Hop til indhold

Kan man tage udgangspunkt i en tanke?

januar 9, 2014

Det at tage udgangspunkt i en tanke, uden at referere til realiteten er det man populært kalder fantasi/filosofi. Et eksempel herpå: ”Elefanter bliver lyserøde, når ingen kigger” når folk hører denne påstand tænker de først og fremmest ”Hvad ævler han om?, hvor ved han det fra? Hvad er hans bevis/belæg for at påstå det?” og det er forståeligt nok, for det er ren fantasi at påstå dette.

Mennesket bruger det vi kan kalde ”den rationelle tænkningsproces”, eller fordi den er rodfæstet i alle, ”den naturlige tænkningsproces”, som har 4 kriterier, før denne form for tænkning kan foregå på korrekt vis:

  1. Realiteten
  2. Sansning hvor mindst én af sanserne hos mennesket fungerer
  3. Tidligere oplysninger
  4. En velfungerende hjerne

Som nævnt før, uden realiteten så er det fantasi og dermed aldrig et produkt af tænkning.

Mht. sanserne, så er de nødvendige, hvis man skal bedømme en realitet, uden at have den relevante sans, så er det som om, den pågældende realitet ikke eksisterer for personen, og så er vi igen ovre i fantasiens verden. Det, vi kalder tidligere oplysninger, kan også kaldes forudgående viden, altså således at man er i stand til at genkende den pågældende realitet. Uden tidligere info er personen som et barn i den specifikke situation. Mht. den velfungerende hjerne, så ved vi, at personen der får foretaget ”det hvide snit”, ikke længere opfører sig som et normalt menneske. Denne person bliver en levende grøntsag. Denne hjerne vi snakker om, den skal være i stand til at koble sansningen af realiteten med de tidligere oplysninger og at kunne komme frem til en bedømmelse. Hvis sansningen og de tidligere oplysninger er korrekte, så vil bedømmelsen også være det. Hvis bare ét af kriterierne som nævnt tidligere ikke er opfyldt, er vi tilbage, hvor vi snakkede om lyserøde elefanter, dvs. fantasiens verden.

Mht. udsagnet ”elefanter bliver lyserøde når ingen kigger” så åbner det for visse folks vedkommende muligheden for det absurde. Der er så at sige en tendens til at mene, at så længe man tilsætter et ”det kan være ”- foran et irrationelt udsagn, så åbner det en mulighed for det irrationelle, og dermed når de frem til, at intet er absolut, da det siges, at man kan åbne en mulighed for alt. Denne påstand (eller dette syn på virkeligheden) er latterlig, absurd og langt fra hvad virkeligheden viser.

Fx er det usandt at sige, at der er en mulighed for, at elefanter bliver lyserøde, når ingen kigger, for synet har ikke den evne, at det kan påvirke en realitet. Man kan ej heller påstå, at der er en mulighed for, at naturloven afviger i dette specifikke tilfælde. Sådan en påstand er det rene vanvid.

Hvordan kan det være at mennesket i hverdagen aldrig nogensinde handler irrationelt, men så snart man snakker om realiteten, så er der en tendens til, at enkelte personer begynder at referere til andet end realiteten? Fx hvis en mand kom hjem og der ingen forandring var i husets tilstand, kunne man så påstå, at der havde været indbrud, og at der var blevet stjålet noget, selvom der intet manglede? Dette kan påstås, hvis man udelukkende refererer til fantasien og siger ”det kan være, at der er blevet stjålet noget, mens der ikke mangler noget, men vi ved ikke noget om dette fænomen endnu, så derfor kan vi ikke udelukke det”, men ligeså snart man tager realiteten i betragtning, så falder denne påstand til jorden, da der ikke er noget der bekræfter påstanden.

For eksempel siger man, at det bringer uheld, når en sort kat krydser ens vej. Hvis dette var sandt, så ville det bringe uheld hver gang, og ikke nogle gange. For det andet, så er det for generelt at sige ”uheld”, da uheld er et relativt begreb, det som den ene person opfatter som et uheld, opfatter den anden ikke nødvendigvis som et uheld. Hvis det skulle kunne understøttes af realiteten, så skulle man sige noget specifikt, fx når en sort kat krydser ens vej, så er den gået forbi én på alle fire (forudsat den har 4 ben), dette stemmer overens med realiteten hver gang, og forstanden accepterer dette. Desuden er det tåbeligt at koble kattens forbipasséren med, hvad der sker bagefter, hvis den ikke direkte har haft indflydelse på situationen – lidt ligesom at påstå, at et menneske døde i Kina, fordi jeg nøs.

Mennesket adskiller sig fra dyrene på to punkter, det ene er, at mennesket har et religøsitets-instinkt. Dette vil vi ikke lægge så meget vægt på i denne omgang. For det andet har mennesket evnen til at tænke.

Børn er de mest fantasifulde små søde væsner vi kender til, og efterhånden som de bliver ”modne”, lærer de at referere til realiteten, således at den bliver en målestok for sandhed og falskhed i deres bedømmelser i livet. Så mens de vokser op, og de bliver fortalt, at man brænder sig på ild, og dette ikke er tilfredsstillende nok dem, så afprøver de den oplysning de fik og brænder sig.

Hos mennesket er det naturligt, at det får en oplysning, som udvikler sig til en tanke, og derefter hvis mennesket accepterer den tanke (efter at man har bedømt den med realiteten), så bliver det til en opfattelse, som i de fleste tilfælde producerer en handling. I ovennævnte eksempel vil barnet, hvis dets hjerne er nået til det punkt, hvor den producerer tænkning, altså sammenkædningen af sansningen med de tidligere oplysninger, ikke stikke sin hånd i ilden igen, da det er blevet til en opfattelse, at man brænder sig på ild -> smerte.

En opfattelse, som strider imod realiteten, er falsk, og den handling den medfører, er tåbelig, men sådan virker den ikke for personen, der har denne opfattelse. Fx hvis man har en forestilling (læs opfattelse) om, at alle edderkopper er giftige, så vil man højest sandsynligt, hvis man er et normalt tænkende væsen, holde afstand til edderkopper, men denne afstandstagen vil i folks øjne virke tåbelig (da alle folk ved, at der ikke findes farlige edderkopper i Danmark).

Realiteten er kun entydig, men opfattelsen af den kan variere alt efter hvilke tidligere oplysninger man har om den (jf. ovennævnte eksempel). Sandhed er ikke en relativ størrelse, da sandheden er den korrekte bedømmelse af realiteten. Et eksempel herpå kan være, at intet opstår af sig selv. Man kan ikke opstille en modstridende sandhed. Man kan derimod komme med en modstridende opfattelse af sandheden, men denne er usand ifølge realiteten.

