede tænketanke samt kommitéer gør brug af er at decideret lyve om grupperinger; det foregår dog på en lidt mere raffineret måde, hvor mange af de ovennævnte tricks bliver brugt med tilføjelsen at fordreje modparters litteratur og standpunkter. Man tager citater fra modparters litteratur og enten fortolker dem til uigenkendelighed eller pynter lidt på citaterne og fremlægger det så som modpartens holdning. Fordelene ved dette er bl.a. at det er nemt at “nedlægge” en stråmand, det skal man blot gentage indenfor diverse emner for at grave kløfter mellem muslimske grupper og så splid.

De forskellige grupperinger viderefører så ukritisk “argumenterne” og en del fiktive uenigheder opstår så på det rent praktiske niveau, og derved fjernes fokus fra de forskellige despotiske regimer i de muslimske lande, som styrer med uislamiske love og tjener en vestlig dagsorden mens de fylder deres egne lommer.

Pludselig er fokus at få så meget støtte som muligt fra forskellige stater, sådan så man kan “redde muslimerne fra de andres korrupte vildledende forståelse af islam”, og derigennem så helliger det “ædle, noble” mål de forskellige midler, som man inderst inde godt ved ikke er helt fine, men man kan retfærdiggøre meget for sig selv, hvis man pakker det nok ind i “nødvendighed”.

Det er nogle af de faktorer som bidrager til, at tawheed i dag tolkes som en spirituel størrelse og som en akademisk disput; hvilken model er den “sande”, mens tawheeds praktiske implikationer negligeres; Allahs suverænitet er pludselig en teoretisk og sekundær størrelse, som man ikke kan iværksætte førend der er fuld enighed om, hvilken model og hvilke standpunkter der er de sande.

Man kan forestille sig 3 personer (A, B og C) som har bestilt en pizza og nu skal til at spise den. Pizzeriaet har som altid glemt at skære den ud, A tager en kniv og siger “jeg skærer den ud i 4 skiver”, B og C protesterer, og B siger “nej, skær den ud i 8”, til dette protesterer både A og C, mens C siger “nej skær den nu bare ud i 6”.

Mange ville løse scenariet ved at sige “fint nok, vi skærer den bare ud i det ene eller andet antal skiver”, men hvis A, B og C insisterer på at få deres vilje OG at de andre skal medgive at det er den korrekte måde at fordele en pizza på, så er de praktiske implikationer suspenderet, pizzaen bliver kold, og A, B og C kan bruge resten af deres liv på at diskutere, hvor mange skiver en pizza bør skæres ud i – uden at der er udsigt til at de nogensinde bliver enige, da emnet i sin natur ikke har et endegyldigt svar.

Muslimernes pizza i dag er at der skal styres med islam, khilafah, men de sidder og diskuterer, hvilket motiv på pizzaæsken der er bedst (antallet af skiver har alligevel en praktisk betydning), og de insisterer på, at de skal blive enige inden de vil overveje at bestille pizzaen.

Nogle af de argumenter der bruges for at fokusere så kraftigt på tawheed er bl.a. at profeten (saw) kaldte til tawheed i 13 år i Mekkah. Derfor skal muslimerne kaldes til tawheed først og det skal ikke blot være tawheed abstrakt set, men det skal være deres egen konkrete model af tawheed.

Så faktisk har de her grupperinger fat i noget, når de siger at der er et problem med forståelsen af tawheed, da deres eget kald til tawheed er drænet for den politiske og praktiske dimension; at Allahs ord skal være suverænt samt den eneste faktor, som menneskets handlinger, moral og love relateret til alle livets aspekter skal pivotere rundt om. De kalder derimod til en tawheed, som kun omhandler at Allah (swt) skal tilbedes igennem spirituelle andagter og i individuelle anliggender, mens de negligerer størstedelen af tilbedelsen af Allah (swt), som foregår igennem livets anliggender.

I praksis har de her muslimer sekulariseret tawheed, hvilket har resulteret i, at tilbedelsen af Allah (swt) kun er begrænset til spirituelle handlinger (ibadah), og de negligerer tilbedelsen af Allah (swt), som foregår igennem at etablere samt at efterleve Hans love i livets affærer herunder transaktioner (mu’amalaat) indenfor sociale, politiske og økonomiske forhold mellem mennesker. De er paradoksalt nok det bedste eksempel på det problem, de gerne vil løse; at folk ikke har forstået tawheed (deres påstand).