Menneskets opfattelse af realiteten ændrer ikke på realiteten, ligesom da folk troede at jorden var universets centrum, det blev den ikke centrum af. Deres opfattelse var bare forkert.

Ligeledes ændrer et udsagn om en specifik realitet ikke dens natur, fx at man kalder en pose afføring for en rose, det begynder den ikke at dufte af…

Mennesket har opfundet sproget for at kunne udtrykke sig, og defineret hvad forskellige udtryk dækker over, så her kan man af gode grunde ikke have en relativ forståelse af ordene, da sprogets formål er at forene mennesker i kommunikation. Eksemplet med fagfolk, der tager ord og omdefinerer dem, er ikke et eksempel på en relativ forståelse, men tværtimod en terminologisk forståelse, dvs. at i bestemte sammenhænge, der tillægger man et ord en anden betydning, dog skal man også være enige om denne betydning, før det kan lade sig gøre. Forestil dig, at alle forstod ordet kasserolle forskelligt, A mener, at det er en toiletrulle, B mener, at det er en kasserolle, C mener, at det er en mand, sikke et kaos det ville udløse, når D annoncerede, at han har en billig, brugt kasserolle til salg.

Men hvis man derimod kunne blive enige om nogle definitioner af ordene, så ville det lette sameksistensen og samhandelen. (derfor man opfandt en ordbog, der fungerer som en fælles reference, også kaldet konventioner for sprogbrug).

Det er derfor forkert at påstå, at en kasserolle er en mand, og at en bil er en flyvemaskine, osv. Målestokken her er konventioner.

Derimod, hvis man i terminologisk sprogbrug fastlægger (altså kommer til enighed om), at en kasserolle mellem os er en mand, så er det korrekt og kan give anledning til at udenforstående i mange tilfælde vil misforstå vores indbyrdes samtaler. Men dette eksempel kan næppe medføre, at man konkluderer, at betydningerne af ordene er relative.

Man behøver dog ikke at have sanset realiteten i alle tilfælde, hvis der er et spor, der leder til en realitet. Et spor kan absolut bekræfte den usete realitets eksistens, og enkelte egenskaber. Fx fodspor i mudder bekræfter absolut, at en person har gået her, at personen var i live, at han havde sko på osv. Man kan ikke komme frem til hvilken farve personen havde, eller hvad for noget tøj han havde på.

Det samme hvis man tager en tur på stranden og ser et sandslot, så ved man absolut, at det er et menneske, der har bygget dette, men hvor gammel personen er, og hvad hans tlf nummer er, hvad hans livret er, hvad han hedder på Facebook osv., er dog ren formodning.

Hvis man kommer forbi en væg, hvor der er sprayet på kinesisk, så ved man, at der har været en person indblandet, som kan finde ud af at skrive kinesisk (i hvert fald har denne person vist det til en anden), og at han havde en spraydåse.

Hvis en person kom gående, og han så en væg med kinesiske tegn på, så ville det være absurd, hvis han påstod, at det var en mand i Kina, der fløj til Danmark (altså uden hjælpemidler), tegnede lidt og fløj tilbage igen. Man kan ikke påstå, at denne mulighed ikke kan udelukkes.

Det samme kan siges om personen, der siger, at han er to steder på en gang fx på månen og på planeten jorden, dette kan ikke sandsynliggøres, og er en direkte løgn. I de fleste tilfælde ville man indlægge ham, hvis manden insisterede på dette.

Det kan være, at det klinger i ørene på folk, når man tager et irrationelt udsagn og sætter ”det kan være at…” foran, fx det kan være at denne mand er to steder på en gang. At fantasien accepterer dette betyder ikke, at det er sandt. Og ej heller bliver det sandt, hvis man bruger akademiske udtryk. Ej heller kan man sige, at det er relativt. Selv hvis en prominent personlighed trådte frem i medierne og påstod dette, ville det ikke blive sandt af den grund. Så sandheden afgøres ved realiteten og ikke andre faktorer. Man kan heller ikke påstå, at man ikke kan udelukke muligheden, og at det derfor er sandt. Påstanden er en påstand indtil, der foreligger et bevis.

Mht. den videnskabelige tænkningsmetode, så er den en forgrening af den rationelle tænkningsmetode og kan opsummeres som følgende:

  1.  Man fjerner alle tidligere meninger om en realitet
  2. Man tager realiteten og udøver nogle eksperimenter på den
  3. Man observerer
  4. man konkluderer

Det er farligt at anvende den videnskabelige tænkningsmetode, hvis man ikke kender dens begrænsninger. Den kan kun bruges i forbindelse med håndgribeligt materiale, og konklusionen skal stemme overens med realiteten. Resultatet man kommer frem til er i de fleste tilfælde tvivlsomt og ikke absolut.

Et eksempel herpå kan være, at vand koger ved 100 grader celsius. Efter yderligere eksperimenter kommer man frem til, at vands kogetemperatur varierer alt efter hvilket tryk, det bliver kogt under. Yderligere eksperimenter kan påvise nye detaljer, som vi ikke kender til i dag.

Så naturen af de realiteter vi undersøger, kan detaljeres yderligere, alt efter hvor omfattende eksperimenterne er. Men realiteten er dog stadigvæk den samme, vand er vand i dag, og om 10.000 år er vand stadigvæk vand, og for 10.000 år siden var vand stadigvæk det samme. Opfattelsen af vand kan variere, men ikke realiteten af vandet selv.

Den videnskabelige tænkningsmetode er en korrekt tænkningsmetode, men kan kun anvendes i forbindelse med håndgribeligt materie, fx kan man ikke udøve videnskabelige undersøgelser på historien, eller på en tanke.

Og grundet menneskets komplekse natur kan man ikke udøve videnskabelige eksperimenter på menneskets adfærd og derefter komme frem til et overordnet resultat (psykologi).

Mennesket handler på basis af sine opfattelser, som er et produkt af dets opdragelse, opvækst og miljø. Dvs. erfaringer, rigtige og forkerte tidligere oplysninger, og det er umuligt at finde to mennesker, der i 10 givne situationer vil handle ens, da mennesker er meget forskellige, både i deres fysiske egenskaber og i deres opfattelser.

Så psykologi, som er læren om menneskets adfærd, er fyldt med fejl, og er baseret på et fejlagtigt grundlag, nemlig at det ene menneskes og det andet menneskes adfærd kan sammenlignes, og at der derefter kan drages en konklusion, som er fælles for dem begge.