Så et eller andet sted har de ret, men desværre er det dem selv, der spreder problemet, mens de forsøger at løse det.

Derudover, så har de her muslimer en ret overfladisk forståelse af profetens metodik. Profeten (saw) kaldte til de dimensioner af tawheed blandt mushrikeen, der var relevante for de hedenske arabere netop fordi, de var polyteister. I dag er det ikke en overdrivelse at påstå, at araberne er stoppet med at tilbede Hubaal, al-Laat, Manat og al-Uzza (afguder). Hvis man skal være konsekvent med at kun kalde til tawheed som i Mekahperioden, så giver det ikke mening at ekskludere kaldet til implementeringen af love uden at ekskludere den ibadah, som kom ret sent inde i Mekkahperioden; as-salah blev fx beordret ca det 12. år i Mekkah. Men det ville selvfølgelig være absurd – men det er lige så absurd at negligere at kalde folk til at etablere Allahs love. I koranen kritiseres tidligere folkeslag for at afvige fra at styre med Allahs love – at de anerkender en del og afviser en del, og der er en del de afviser, da de ikke kalder til islam på en omfattende måde.

Derudover så fejler de her muslimer i at forstå, at profeten (saw) kritiserede drab på pigebørn i Mekkah. Er det ikke en meget central del af et samfunds kultur og sociale normer? Kritiserede han ikke manglen på velgørenhed i det samfund, og angreb han (saw) ikke samfundets korruptere politikere (Abu Jahl, Abu Lahab, Abu Sufyan – medlemmer af hvad der svarer til datidens parlament/tinget hos Quraysh)? Disse handlinger, som profeten (saw) foretog i Mekkah i de første 13 år, er, gæt en en gang, politiske. Men de her politiske aktiviteter overses af de muslimer, som har begrænset tawheed til noget spirituelt, og noget der blot er genstand for polemik på trods af, at de her aktiviteter også foregik i de første 13 af profetens mission i Mekkah!

Det er værd at nævne, at grundet mangel på en diskurs i den politiske sfære har mange muslimer udfyldt vakuummet med tilbedelse af nationalismens sekulære guder, nationalstaterne ved at have æresfrygt overfor dem og tjene deres “nationer” (som blev til, da Sykes og Picot tegnede nogle streger på et kort).

Profeten (saw) sammenlignede folk, der går ind for nationalisme med araberne i jahiliyah. Jo mere man overvejer det, des mere ligner nationalismen en religion. Nationen anses som en højere magt, en usynlig kraft, som varetager folket og har skabt et land for dem (derfor skal de være taknemlige). Nationen har ritualer, symboler og et flag for dem der tror på det, som man skal gøre honnør for, som kunne flaget påskønne og sanse disse hilsner som adaiya (bønner) og fremsendelse af prisninger (salawaat). Hvis nogen dør for deres land, så anses de som martyrer for en “ædel sag”. Nationalismen har også et præsteskab, forskere, videnskabsmænd (og statsmuftier i muslimske lande), hvis ord forsyner nutidens “khulafa” til “profeter” (grundlæggere af de pågældende nationalstater) med legitimitet i deres dannelse af nationalstatens “sunnah”. Politikerne skal regere med deres Guds vilje; den nationale vilje. For at bygge videre på sammenligningen mellem nationalisme og religion, så kan man overveje, at ligesom religioner definerer moral som at handle i henhold til Guds vilje, sådan definerer nationalismen moral i henhold til den “nationale interesse”. Dermed bliver handlinger, der følger i tråd med den nationale interesse, halal, og handlinger, der går imod den nationale interesse, haram.

Vi ser derfor, at de her muslimer erklærer, at de erkender, at der findes Én Gud, og de beder udelukkende til ham, mens de er uvidende omkring stort set alle de love og regler, som Allah (swt) har fastlagt til staten og samfundet. Det er ikke fordi, at de ønsker at negligere, men da det eneste de kender til i islam er “hvem man beder til”, så søger de svar til alle andre spørgsmål ved at følge den nationale vilje. Så når man kalder dem til en udelukkende spirituel tawheed, så vil de her svare “du behøver ikke at prædike for mig, jeg ved godt hvem jeg skal tilbede”, hvilket gør, at fokus så bliver en bestemt tolkning af tawheed eller et andet emne på detaljeret plan, som man aldrig bliver eller kan blive enige om.