Mht. elementers påvirkning på mennesket, så er disse undersøgelser også i de fleste tilfælde tvivlsomme og bliver generaliseret ud fra en stikprøve og varierer alt efter hvem, der foretager dem og hvilke mennesker, der bliver brugt i forsøgene. Fx udvælger man 10.000 mennesker, lader dem indtage et bestemt element (f. eks fiskeolie) i 2 år dagligt, og derefter drager man en konklusion om, at det kan være gavnligt eller skadeligt for menneskekroppen. Det man (mange gange) ikke har taget med i betragtning er, hvilket vejr de lever i, hvilken luft de indånder, hvilken livsstil de har, hvilke andre elementer de indtager, hvilken genetisk opbygning de har og listen er lang. Så resultatet hedder sig i virkeligheden: Sådan kan dette element, de har spist i 2 år, påvirke dem. Eller ”Sådan påvirker dette element dem, alt andet ikke taget i betragtning”. Dette er ikke en afvisning af den videnskabelige tænkningsmetode, men en understregning af dens mangler og begrænsninger. Den har fungeret fint og har medført tusinder af geniale opfindelser og opdagelser, men den er eksperimentel og i de fleste tilfælde ikke absolut.

Mht. de elementer eller eksperimenter der bliver udført på mennesket, som medfører det samme resultat hver gang, disse kan være absolutte, såfremt visse betingelser er opfyldt. Man kan tage eksemplet med halshugning af mennesket, hver gang man udsætter mennesket for det, dør det → mennesket dør når hovedet bliver adskilt fra halsen. Eller fx at salt i for store mængder fører til forgiftning, dette er også påvist, men ikke mængden. Hvis man bruger induktion, så kan man dog få problemer med at påvise absolutheden af disse konklusioner, men det er et emne for sig.

Tænkningen må under ingen omstændigheder baseres på den videnskabelige tænkningsmetode, for den er ikke basis for tænkning, men rettere sagt en stilart indenfor tænkning. Man fremstiller en tese, eksperimenterer og derefter kan man konkludere, om tesen var holdbar eller ej. Så denne metode producerer ikke nye tanker, men konkluderer dem på basis af eksperimenter. Denne metode er begrænset til det håndgribelige materiale. Mht. de uhåndgribelige ting/elementer såsom historie og jura, så kan videnskaben ikke bevise dem, faktisk så forkaster videnskaben alt, hvad der ikke er håndgribeligt, og eksistensen af disse ting/elementer er absolut, så tænkning må ikke baseres på denne begrænsede tænkningsmetode, der producerer et tvivlsomt resultat mht. eksistensen af en realitet (f. eks maleren af maleriet), dens karakteristika og natur.

Atommodellen, som der bliver undervist i, som om den var et absolut faktum er tvivlsom. Men man mener, at det er højst sandsynligt sådan, atomer er opbygget, og sådan de interagerer, mens man ud fra den rationelle tænkningsproces konkluderer, at mennesket er absolut bestående af materie.

Problemet med at gøre den videnskabelige metode til basis for tænkning er, at man lever i en virkelighed (læs: med en opfattelse), hvor alt er eksperimentelt, og man udvikler konstant teser om alt, hvad der omgiver os, hvor intet er absolut, men alt er tvivlsomt.

Den rationelle tænkningsproces derimod er en korrekt tænkningsmetode, og den eneste der egner sig, som værende basis for tænkning, da den producerer nye tanker og måler dem med realiteten, og forstanden accepterer dem omgående. Samtidigt kan den anvendes mht. materie/realiteter, som ikke er håndgribelige, fx at døren, der var sparket ind, er blevet sparket ind af nogen, at maleriet ”Mona Lisa” er blevet malet af et menneske, og ikke en chimpanse ved navn Steve.

Samtidig skal det nævnes, at menneskets gave er tænkningen, og at det kan fantasere og dermed få nye ideer, og videreudvikle sig indenfor teknologiens verden.

Mht. menneskets natur, så skal vi kigge på menneskeheden som en helhed og ikke et isoleret eller specifikt samfund for at konkludere noget, der er fælles for alle mennesker.

Alle folkeslag lige siden tidernes morgen har tilbedt noget, eller helliggjort noget, alt fra at kaste jomfruer ned i en farlig og mægtig vulkan, til at tilbede en rotte, fordi man mente at denne var en manifestation af en højere magt.

Selv i sekulariserede samfund, efter erklæringen af Friedrich Nietzsche ”Gud er død”, ser man en tendens til at mægtiggøre noget, som fx når man sætter videnskabsmænd op på en piedestal, hylder dem og anerkender dem. Eller eksemplet med popstjerner, der bliver dyrket som om, de var mini-guder, hvor vi ser folks vægge overdænget med disses plakater, billeder osv.

Selv banale former som den berømte hestesko, harefod, Thors hammer, firekløver osv. er ligeledes beviser på, at mennesket har i sig et indbygget religøsitetsinstinkt. Man behøver ikke at hægte sig ved navnet, men mere betydningen. Man kan kalde det et instinkt, der vil helliggøre noget.

Ligeledes har vi set, at alle folkeslag, der har levet, har haft en trang til at overleve, deres egen personlige drivkraft, dette kan vi bruge til at definere endnu et instinkt hos mennesket, nemlig et overlevelsesinstinkt.

Og ligeledes trangen til at føre arten videre, dette kan vi kalde et artsinstinkt.

Grunden til at vi konkluderer, at disse tre er instinkter, er at de findes i ethvert menneske. Følelser eller tendenser som grådighed savn nærighed, mod osv. findes ikke i alle, og er aspekter, eller måder, hvorpå instinkterne viser sig på.

Så opstår spørgsmålet, skal disse behov undertrykkes? Eller skal de frigives? Undertrykkelse af disse instinktive behov vil medføre et helt samfund, der er i uro, for vi ser, at når instinkterne bliver undertrykt, medfører det sorg, savn og endda depression.

Hvad angår frigivelsen af instinkterne, det ville skabe et junglesamfund, hvor den enes død, ville være den andens brød, den stærke ville undertrykke den svage, og den kloge ville narre den mindre kloge. Kort (og måske lidt dramatisk) sagt: anarki.

For at illustrere det lidt tydeligere, så kan vi tage udgangspunkt i en mand og en kvinde, der vil være sammen for at tilfredsstille deres artsinstinkt, mens en tredje person mener, at en højere magt kræver, at denne kvinde skal skæres op og hendes blod skal bruges til at indsmøre små mus. Samtidigt ser vi en fjerde person tilbede mus og mene, at disse er manifestationer af en højere magt, dvs. en reinkarnation af denne højere magt. En femte tilfredsstiller sit overlevelsesinstinkt ved at kidnappe kvinder og få dem til at trygle om at lade dem være. En sjette mener, at han er i besiddelse af en myndighed, som gør, at han må lægge op til andre mænds kvinder. En syvende sidder oppe på et bjerg i 50 år og undertrykker sine instinkter. Og der kan tilføjes utallige flere eksempler til listen.

Problemstillingen blev ikke nævnt for, at læseren skal sidde og bryde sit hoved med at finde en løsning, men for at påvise, at frigivelse af instinkterne vil medføre anarki.

Mht. hvordan disse skal organiseres, så er der flere muligheder:

  • Man kan stemme om det rigtige.
  • Man kunne erklære, at alle måder er den rigtige måde, men så er vi tilbage i frigørelsen af instinkterne.
  • Man kunne vælge én person eller flere, som skulle afgøre, hvordan det hele skulle foregå.
  • Man kunne lede efter en fælles reference, som alle skulle rette sig efter.

At stemme om det rigtige klinger godt i manges ører, da vi er påvirket af det miljø, vi er opvokset i, og da ideen om demokrati er blevet promoveret gennem hele vores liv. Men afgørelsen af hvorvidt noget er godt eller dårligt er ikke eksperimentel, så det udelukker den videnskabelige metode. Vi siger, at den ikke er eksperimentel, da vi ikke kommer nærmere på konklusionen om, hvad der er godt og ondt ved at prøve os frem, men snarere om noget er gavnligt eller skadeligt, som er forskelligt fra godt og ondt samt rigtigt og forkert.

Vi handler på basis af vores opfattelser, og disse opfattelser bliver dannet gennem vores opvækst, opdragelse, miljø og erfaringer. Så det varierer fra menneske til menneske, hvad det anser, som værende rigtigt og forkert, altså med henblik på godt og ondt. Hvis vi godtager synet, at det er gavn og skade, der skal diktere godt og ondt, så kan det have visse konsekvenser, som er:

  • En varierende forståelse af verden, da det der er gavnligt i dag ikke er det i morgen, og det samme med skade.
  • Tidsbegrænsede leveregler, da forståelsen vil svinge fra dag til dag.
  • En kæmpe uenighed om, hvad der er gavn i og hvad der er skade i, da de begge er relative begreber, så det den ene anser som skade, anser den anden måske som gavn, og omvendt.
  • Moralsk fordærv, da man ikke kan påvise skade i at have seksuelt samvær med sin søster, mor, dyr, eller børn, at snyde og bedrage sig til penge, at dræbe folk for penge, eller anden gavn.
  • Anarki igen, da det vil føre til maksimal udnyttelse af mennesker for at opnå gavn.
  • En dyrisk verdensanskuelse som kun vil se gavn i alting, og en kraftig egoistisk livsstil.
  • En dannelse af en elite som intet middel vil sky for at opnå deres interesser, disse kan være at initialisere krige, biologiske katastrofer m.m.

Dette er kun mulige konsekvenser, men roden i denne diskussion er, om hvorvidt et menneskes skøn, bud eller gæt på, hvordan man skal opfylde de instinktive behov, kan godtages som værende opfyldende for behovenes formål.

Så hører man nogle folk sige, at behovenes formål er at blive opfyldt. Dette er delvist korrekt, men når vi snakker om formålet, så mener vi, hvorfor har mennesket disse behov? Er det bare for at blive opfyldt, eller er der en dybere mening? Vi kan ikke hælde til hverken den ene besvarelse eller den anden, vi skal have fat i den, der har lagt disse behov i os.

Grunden til at vi konkluderer, at disse behov er blevet lagt i os, er at de kan have følgende oprindelseskilder:

  • De kan være opstået af sig selv
  • De kan have skabt sig selv
  • De kan være evige
  • Eller de er blevet lagt af nogen

At de skulle have opstået af sig selv eller skabt sig selv, behøves ikke at blive diskuteret.

Hvad angår om disse behov er evige, så er de kun eksisterende så længe organismen er levende, og er dermed ikke evige. Så derfor konkluderer vi, at de er med 100 % sikkerhed blevet lagt af nogen/noget.

Så den der har lagt disse i os, skal fortælle os, hvorvidt de bare skal opfyldes, eller om der er en slags opskrift på, hvordan de skal organiseres.

Så for at vende tilbage til diskussionen, så kan mennesket ikke stemme om, hvad der er rigtigt eller forkert, ej heller kan det bede én eller flere personer om at repræsentere sig selv i denne sag. Den eneste fælles reference, som man reelt kan blive enige om, er, at den der har lagt disse behov dikterer, hvordan de skal opfyldes.

Vi har alle hørt, at demokratiet er til for at beskytte bestemte værdier, såsom retfærdighed, lighed og frihed.

Det pudsige er, at disse begreber er relative, så om man så tog undertrykkelse og pyntede på det, så kunne man presse det ind i disse kategorier.

Frihed kan ikke begrænses. Begrænser man frihed, så har man ikke længere frihed, men derimod nogle bestemmelser. Så simpelt er det. Man indså dette problem og kaldte derfor frihederne for, ”frihed under ansvar”. Det kunne så vidt ligeså godt hedde ”kæft, trit og retning”, for det er i virkeligheden det, der foregår. Eller man kunne formulere det med en sætning: ”så længe du gør, hvad vi tillader, så er det i orden”.

Historien viser os, at sekularismen så dagens lys som en modreaktion på det teokratiske styre i Europa, som baserede deres verdenssyn på kristendommen (efter redigering selvfølgelig, en helt anden diskussion), og de mente, at mennesket pr. definition var ondt (jf. læren om syndefaldet), og hvis man lod mennesket gøre, hvad det ville, så ville mennesket udføre onde handlinger, så folk skulle styres med hård hånd. Efter man fik gjort op med dette styre, så var tænkerne på det tidspunkt påvirket af, og så hadske overfor disse tanker, at de kom med en modreaktion, som var, at mennesket pr. definition er godt, og hvis man lader mennesket være, så vil det udføre gode gerninger. Men for at undgå anarki, så anså man staten som værende et nødvendigt onde, som skulle sikre, at andre folks frihed ikke blev berøvet. Det der i virkeligheden skete var, at man forkastede Guds suverænitet og lagde den hos mennesket i stedet. Så i stedet for at det var Gud, der definerede godt og ondt, så blev det mennesket, der skulle afgøre dette.