I praksis, (fra et politisk perspektiv) er der ikke forskel på en muslim, som ikke praktiserer islam og en muslim som kun kalder til de spirituelle dimensioner af tawheed; de er ens i deres eksterne aktiviteter. Begge negligerer islams politiske aspekter, og ingen af dem har et problem med de spirituelle aspekter af islam.

Hvis man skal påpege en forskel, så gør den muslim, som kalder til en sekulær tawheed ufattelig stor skade, da denne bliver fanget i et net, som det næsten bliver umuligt for vedkommende at komme ud af, og mens denne er i nettet, så vil vedkommende være med til at så splid og forvirre andre parter, da vedkommende (ofte med en god intention) næsten uundgåeligt vil videreføre den propaganda, som jeg indledte med at fortælle om. En bestemt forståelse af tawheed vil fungere som en forhindring for både forenelse og etableringen af khilafah, og kløften mellem de forskellige grupper vil blive større grundet de forskellige tricks, jeg indledte artiklen med (punkterne a, b, c og d).

Sekterismen som man har kædet tæt sammen med kaldet til den sekulære tawheed fungerer som en garant mod forenelse af muslimerne (del og hersk). Løsningen ligger dog ikke i den anden ekstrem – en relativistisk tilgang, hvor alle og dermed ingen har ret, men den ligger derimod i en række basale common sense skridt, som man bør tage;

  1. hvis emnet er en model som bygger på flertydige tekster, så kan man umuligt forvente at udrydde uenighed eller at betinge noget (fx politisk enighed) med enighed indenfor emnet. (Vi behøver ikke at være enige om motivet på pizzaæsken for at bestille en pizza).
  2. der er masser af stater – både vestlige og østlige – som har stor interesse i at så splid mellem forskellige grupperinger, så forvent derfor, at der bliver manipuleret med citater, tekster, bøger, udtalelser m.m. Vær kildekritisk og lad være med at bygge din verdensforståelse på mental dovenskab eller blind tillid.
  3. hvis teksterne tillader uenighed, så kan du ikke kræve enighed, og omvendt hvis teksterne ikke tillader uenighed, så kan du ikke være fortaler for flere holdninger i tolerancens hellige navn.
  4. en gruppes holdninger undersøges i gruppens egen litteratur, sådan sikrer du, at du ikke får gengivet holdningerne (eller argumenterne for holdningerne) forkert.
  5. stater der bekæmper eller udnytter islam kan ikke forventes at ville støtte en islamisk gruppe, medmindre det kan tjene deres interesser, så hele idéen om at “prøve at udnytte statsstøtte til egen interesse”, den er forfejlet, det er snarere dig og dit kald der bliver udnyttet og evt kædet sammen med de her staters ideologier eller interesser.

Der er således ikke noget galt i at mene, at den holdning, man selv har, er korrekt, og at alle andre holdninger er forkerte, det er tilgangen og balancen der er altafgørende, og at uenigheder ses i lyset af beviserne for de forskellige holdninger, og det er en fatal fejl at hoppe ud i sekterismen eller at være bannerfører for andre kald – såsom kaldet til en sekulær udgave af tawheed i en sekulær ramme.

Artiklens kerne bygger på en oversættelse af Abdullah al-Andalusis artikel “The secularisation of Tawhid”, jeg har valgt at omskrive den samt at tilføje mine egne perspektiver, den kan læses her: http://abdullahalandalusi.com/2013/07/26/the-secularisation-of-tawhid/

Til interesserede er der følgende artikler man kan læse for uddybning:

http://islamicsystem.blogspot.dk/2007/07/error-in-methodology-of-mutakallimn.html

http://islamicsystem.blogspot.dk/2012/08/aqida-polemics-advice-to-student-of.html

http://islamicsystem.blogspot.dk/2011/06/between-sufism-and-salafism.html

http://islamicsystem.blogspot.dk/2011/06/sectarian-card-shia-and-sunni-divisions.html

http://islamicsystem.blogspot.dk/2006/10/exposing-call-for-reformation-of-islam.html