Så kapitalismens grundlag er i virkeligheden ikke gennemtænkt, men faktisk bare en modreaktion på flere århundreders undertrykkelse. Dette grundlag kan beskrives som:

”om der findes en skaber eller ej, det må ikke have nogen indflydelse på lovgivningen”.

Dette er i virkeligheden en kompromisløsning mellem de tænkere, som ville afskaffe kristendommen fuldstændigt og de kristne, som ville beholde kristendommen.

Dette grundlag er dybt absurd, da det ikke er underordnet om, der findes en skaber eller ej, det er faktisk altafgørende. Findes der ikke en skaber, så er det selvsagt, at mennesket skal lovgive, selvom det ikke egner sig til det pga. sine mangler og begrænsninger. Hvorimod hvis der findes en skaber, så er det denne der i første omgang skal frasige sig sin ret som lovgiver og dernæst påpege, at suveræniteten er overdraget til menneskeheden. Det er denne, der skal fortælle mennesket formålet med livet, og hvorfor denne har skabt os. Det er denne, der skal fortælle os, hvad der foregik inden vores eksistens, og hvad der vil ske efter vores eksistens bringes til ophør.

Det er denne, der skal fortælle hvad formålene er med at skænke os disse organiske og instinktive behov, og hvordan de skal tilfredsstilles, for menneskeheden kan kun eksperimentere sig frem til, hvad der tilfredsstiller disse, ikke hvad der tilfredsstiller dem med hvilket formål de blev lagt i os, dette er så klart at ingen uddybning virker nødvendig – i hvert fald ikke i denne artikel.

Det er menneskets uegnethed indenfor afgørelse af ret og slet, godt og ondt, barmhjertigt og ubarmhjertigt osv., der gør, at menneskeheden står overfor den største problemstilling, man kan forestille sig.

For hvor skal vi søge svar henne? Og hvad skal målestokken være for, hvad vi skal tage til os?

Som nævnt tidligere, så kan vi eksperimentere os frem til, hvad der tilfredsstiller vores behov, men dette kan umuligt være målestokken, da det er den korrekte løsning, og ikke bare en hvilken som helst løsning, vi leder efter.

Følelser er produktet af opfattelserne, så kilden til disse opfattelser skal undersøges før, man kan afgøre, hvorvidt de er acceptable eller ej.

Traditioner kan heller ikke tages som målestok, da disse kan have to kilder:

  1.  Mennesket
  2. Skaberen

Men vi ved ikke hvad der er hvad, førend vi har noget, vi kan bevise det med. En anden vinkel i sagen er, at traditionerne varierer fra sted til sted, så hvilke er de rigtige?

Så personen der lever efter sine forfædres traditioner, han befinder sig i en tilstand, hvor han følger tvivl. Hvis han ikke har valgt en ideologi på basis af dens intellektuelle grundlag, så flakker han faktisk bare rundt og ved ikke hvorfor, han mener, som han mener. Han kan endog tage løsninger og behandlinger, som de forskellige ideologier forsyner sine tilhængere med uden at vide, hvilken der udspringer fra hvilken ideologi.

Selv hvis vi antager, at han har valgt alle de rigtige løsninger og behandlinger i hele sit liv (hvilket er umuligt, pga. sandsynligheden), så er han ikke retledt, for han ved ikke, at han har valgt de rigtige løsninger, eller om han burde have handlet anderledes. Han ved ikke engang om, han har opfyldt meningen med livet. Hvor stiller det så personen, som ikke vælger de rigtige løsninger? Og det er alle de, der ikke følger skaberens direktiver.

For at vende tilbage til tænkning, så er der to kilder til tidligere oplysninger, den ene kilde er narrativer og den anden er selverfaret. Mht. den rigtige løsning på behovene, så kan disse ikke erfares, som vi allerede har været inde på, så den eneste mulighed, vi har, for at finde den korrekte løsning, er, at vi får det fortalt, men som vi allerede har drøftet, så kan mennesket ikke selv finde frem til det, så det skal være skaberen, der giver os disse tidligere oplysninger.

En følelse er et produkt af opfattelserne, og hvis opfattelserne er forkerte på basis af ukorrekte eller mangelfulde tidligere oplysninger, så er følelsen også forkert som et resultat deraf. Så man kan ikke følge hjertet, som nogle tilsyneladende smukke filosofier promoverer.

Dette leder os til konklusionen, at mennesket har behov for at få vejledning til, hvordan disse behov skal organiseres. Så er det store spørgsmål:

”hvor skal vi få denne vejledning fra?”

For at kunne besvare dette spørgsmål skal vi undersøge menneskehedens oprindelse. Lad os tage udgangspunkt i realiteten, der omgiver os, vi kan dele eksistensen op i 3 elementer:

  1. Mennesket (et levende væsen som har evnen til at tænke, og som besidder en bestemt natur, organiske og instinktive behov)
  2. Livet (forskellen mellem den levende og manden der ligger i graven, der er ikke en organisk forskel, men en eller anden form for forskel er der)
  3. Universet (planeter, himmellegemer, stjerner osv.)

Da vi ikke har i at sinde at diskutere dette i dybden, vil vi kort komme ind på dette spørgsmåls besvarelse.

Menneskets oprindelse har 4 muligheder:

  1. Det er opstået af sig selv, på trods af at vi aldrig har set noget opstå af sig selv,
  2. Det har skabt sig selv, dvs. det eksisterede ikke, men stadigvæk eksisterede det for at skabe sig selv,
  3. Mennesket (altså menneskeheden) er evigt,
  4. Mennesket er skabt, men af hvad?

Det samme kan siges om livet, og universet, vi kommer frem til at de er alle skabt, men af hvad?

Det er i hvert fald ikke en gammel mand med hvidt skæg. Rationelt set, er der en faktor, som er nødsaget til at eksistere, som skal have skabt disse 3 elementer, denne kan kort beskrives som værende evig. Men hvad vil det sige at være evig? Evig er ikke bare uden start og uden slut, men der er visse kriterier, der skal være opfyldt før, noget kan være evigt:

  • Uafhængig af naturlove, for hvis denne var afhængig af dem, så var der en anden eksistens der havde presset naturloven ned over denne, og denne var så en skabning,
  • Dette fører så også til, at denne skal være almægtig,
  • Dennes viden må ikke have visse kriterier, ligesom menneskets har, da andet ville medføre, at der var nogen, der havde begrænset dennes viden og lagt kriterier over denne, og dermed var denne en skabning,
  • Ubegrænset i form, for enhver begrænsning skal lægges af nogen, og en begrænsning lagt i sig, viser at man er en skabning, og dermed ikke evig.

Denne definition besvarer typiske ateistiske spørgsmål, såsom: ”hvem skabte skaberen?” svar: skaberen skal være evig, ellers er det ikke en skaber.

Ligeledes har skruen uden ende mødt sit endelige, da alle de antagede ”mellemskabere” kun er skabninge, og det er den, der har skabt alt, og ikke selv er skabt samt opfylder disse kriterier, der er Skaberen. Derudover så ville det føre til uendelig regression.

Eller, ”hvis denne skaber findes, hvorfor kan vi så ikke se denne?”

Svar: menneskets syn er opbygget således, at det kan dække en vis kapacitet, eksempelvis kan vi ikke sanse en hel ørken, men vi er ikke i tvivl om, at denne er begrænset, så når vi ikke engang kan sanse det, der er begrænset, hvordan skal vi sanse det, der er ubegrænset?

Så Skaberen er den, der opfylder disse kriterier, og det er eksistensen af realiteten der nødvendiggør Dennes eksistens.

Dette er et eksempel på, hvordan den rationelle tænkningsproces fungerer i praksis, meget simpelt og utvivlsom. For at analysere hvad vi har gjort, for de der sakker bagud, så tog vi først en realitet i betragtning, brugte indirekte sansning på den, hentede tidligere oplysninger om den, og hjernen koblede disse oplysninger, således at vi kom frem til en absolut konklusion. Til de der sidder og kigger forvirret ud i luften, så svarer dette til, at du kommer gående en kold januar nat, kl 02.00 om natten, det er hundekoldt, og du har, selvfølgelig uanset hvor meget tøj du har på, for lidt tøj på, sådan så du fryser. Det sner, og det er faktisk så flot et syn, at du glemmer, at du fryser. En stjerneklar nat, med en dejlig sort himmel. Du går og synger lidt for dig selv, du er på vej hjem fra en kammerat. Pludselig ser du nogle fodspor i sneen. Det ligner lidt en størrelse 57, for at komme med nogle få detaljer om disse ”små” sko. Du tænker: ”er du gal et brød der gik her.” Du fortsætter dit eventyr og trasker muntert hjemad…

Til den fornuftige læser: du ser intet galt i denne lille hyggelige historie vel?

Du ved med sikkerhed at der gik en eller andet gut, eller gut-inde denne nat?

Hvordan kan det være? Jo, simpelt:

Du sansede ikke realiteten, dvs. gutten (det var en mand), men du sansede sporene der ledte til en realitet (en person gik her). Du udelukkede lynhurtigt, at det var en giraf, en isbjørn eller andre dyr fra zoologisk have, da disse spor kun kan stamme fra et menneske. Det er det samme princip, vi bruger til at komme frem til, at der findes en Skaber, her er alt hvad der eksisterer sporene, der leder til en realitet.

Tilbage til menneskets behov, disse er så nødvendige at få tilrettelagt, at vi bliver nødt til at finde en løsning, derfor har vi ”det nødvendige onde” her i Vesten. (den lidt længere version er, at man opgiver lidt af sin frihed til staten, som så sikrer resten af ens frihed, og den er et nødvendigt onde, for mennesket har brug for denne for at bevare sin frihed).

Lad os stille det op på en fair måde, enten ved mennesket, hvad der er godt og ondt, ret og slet (som det faktisk ikke ved, jf. starten af denne artikel). Ellers må Skaberen fortælle mennesket om disse. Da mennesket ikke kan kontakte denne Skaber, må det være naturligt, at Denne skal kontakte os, men hvordan?

Her er det nødvendigt, at Skaberen sender et menneske (som sagt er denne artikels formål ikke at bevise Islams sandhed, dette emne kan undersøges andetsteds) udstyret med et bevis, som ikke kan benægtes. Et vaskeægte mirakel, en ophævelse af naturloven.

Men hvor finder man sådan et?

Reklamer

From → Dawah

8 kommentarer
  1. naji permalink

    Kan man bruge kausalitetsprincippet til at konkludere, at der findes en skaber?

    Det er ikke blot en mulig konklusion, men en nødvendig konklusion, da den følger af et deduktivt ræsonnement (som nævnt før):

    P1: Alt, hvad der har haft en begyndelse, har en årsag,

    P2: Universet har haft en begyndelse,

    Q: Universet har en årsag

    Ovenstående er et uddrag fra din artikel. Men hvordan kan du starte din præmis P1, med: “Alt, hvad der har haft en begyndelse, har en årsag.”,

    Du siger selv, at alle præmisserne skal være sande førend konklusionen er sand. Men jeg mangler nogle mellemregninger i, hvordan du er nået frem til den præmis P1? Har du ikke benyttet sanseerfaringer for at konkludere denne præmis, vel og mærke erfaringer der tager udgangspunkt i induktive iagttagelser?

    (eks. Naturlovene er konkluderet ud fra gentagne observationer, hvor tingene ser ud til at følge et fast mønster og indgå i et låst system, men da man ikke kan forudse resultatet af den næste observation, kunne det godt tænkes at den næste observation afviger fra reglen)

    – Du påstår jo i en eller anden grad, at man ikke kan bruge den induktive metode til at konstruere et holdbart bevis, det mener jeg nu godt man kan, da det bl.a. er den induktive metode, der fortæller mig, at alle mennesker er dødelige – ifølge observationer og overleverede historier om vore forfædre, (selv hvis jeg ved, at Noa (as) levede i 1000 år), men måske kan videnskaben vende menneskets henfald, i nogen grad, jeg ved jo, at mennesker engang har levet i tusind år, før de døde. Der er rigtig mange faldgruber man kan falde i, når man opererer indenfor de vestlige filosoffers begrebsverden og ud fra deres erkendelsesteorier. Som bl..a gør, at jeg som mening mand har svært ved at finde og fange tråden, fordi jeg mangler alle disse mellemregninger.

    Men ellers tak for dine bestræbelser og bidrag, akhii. håber du vil give mig dit besyv på ovenstående kompleks. barak Allahu fikum

    salam mo aleikum

    mvh. din bror i islam

    • Wa alaykum as salam, jazaakallahu khayran for dit input 🙂

      jeg har ikke glemt dig og jeg ignorerer heller ikke dit spørgsmål, jeg har bare ikke haft en rolig stund til at skrive en besvarelse.

      Den er på trapperne, jeg vil bede om din tålmodighed insha Allah

      Was salamu alaykum din bror i islam

    • For at gøre det kort, så er der 4 punkter (udover det der allerede er beskrevet i de to artikler):

      1) Udgangspunktet er at en påstand/sætning skal påvises og ikke at dens modsætning skal udelukkes – jeg skal derfor ikke påvise, at elefanter ikke bliver lyserøde, når ingen kigger, men det er den, der påstår, at de bliver lyserøde, når ingen kigger, der har bevisbyrden på sig. Jeg kan nøjes med at spørge: “Hvorfor i alverden skulle de blive lyserøde, når ingen kigger?”.

      2) Jeg skriver i artiklen “Svar på feedback: Neo-ateisters inkonsistens og krumspring del 1”:

      “Empirismen gør brug af induktion (som jeg har været inde på i de to førnævnte artikler), og induktion er en inferenstype, som pr. definition ikke kan føre til en absolut konklusion (som udgangspunkt og i sig selv)”

      Jeg tilføjede netop “som udgangspunkt og i sig selv” i parantes, da jeg tænkte på de konklusioner vi kommer frem til der omhandler arter, det er jo netop sådan vi definerer arter; de har nogle fælles træk, som gør at vi grupperer dem.

      3) Der sker en sammenblanding mellem tvivlen, der kan opstå via induktion. Eksemplerne der bruges handler typisk om essensen af ting og ikke deres eksistens, selvom man med lidt ordleg kan formulere det som omhandlende eksistens; “eksisterer der sorte får” er et eller andet sted et spørgsmål om får kan have en anden kvalitet end den vi har set i et begrænset geografisk område.

      Konklusionen af rationel tækning indenfor essensen af ting er tvivlsom (det skriver jeg også i en af artiklerne), så derfor er det naturligt at de eksempler, som omhandler induktion indenfor essensen af ting også resulterer i tvivlsomme konklusioner. Herefter sker der så et skift, hvor man overfører konklusionen af induktion indenfor essensen af ting til eksistensen af ting. Dvs. man har påvist med eksemplerne, at induktion fører til tvivlsomme resultater (der findes ikke sorte får) og denne konklusion generaliserer man til at omfatte eksistensen af ting (såsom findes får?) .

      4) Mht. forudsigelighed så diskuterede en del filosoffer, om videnskab overhovedet kan føre til forudsigelighed af fænomener. Her sker der også en generalisering af hvad der gør sig gældende i komplekse situationer til hvad der gør sig gældende i simple situationer.

      Jeg ved fx ikke med sikkerhed hvilken vej en billardkugle vil trille når jeg støder den med en anden kugle, men den konklusion kan jeg ikke generalisere og så konkludere, at jeg ikke ved hvad der sker når jeg trykker på “On”-knappen på min PC.

      Jeg beklager det meget sene svar.

      mvh
      din bror

      (Sig til hvis svarene ikke hjælper, så svarer jeg mere udførligt insha Allah)

      • Helt ok med det sene svar. barak Allahu fikum, ya Akhii.

        Til pkt.1 i din besvarelse) så mener du vel, at begge parter skal fremføre deres beviser for deres evt. påstande, hvorefter påstandene bedømmes i forhold til den sansbare realitet, hvor elefanten observeres uden lyserøde pigmenter i huden, ikk sandt!?.

        Kan man bruge kausalitetsprincippet til at konkludere, at der findes en skaber?

        Det er ikke blot en mulig konklusion, men en nødvendig konklusion, da den følger af et deduktivt ræsonnement (som nævnt før):

        P1: Alt, hvad der har haft en begyndelse, har en årsag,

        P2: Universet har haft en begyndelse,

        Q: Universet har en årsag

        Ovenstående er et uddrag fra din artikel. Men hvordan kan du starte din præmis P1, med: “Alt, hvad der har haft en begyndelse, har en årsag.”,??

        Men Ovenstående spørgsmål har du ikke rigtigt berørt i din besvarelse. – eller har du?.

        – og jeg ved ikke om præmissen P1 du bruger, er udledt fra ideen om det evige kontra vs. det begrænsede, hvor det evige ingen start og slutning har!??

        – eller om du mener, at kausalitet kommer før sanseerfaringer og er uafhængigt af disse???

        Vi skal jo huske på, at vi henviser til realiteten, når vi fastslår, at intet/noget opstår ud af intet, fordi realiteten ikke bekræfter observationener, hvor noget opstår ud fra intet uden en årsag.!?

        mvh.

        din bror i Islam.

  2. Problemet er, at hvis du forudsætter sanseerfaring (direkte sanseerfaring) for alle omstændigheder før du kan vide noget om omstændighederne, så udraderer du forstanden.

    Vi har konkluderet at for at tænkningen kan fungere, så er der visse betingelser:

    1) realiteten
    2) en eller flere af de relevante sanser – evt inddirekte sansning
    3) tidligere oplysninger
    4) en velfungerende hjerne der sammenkæder 2 og 3.

    Når man begynder at lege med induktion som fundament for tænkning, så sår man i praksis tvivl om inddirekte sansning – og så er det ikke længere tænkning vi har med at gøre men derimod fantasi og forestillinger, hvorfor alverdens absurde idéer kan lægges på bordet.

    mvh
    din bror i islam

    • Hvad mener du, jeg leger ikke med induktion som fundament for noget, men siger at mennesket konkludere eks. naturlove ud fra gentagne hændelser, der indikere lovens realitet.

      I matematik er induktion absolut en intellektuel erkendelse, fordi den basere sig på faste aksiomer og præmisser, eks. talrækken i titalssystemet – efter 1 følger 2, 3 ……….n, med det vi betegner som naturlige tal.

      Men det er rigtigt når du siger, at tænkning kræver enten direkte eller indirekte sansning, det er forudsætningen for tænkning, der skal altså være noget enten konkret – eller noget som giver sig selv til kende via indikationer, eks. tyngdekraften.

      Men uanset hvad, så skal der en direkte sanseerfaring til, om den så peger på noget konkret eller til effekten fra noget konkret – der er usanselig.

      mvh. din bror

      Men du må stadig gerne forklare mig, hvordan du opnår præmisserne til dine deduktive beviser?

  3. min bror, du skriver:
    “Hvad mener du, jeg leger ikke med induktion som fundament for noget, men siger at mennesket konkludere eks. naturlove ud fra gentagne hændelser, der indikere lovens realitet.”

    Det ER netop induktion.

    Jeg påpeger netop, at hvis man betinger erkendelse af sanseerfaring, som du gør i det citerede, så vil man netop udradere forstanden, da man nulstiller viden og kun erkender det sanserne kommer frem til.

    Hvis kausalitet gør sig gældende fordi, at vi kan sanse det kausale forhold mellem begivenhed A og B, så kan man netop ikke sige noget om kausale forhold mellem begivenheder, man ikke har sanset, såsom da intet eksisterede, fordi vi har ikke sanset begivenheden, hvor intet eksisterer.

    Dit oprindelige spørgsmål om, hvordan jeg kan påstå, at alt har en årsag og din anmodning om, at der skal forelægge noget sanseligt, som vi udleder det fra ud fra, er indenfor rammen af diverse filosofiske spørgsmål, hvor man tager udgangspunkt i den induktive tankegang og opstiller dilemmaer. Et klassisk eksempel er:

    “Hvis et træ falder i skoven og ingen hører det, giver det så en lyd?”

    Ud fra induktion så kan vi ikke vide det, da vi netop ikke kan sanse det i det pågældende scenarie, men ud fra rationel tænkning, så giver det selvfølgelig en lyd, da folks evne til at høre ikke har en påvirkning på træets egenskaber eller diverse naturlove.

    Jeg nævner netop det med om ‘elefanter kan blive lyserøde, når ingen kigger’ ud fra samme logik, som træet der måske ikke giver en lyd, når ingen lytter, da det følger samme induktive logik.

    Jeg uddyber netop, hvordan man smadrer fundamentet for tænkning, når man bruger induktion alene uden en rationel ramme:

    (Fra ‘svar på feedback: Neo-ateister…’ https://islamkontroverser.wordpress.com/2014/01/26/feedback-neoateister-del-1/):

    “Empiristerne med Hume, Locke og Berkeley i spidsen postulerer, at sanseerfaring ikke er absolut, og at der ingen selvevidente aksiomer (kausalitet, sandt er ulig falskt osv.) findes, men at sanseerfaringen er den eneste måde at at vide noget om verden på. Men siden de siger at sanseindtryk ikke er absolutte, og de tager imod aksiomer på basis af induktion, og induktion fører ikke til absolut viden, så er aksiomerne heller ikke absolutte i deres optik. Så ud fra det empiristiske syn, så vil præmisserne aldrig være sande, da vished ikke findes. Og hvis vished alligevel findes, så kan mennesket alligevel ikke vurdere, hvad der udgør vished, da sanseerfaringen ikke giver vished. Så set med empiristiske øjne, så er deduktion og induktion et eller andet sted begge tvivlsomme, da førstnævnte vil bygge på tvivlsomme præmisser og sidstnævnte er tvivlsom i sig selv. Det er dog værd at bemærke, at Hume i sin formulering af induktionsproblemet giver deduktion meget vægt.

    Man kan undre sig meget over, at ingen af vores venner har undersøgt andre epistemologier, ontologier eller som det mindste tænkt over, hvad argumenterne for empirismen skulle være. Det første problem, man kan nævne, er flip flop problemet:

    Sanseerfaringen viser, at man ikke kan stole på sanseerfaringen, derfor er sanseerfaringen ikke absolut. Lad os gentage successen med hvad vi lige har lært: Sanseerfaringen viser os at man ikke kan stole på sanseerfaringen. Men siden vi ikke kan stole på sanseerfaringen, så kan vi heller ikke stole på, at vi ikke kan stole på sanseerfaringen. Så vi stoler derfor på sanseerfaringen, men den viser os, at vi ikke kan stole på sanseerfaringen, og sådan kan man blive ved med at flip floppe.

    Derudover, så kan man se et problem med generaliseringen af, at sanseerfaringen kan bedrage. Det betyder jo ikke, at den altid bedrager. Bare det at vi ved, at sanserne kan bedrage indikerer, at vi godt kan skelne mellem en del situationer, hvor sanserne bedrager (fx fata morgana og optiske illusioner) og hvor sanserne ikke bedrager (hvilket er udgangspunktet). Hvis det virkelig var tilfældet, at vi ikke kunne vide om sanserne bedrager, så ville vi ikke være i stand til at definere bedrag, vi ville derimod kalde al sanseerfaring (med og uden bedrag) for sanseerfaring.

    Et tredje problem er, at hvis man bygger aksiomer på sanseerfaring og mener at aksiomer infereres ud fra induktion, så vender vi tilbage til problemet om uvished. Derfor vil sandt potentielt kunne være lig falskt på samme tid (det er jo et aksiom), og dermed vil al viden bryde sammen, da man for hver påstand ikke vil kunne udelukke at det modsatte er sandt på samme tid. Så kan man ligeledes flip floppe med udsagnet om at aksiomer bygger på sanseerfaring i al evighed.

    Et fjerde problem man kan nævne i skyndingen (der er i virkeligheden masser af kritikpunkter læs evt. Kants kritik) er det praktiske argument. Ingen empirist i verdenshistorien har stillet sig ud foran en bil på motorvejen eller kastet sig selv ud fra en klippe og brugt enten induktion eller argumentet om at sanseerfaring ikke er absolut til at erklære at bilen/faldet måske ikke vil skade ham. Selv de empirister, som mest hårdnakket insisterer på at sanseerfaringen eller induktion ikke kan give anledning til vished, de snakker alligevel om sandsynligheder, og da det er mest sandsynligt, at man kommer til skade, så vil de undlade at udføre handlingen. Så i praktiske anliggender, der er empiri pludselig godt nok, selvom man i teorien benægter både aksiomers (sandt er ulig falskt, kausalitet osv.) og virkelighedens absolutte natur.

    Den naturlige tænkningsmetode, som jeg nævnte i artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke, den bygger på deduktion og aksiomer, dvs. på absolutte størrelser og giver derfor vished. Så epistemologisk set, så giver det ikke mening, at fravælge den naturlige tænkningsmetode til fordel for den empiriske, som giver anledning til at viden bryder sammen og selvmodsigelser.

    Et sidste kritikpunkt i lyset af den naturlige tænkningsmetode er, at sanseerfaring ikke er den eneste måde, som vi får viden om verden på. I henhold til den naturlige tænkningsmetode der kan beretninger også bruges til at fundere erkendelse på. Betingelsen er, at den beretning man tager imod, den er korrekt. Hvor mange videnskabelige fakta har folk accepteret uden at foretage eksperimenterne selv?”

    Hvis det ikke giver mening, så borer du bare yderligere ind i emnet med spørgsmål 🙂

    din bror

Trackbacks & Pingbacks

  1. Svar på feedback: Neo-ateisters inkonsistens og krumspring del 1 | islamkontroverser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: