Skip to content

Kollektivet der råbte ulv

januar 15, 2014

Alle kender Æsops fabler i en variant eller anden. En fabel, vi alle nok kender, er “Drengen, der råbte ulv”, som handler om en dreng, der morer sig med at råbe “ulven kommer” for derefter at grine af panikken, som jager igennem landsbyens beboere. Fablen slutter med, at ulven rent faktisk kommer, men denne gang reagerer folk ikke på drengens råb.

Nogle muslimer råber desværre ulv om en række emner, som er ret afgørende for videreleveringen af det islamiske budskab og som i fablen, der reagerer folk ikke længere, når de har hørt “ulven kommer” tilstrækkelig mange gange. Nogle af de helt basale emner, som muslimerne som et kollektiv diskuterer med ikke-muslimer er bl. a. Allahs eksistens og koranens mirakel. Det er i sig selv en positiv tendens, desværre bliver der råbt ulv en del gange, som gør, at ikke-muslimer nærmest bliver immune over for at overveje disse emner og undersøge dem i dybden. Når der så endelig kommer en muslim, som ønsker at fremlægge korrekte argumenter for de her emner, så er ikke-muslimen blevet træt af, at der bliver råbt ulv, så han orker ikke engang at lytte, da han er blevet fyldt med utilstrækkelige argumenter.

Allahs eksistens

Europas erfaring med kristendommen og nærmere bestemt teokratiet har givet anledning til, hvad man mildt sagt kunne betegne som et meget negativt syn på sammenblandingen af religion og politik; Gud og religion skal helst ikke involveres i staten, livet og samfundet, da det fører til undertrykkelse af befolkningen, den intellektuelle proces vil stagnere og videnskaben vil få mundkurv på – det er udgangspunktet for det europæiske syn på religioners indblanding i staten, livet og samfundet, så man starter ikke fra et neutralt udgangspunkt men derimod et meget farvet udgangspunkt.

Synet på religioner er meget præget af mistillid, og enhver proklamation af at kende til sandheden vækker dystre minder fra det, der måske kan betegnes som en af de mørkeste perioder i Europas historie; den mørke middelalder. Kristendommen blev i takt med sekulariseringen udsat for massiv kritik og inddæmmet på en måde, hvor de kristne måtte gøre sig en række indrømmelser for at få fred:

  • Religion er et spørgsmål om tro,
  • Gud kan ikke bevises, men skal føles,
  • Dogmer blev mere centrale og gudsbeviser trådte i baggrunden,
  • Sekularismen blev stadfæstet og religionen skulle tolkes i et perspektiv der i højere grad passede med sekularismen.

Det er nogle af de konnotationer begrebet “religion” har for mange europæeres vedkommende, så når man som muslim har diskussioner med ikke-muslimer, så sidder man selv med et positivt syn på islam, da man ikke deler den samme idéhistorie eller historie, som europæerne gør, men man kan dog glemme, at meget af det man siger, det tolkes i lyset af ovenstående samt meget mere.

Jeg spurgte engang en ikke-muslim om, hvorvidt vedkommende troede på en skaber, hvortil han svarede: “det har jeg ikke brug for”. Jeg kiggede underligt på ham og kunne ikke forstå hans svar, da jeg tænkte “folk har heller ikke brug for at blive røvet eller at blive udsat for naturkatastrofer, men det sker jo alligevel for dem, og de fænomener eksisterer uafhængigt af, hvad de har brug for”, men jeg lod diskussionen ligge på daværende tidspunkt. Efter en lang årrække gik det op for mig, at han ser helt fundamentalt anderledes på spørgsmålet. Det opdagede jeg i forbindelse med, at jeg læste en bog, der nedlægger kristendommen og religiøsitet; argumenterne imod kristendommen var formet på en måde, der efterlod en med et indtryk af, at de kristnes argumenter bygger på tro, følelser, menneskets svaghed og behovet for at bevare håbet om at det bliver bedre i fremtiden o.lign. Dér slog det mig, at grunden til at han svarede “det har jeg ikke brug for” var, fordi at han kæder religiøsitet sammen med svaghed og følelsesladede argumenter, det var ikke mit spørgsmåls udgangspunkt, men fordi at de kristne har råbt ulv så længe, så hænger der visse konnotationer ved gudsbegrebet, som folk åbenbart ikke kan kontekstualisere, dvs. de generaliserer over alle, der erkender eksistensen af en skaber til at gøre det af de samme årsager: fx fordi de har brug for det, da det giver dem håb.

Det kan en tredjepart som udgangspunkt ikke drages til ansvar for, men hvis det muslimske kollektiv bruger følelsesladede argumenter fremfor rationelle argumenter, så bekræfter det de fordomme og den generalisering, som mange europæere desværre har og foretager sig – måske helt ubevidst.

De fleste af de her muslimer tænker nok noget i stil med: “jamen, vi bruger de følelsesladede argumenter INDENFOR en rationel ramme, som er helt anderledes fra den, de kristne bruger” (dvs. som supplerende argumenter til rationelle argumenter) og det er helt legale indvendinger, men sådan modtages de bare ikke, de ses forstærkende på og bekræftende for vedkommendes fordomme, dvs. diskussionen er egentlig slut allerede inden, den gik i gang, for muslimen er (i denne situation) blot endnu en “kristen” dog med arabisklydende betegnelser lagt på bordet.

Så selvom disse udtalelser har hensigten at få folk til at reflektere, så kan de egentlig modtages som bekræftende for det negative syn, der er på erkendelsen af, at der findes en skaber, religioner og andet metafysik, da det bliver revet ud af den rationelle ramme, som afsenderen befinder sig i. Der findes ikke en gylden opskrift på, hvordan man kalder til islam, men en stor del af dawah er at forstå, hvad den anden part tror på, og hvorfor denne tror, som denne gør samt at identificere de konnotationer, denne associerer med bestemte begreber eller tanker, først der kan man kalde til hvad end, man har af budskaber.

Koranens mirakel

I forbindelse med koranens mirakel der vælger mange at fremlægge koranens udfordring:

 وَإِن كُنتُمْ فِي رَيْبٍ مِّمَّا نَزَّلْنَا عَلَىٰ عَبْدِنَا فَأْتُوا بِسُورَةٍ مِّن مِّثْلِهِ وَادْعُوا شُهَدَاءَكُم مِّن دُونِ اللَّـهِ إِن كُنتُمْ صَادِقِينَ ﴿٢٣﴾ فَإِن لَّمْ تَفْعَلُوا وَلَن تَفْعَلُوا فَاتَّقُوا النَّارَ الَّتِي وَقُودُهَا النَّاسُ وَالْحِجَارَةُ ۖ أُعِدَّتْ لِلْكَافِرِينَ 

“Og hvis I er i tvivl angående det Vi har nedsendt til Vores tjener (fra tid til anden), så bring en Surah (et kapitel) ligesom den og tilkald (alle) jeres vidner (og hjælpere, hvis der er nogen) foruden Allah, hvis I er sandfærdige (i forhold til jeres tvivl). Og hvis I ikke formår det – og I vil aldrig formå det – så frygt den ild, hvis brændsel er mennesker og sten, forberedt til fornægterne (af budskabet).” [2:23-24]

Der er en del vers i koranen, som påpeger, at koranens mirakel er dens uovertrufne litterære stil, derfor bedes menneskeheden at bringe noget lig den i fald, de er i tvivl. Det er dog svært at fremlægge et arabisk litterært mirakel på dansk… Der er så stor forskel på dansk og arabisk grammatik, syntaks, morfologi, semantik, retorik og andre lingvistiske discipliner, at det er svært at give en fyldestgørende idé om, hvor uovertruffen koranen er, da de mange konnotationer, associationer og sproglige finesser samt metrikker sjældent kan gengives på dansk over en kop kaffe. Så mange muslimer vælger at “forstærke” koranens litterære mirakel med, hvad de forventer, at lytteren er fascineret af, det kan være alt fra:

  1. numerologi,
  2. profetier,
  3. videnskabelige teorier.

Jeg vil gerne understrege, at jeg er overbevist om at koranen er fra Allah (swt) , jeg mener bare ikke, at det er intellektuelt forsvarligt at benytte sig af påstande om numerologiske, konspiratoriske, videnskabelige “argumenter” samt profetier og  udsagn om rumvæsener, når man diskuterer koranens mirakel.

1. Numerologi

Jeg vil tillade mig at være direkte: Det er simpelt sagt vanvid at tro, at man ved hjælp af en række talmanipulationer kan overbevise en person, som ikke engang anerkender eksistensen af en skaber, om at koranen er et mirakel. De der bruger talmanipulationer for at argumentere for koranens sandfærdighed samt ikke har set filmen “The number 23” [1] med Jim Carrey i hovedrollen, de burde se den og forstå, at de virker lige så bindegale, som han gør i den film.

Hvis en hindu kom til de her folk med Vedaerne eller Puranas (hellige bøger i hinduismen) under armen og slog op et sted i dem samt forklarede dem, at tallet 19 går igen hele vejen i hans hellige bøger, så ville det ikke rokke deres overbevisning om, at hinduismen er falsk, så det er egentlig ikke et argument, som overbeviser dem selv, så er det intellektuelt inkonsekvent at forvente, at andre vil lade sig overbevise af det. Der er ligeledes en række påstande om “tal-mirakler” i biblen, men det har ligeledes ingen betydning, så kan man spørge sig selv, hvorfor skulle det så have en betydning for den, man forsøger at overbevise?

Hvad kan man egentlig konkludere ud fra, at et tal går igen i en bog? Hvis summen af noget bestemt gav det samme tal som hastigheden af jordens bevægelse (udtænk evt. selv et bedre eksempel) i Salman Rushdies “De Sataniske Vers”, ville det have nogen betydning for, hvad man skulle mene om den bog? Ville man kunne erklære den guddommeligt inspireret af den grund? Eller er det på magisk selektiv facon, at talmanipulationer har en betydning?

2. Profetier

Profetier er styrkende beviser for de, der allerede bekender sig til, at koranen er fra Allah (swt), men kan ikke fungere som et afgørende bevis eller ikke engang et indicie for den sags skyld for andre. Det lyder måske overraskende, men rent rationelt set, så har profetier forskellige indbyggede defekter så at sige:

Hvis de er upræcise, så kan de strækkes til at dække mange ting, hvilket mange kvaksalvere også gør den dag i dag,

Hvis de er præcise, men uspecificerede mht. tidsinterval, så er der følgende intellektuelle udfordringer, som gør, at de ikke kan fungere som et endegyldigt bevis for skeptikere:

Når man forudsiger at der vil indtræffe 10 hændelser (A, B, C, …, J) og man ikke specificerer, hvornår hændelserne vil indtræffe, så kan man fx få bekræftet hændelse A, E og J, men der har man netop al tid til rådighed for at de resterende hændelser skal indtræffe, hvilket strengt taget gør at man hverken kan bekræfte eller udelukke at de vil indtræffe, så vi ender med 3 bekræftelser og 7 profetier som vi hverken kan bekræfte eller afkræfte. Her vil tilhængere af den der fremsagde profetierne bruge de 3 bekræftende tilfælde, mens modstanderne/skeptikerne af den der fremsagde profetierne vil fokusere på at de 7 ubekræftede profetier ikke kan bekræftes eller afkræftes. Så det bliver i sidste ende et spørgsmål om, hvad man hælder til, der afgør, hvordan man tolker en række af profetier, som ikke rummer en tidshorisont.

Hvad angår de profetier som har et specificeret tidsrum, for hvornår de forskellige hændelser vil indtræffe, der vil ligeledes være nogle intellektuelle problemer:

Hvis teksten der rummer profetien er entydig i betydning og absolut overleveret til os (fx entydige koranvers og mutawatir ahadith [2]), og den specificerer tidspunktet for, hvornår en profeti vil gå i opfyldelse, så kan denne profeti fungere som en bekræftelse for tilhængerne, mens skeptikerne nok vil anse det som et heldigt gæt eller aftalt spil, da det er simplere at erkende.

Hvis teksten der rummer profetien er åben for fortolkning eller kan sættes spørgsmålstegn ved mht. dens overlevering og den specificerer tidspunktet for, hvornår en profeti vil gå i opfyldelse, så kan denne profeti fungere som en bekræftelse for tilhængerne, mens skeptikerne vil pege på manglerne i teksten; nemlig at den er åben for fortolkning eller at dens overlevering gør, at det er simplere at tro, at den blev tilskrevet profeten (saw) på et senere tidspunkt, da sandsynligheden for at profetien ville gå i opfyldelse var højere, eller at der er aftalt spil involveret.

Derudover så har profetier en intellektuel udfordring, da de ofte fungerer som selvopfyldende profetier uden at der nødvendigvis er aftalt spil involveret. Hvis en profeti er kædet sammen med et løfte om belønning eller har et andet incitament, så kan skeptikere med god grund påpege at grunden til, at profetien gik i opfyldelse, var incitamentet og ikke sandfærdigheden af den, der fremsagde profetien. Et konkret eksempel herpå er  beretningen der roser den leder samt den hær, der befrier Konstantinopel:

لَتُفْتَحَنَّ الْقُسْطَنْطِينِيَّةُ، فَلَنِعْمَ الْأَمِيرُ أَمِيرُهَا، وَلَنِعْمَ الْجَيْشُ ذَلِكَ الْجَيْشُ

“Konstantinopel vil blive erobret, sikke en leder dens leder er og sikke en hær dens hær er” (Ahmad)

Igennem historien var der en del forsøg på at erobre Konstantinopel før Sultan Mohammad al-Fateh endelg erobrede byen i 857 Hijri/1453 e.kr [3]:

  • Mu’awiya ibn Abi Sufyan prøvede allerede i 48 Hijri/668 e.kr. hvor han gik i gang med at forberede en flåde, som han udsendte 3 år senere med Yosr Ibn Aby Orto’a som leder af flåden, mens han sendte sin søn Yazeed bin Mu’awiya med en hær på landjorden. Efter måneders belejring måtte de opgive at erobre Konstantinopel.
  • Sulaiman ibn Abdelmalek prøvede i 98 Hijri/716 e.kr., hvor byen blev belejret fra både havet og landjorden.
  •  Harun al-Rasheed prøvede i 165 Hijri/781 e.kr., hvor erobringen blev stoppet af en aftale om jizyah.

Incitamentet i sådanne profetier burde være indlysende, uagtet hvad man gisner om, at intentionen hos disse forskellige ledere har været. For muslimens vedkommende, så fungerer det som et supplerende argument, der giver lidt ekstra ro i hjertet, mens for skeptikeres vedkommende, der kan man ikke forvente, at det kan bruges som et afgørende argument. Det betyder ikke, at man skal kaste profetier ud af vinduet, det betyder blot at man ikke kan bruge profetier som et argument i diskussioner, hvor man søger at overbevise andre om koranens eller profetens sandfærdighed.

3. Videnskab i koranen

Efter opbygningen af det mekaniske verdensbillede, så er videnskaben blevet et middel til at forklare alt, der omgiver os. Implikationerne af dette er bl.a., at nogle muslimer, med den bedste intention, tolker en del koranvers, som indeholdende videnskabelige mirakler eller videnskabelige beskrivelser.

Det første problem i en lang række af problemer med denne tilgang er spørgsmålet: “hvad er et videnskabeligt mirakel?”. Hvis vi overvejer, hvad et mirakel er, så indbefatter det på en eller anden måde en ophævelse af naturlovene, da hele formålet med at forlange mirakler er, at menneskeheden har brug for vejledning, og denne vejledning skal komme fra skaberen, som sender/udvælger et menneske iblandt os. Da dette menneske har de samme egenskaber som os andre, så forlanger vi et bevis på at vedkommende virkelig har modtaget åbenbaring fra skaberen, da det ellers blot vil være en påstand. I denne kontekst, så giver det ikke mening, at et sendebud fra skaberen kommer med viden, som den videnskabelige metode vil/kan afdække, hvis blot man giver det tid nok. Argumentet (hvis man kan kalde det for et argument) lyder, at siden profeten Muhammad (saw) ikke kunne have vidst, fx at jorden er rund, så er det en ophævelse af naturlovene, at han (saw) alligevel vidste det.

Den her form for argumentation virker måske tiltalende, men er forfejlet af flere årsager. Det første kritikpunkt er et simpelt spørgsmål: “Er det ikke simplere at antage, at den viden ikke var nedskrevet på det tidspunkt?”. Dvs. at man vidste at jorden er rund, men man havde blot ikke nedskrevet det. Det bliver ret pinligt, når man så læser lidt historie og opdager, at Pythagoras og Aristoteles promoverede idéen om, at jorden er rund dvs. i ca år 600 f.kr. [4] så er det ikke just imponerende eller et mirakel, at der ca. 1000-1200 år senere i koranen bliver nævnt, at jorden er rund.

Det virker som om, at folk glemmer, at videnskaben primært producerer tvivlsomme konklusioner. Den videnskabelige metode anvendes på håndgribeligt materiale, hvor det udsættes for forsøg og gennem en række observationer kan man så enten teste en hypotese eller formulere en deskriptiv forklaring af, hvad observationerne konkluderer (eller hvad de kan bruges til at konkludere). Den inferenstype som man meget hyppigt bruger i den videnskabelige metode er fx induktion, som pr. definition ikke kan bruges til at konkludere noget på absolut vis. Det er blevet diskuteret af så mange tænkere, filosoffer og videnskabsmænd, at et enkelt eksempel burde illustrere dette:

Vi observerer 100 får forskellige steder i Danmark. Vi konkluderer på basis af induktion, at siden det første får, det andet får og hele vejen op til det 100. får (alle de observerede får) har vist sig at være hvide, derfor konkluderer vi, at får er hvide. Dvs. det næste får vi forventer at se, det kommer til at være hvidt. Nu ved vi så, at der findes sorte får, men ud fra induktion, så har vi konkluderet det modsatte. Man kan ligeledes køre induktion på observationerne af hvide svaner og konkludere at alle svaner er hvide, det er de så ikke viser det sig.

Pointen med hele den her smøre omkring induktion og den videnskabelige metode er blot at fremhæve, at den videnskabelige metode ikke søger at konkludere på absolut vis, og den er ikke opbygget på en måde, der gør den i stand til at konkludere på absolut vis – ikke som udgangspunkt i hvert fald.

Så burde det egentlig være ret indlysende, at man ikke kan lade koranens sandfærdighed hvile på et tvivlsomt grundlag.

Et andet problem er, at videnskaben raffinerer og revurderer konstant hypoteser og videnskabelige fakta, vil man så bekræfte koranversenes sandfærdighed i det tidsrum, hvor de passer med accepterede videnskabelige teorier, og så snart den videnskabelige teori bliver aflyst eller tilbagevist, så vil man påstå at de koranvers egentlig ikke snakkede om det fænomen. Det er en uhæderlig, selektiv og inkonsekvent tilgang til egne argumenter. Man bør i stedet undlade at bruge tvivlsomme og egne opfundne argumenter, da de på sigt kun kan give bagslag.

Et tredje problem som er præget meget af selektivitet: De koranvers man typisk påstår rummer videnskabelige beviser, de indeholder typisk et begreb, som er flertydigt og ret åbent for fortolkning af samme årsag, samtidigt med at det på poetisk vis beskriver et fænomen. Der er fx et verbum med pronomensuffiks “dahahaa” (dvs. et udsagnsord som beskriver en handling og et stedord som er påsat verbet i form af et objektspronomen, hvilket handlingen bliver udført på), som nogle muslimer bruger i eksemplet foroven omkring, at koranen nævner at jorden er rund (eller ellipseformet):

وَالْأَرْضَ بَعْدَ ذَٰلِكَ دَحَاهَا

Og efter dette daHahaa Han jorden. [79:30]

Verbet med pronomensuffikset kan bl. a. betyde:

  • Han spredte/strakte jorden,
  • han gjorde jorden æggeformet (siger nogle rygter, at det kan betyde),
  • han jævnede jorden.

Når verbet kan give anledning til flere forståelser, hvorfor skulle man så insistere på, at det er et videnskabeligt mirakel, at der bliver brugt et begreb, som rummer flere betydninger, herunder den mirakuløse information, at jorden er ellipse/æggeformet? Modparten, man forsøger at overbevise, har al ret til ikke blot at påpege, at det er ret selektivt, at man vælger lige præcis den betydning, som man mener udgør et mirakel, men også at man kunne argumentere for, at det lige så godt kunne være en anden betydning, som skal lægges i verbet, og at betydningen “æggeformet” er mere eller mindre tilfældig, ikke-eksisterende eller akkumuleret (dvs. blevet til med tiden). Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan man ikke bruge det til sin egen fordel, da flertydigheden ikke er et fundament for et klart og tydeligt mirakel. Derudover, så blev det også nævnt foroven, at man allerede ca. 1000 år tidligere vidste, at jorden var ellipseformet, så hvad er pointen med tovtrækkeriet?

Man kan påpege, at der er en vis præcision i at udvælge et begreb, der giver mening på forskellige niveauer, men så er vi ovre i det litterære og ikke det videnskabelige.

Videnskabelig tænkning foregår i en meget snæver ramme, som ikke beskæftiger sig med epistemologi (erkendelsesteori) eller ontologi (viden om det der findes), men benytter sig af paradigmer (procedurer), hvor videnskaben benytter de forskellige værktøjer, som det givne paradigme, den givne ontologi og epistemologien helt selvevident stiller til rådighed. Det betyder med simple ord, at videnskaben beskæftiger sig ikke med at påvise sin egen gyldighed eller gyldigheden af den filosofiske ramme, som den opererer indenfor, men at den derimod beskæftiger med at undersøge håndgribelige ting og undlader at undersøge metafysiske (uhåndgribelige) sager. Så videnskaben undersøger fx, hvilke funktioner organer har, hvad der er godt for organer, hvad der er mindre godt for dem og overlader spørgsmålet om, hvem der forårsagede, skabte eller frembragte organerne samt hvorfor de blev forårsaget til religionerne, filosofierne og ideologierne.

Man kan sige at videnskaben er deskriptiv (den beskriver, hvad vi ser), mens religioner, filosofier og ideologier er normative (de fastsætter, hvordan vi skal se på tingene, og hvordan tingene skal være), så det er to vidt forskellige felter, som videnskaben og koranen adresserer. Så islam forsyner os med regler mht. samt et syn på fx vand (normativt); det er tilladt at bruge vand til tilladte formål (en regel) og ting er til for at vi skal gøre brug af dem (et syn), mens videnskaben undersøger, hvad vi rent fysisk kan bruge dem til (deskriptivt), det er så at sige to forskellige dimensioner af materielle ting, der bliver behandlet – en normativ dimension og en deskriptiv dimension.

Når man prøver at bruge eller at læse koranen som en videnskabelig vejledning, så er det således at hive koranvers ud af deres normative kontekst og forsøge at bruge dem i en deskriptiv kontekst, og det er dømt til at fejle på forhånd, dels fordi at konteksterne for de to er tydeligvis forskellige, og dels fordi at i det lange løb så overbeviser det ingen, det giver blot en masse næring til fordommene omkring, at islam blot er en dogmatisk størrelse, som bygger på tro uden at have argumenter for sin sandhed.

Andre koranvers er ikke normative, men fungerer som et incitament til at reflektere over samt at studere de ting, vi ser omkring os, ikke med formålet at bevise koranens sandfærdighed, men derimod at henlede vores opmærksomhed til de skabte ting, således at vi kan reflektere over dem og derfra reflektere over, at der må findes en almægtig organisator af universet:

إِنَّ فِي خَلْقِ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضِ وَاخْتِلَافِ اللَّيْلِ وَالنَّهَارِ لَآيَاتٍ لِّأُولِي الْأَلْبَابِ

Skabelsen af himlene og jorden og natten og dagens vekslen er bevis (på skaberens eksistens) for de, der reflekterer. [3:190]

Det er vigtigt, at man forstår, hvad formålet med koranen er. Er det at give os de svar på spørgsmål, som vi selv kan komme frem til? Eller giver det bedre mening, at skaberen åbenbarer et budskab, som indeholder noget, som vi ikke kan undersøge og tænke os til? Hvis menneskets forstand kunne reflektere objektivt over normative emner og konkludere, hvad der burde være legalt samt illegalt og indenfor metafysiske emner afgøre: hvad sker der med os efter døden, hvad er meningen med livet osv. af spørgsmål, hvad skulle pointen med, at skaberen kontakter menneskeheden så være? Koranens tema kan forklares (meget kort i denne omgang), ved at læse surat al-fatihah vers 6 og reflektere over det:

اهْدِنَا الصِّرَاطَ الْمُسْتَقِيمَ

 retled os til den rette vej. [1:6]

Surat al-fatihah er en dua (bøn), hvor vi beder Allah (swt) om at retlede os til den rette vej samt at holde os på den rette vej, balancen, og vise os, hvordan vi undgår at begå de samme fejl, som nationerne før os begik; jøderne og de kristne. Svaret kommer så i form af koranen og profetens sunnah, da koranen i første omgang er svaret på vores dua om retledning, og i anden omgang retleder koranen til at følge profetens sunnah:

ذَٰلِكَ الْكِتَابُ لَا رَيْبَ ۛ فِيهِ ۛ هُدًى لِّلْمُتَّقِينَ

Dette er bogen hvorom, der ingen tvivl er, en retledning til de gudsfrygtige [2:2]

Det burde være meget tydeligt, at vi laver dua om retledning indenfor normative områder, dvs. hvad er korrekt at gøre, hvad er forkert at gøre, samt om at få svar indenfor emner som har et forhold til eksistentielle spørgsmål, såsom hvor kom vi fra, hvad er meningen med livet, hvad skal der ske med os efter døden, hvor den videnskabelige metode forsøger at undersøge emner indenfor en naturalistisk ontologi (dvs. de håndgribelige ting) for at give deskriptive konklusioner, dvs. at beskrive verden i form af naturlove og modeller samt den praktiske anvendelighed af fysiske objekter. Videnskaben giver os således ikke svar på, hvad meningen med livet er, hvad der var før livet, og hvad der skal ske efter døden, da det er uhåndgribelige ting, og dermed udenfor videnskabens virkefelt.

Når nogle muslimer så alligevel insisterer på at udpege videnskabelige mirakler i koranen, så føjer de spot til skade, da man et eller andet sted ikke har brug for koranen til at beskæftige sig med videnskab, dertil er den videnskabelige metode tilstrækkelig og koranen dermed uddateret ud fra dette perspektiv, så modtageren er egentlig ikke interesseret i koranen ud fra et videnskabeligt perspektiv, da der allerede er en veletableret industri, som investerer ufattelige store mængder af finanser i forskning, der besvarer spørgsmål indenfor en given ontologi (fx naturalismen) uden diverse påbud af andagter, afholdelse fra nydelse og andet normativt, som islam påbyder og forbyder. Påstandene om videnskabelige beviser i koranen fungerer som at råbe ulv og sker det tilstrækkeligt mange gange, så drænes de reelle argumenter for påvirkning og i stedet åbnes døren for polemik, hvor modparten forsøger at finde videnskabelige fejl i koranen, hvilket heller ikke giver mening ud fra ovenstående.

Konklusion

I stedet for at råbe ulven kommer, så bør muslimerne overveje, hvad der reelt kan fungere som argumenter for Allahs eksistens og koranens sandfærdighed. Den fremgangsmåde som undertegnede vil anbefale er, at forstå hvilke rationelle argumenter, man kan fremsætte for, at universet er blevet skabt af en skaber, det kan fx gøres via kausalitetsprincippet (årsag/virkning + at intet opstår af sig selv) og andre rationelle aksiomer (basale sandheder).

Derudover så skal muslimerne forstå forskellen på rationel og videnskabelig tænkning, samt hvilke felter de opererer i, og at den videnskabelige metode ikke resulterer i absolutte konklusioner. Det vil gøre det meget simplere at føre en reel overbevisende diskussion med ikke-muslimer, da mange ikke-muslimer tænker indenfor en videnskabelig ramme, som gør, at de ser verdenen og erkendelse som noget tvivlsomt, så først skal synet på erkendelse korrigeres og dernæst synet på videnskab, sådan så de kan begynde at overveje indenfor en rationel ramme og undlade at åbne polemikker, som fjerner fokus fra koranens tema.

Muslimerne skal fordybe sig i koranens mirakel, først skal de selv begribe det, dernæst kræver det en kollektiv anstrengelse at få omsat den lingvistiske viden til noget, der er nogenlunde håndgribeligt og kan opfattes på dansk. Et råd herfra ville være, at muslimerne som et kollektiv fordyber sig i det arabiske sprog og skaber en bevidsthed og en atmosfære, hvor de nødvendige arabiskkundskaber, der er påkrævet for at opleve koranens mirakel, tilegnes og normaliseres.

I al fald, hvis man ikke vil gøre sig de anstrengelser, hverken individuelt eller som del af et kollektiv, så må man som det mindste stoppe med at råbe ulv, da sålænge der bliver råbt ulv, sålænge vil det være besværligt at overbevise ikke-muslimer om, at ulven rent faktisk kommer.

Referencer

[1] Der er en kort beskrivelse af filmen “The number 23” på imdb: http://www.imdb.com/title/tt0481369/

[2] Profetens sædvane er bevaret igennem hadithvidenskaben, som bl.a. har kategoriseret nogle ahadith (beretninger) som absolut overleverede, denne kategori kaldes ahadith mutwatir.

[3] http://www.islamweb.net/emainpage/index.php?page=articles&id=28648

[4] http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/store-opdagelser-jordens-form-og-storrelse

Forslag til uddybning af emnerne i artiklen

Hvordan skal tekster der forudsiger erobringer forstås?
http://www.hizb-ut-tahrir.org/index.php/EN/tshow/1764/

2 gode introduktioner til hvad videnskab og dens begrænsninger er.
http://www.hamzatzortzis.com/essays-articles/philosophy-theology/has-evolution-been-misunderstood-revelation-science-and-certainty/

http://www.hamzatzortzis.com/essays-articles/exploring-the-quran/does-the-quran-contain-scientific-miracles-a-new-approach/

2 hjemmesider med eksempler på hvordan det påstås, at koranen rummer videnskabelige mirakler.
http://www.freewebs.com/proofofislam/scienceinthequran.htm http://www.islamreligion.com/category/122/

1 hjemmeside med et eksempel på den førnævnte polemik omkring videnskabelige mirakler i koranen, herunder at jorden er æggeformet.

http://www.etik.dk/laeserdebat/traad/155990?page=8

En god bog, der viser skeptikeres generaliserende kritiske tilgang til metafysik.
Shermer, M., 2002. Why people believe weird things: Pseudoscience, Superstition, and Other Confusions of Our Time. Henry Holt and Company. New York.

Reklamer

From → Dawah

2 kommentarer
  1. Sabbah permalink

    Det er faktisk utroligt godt skrevet! Masser af gode pointer som måske for nogen ligger lidt i underbevidstheden, men som trækkes helt frem på lystavlen i noten her, og behandles pædagogisk og systematisk. Jeg er desuden helt enig med forfatteren i, at man som udgangspunkt altid bør sætte rammerne for diskussionen inden man kaster sig over de bærende argumenter. Dvs helt grundlæggende give modparten et lynkursus i videnskabsteori og gøre det klart at den viden man opnår via den videnskabelige metode pr. definition skal være falsificerbar (jævnfør Popper) og derfor er et dårligt middel til komme Skaberens eksistens nærmere

Trackbacks & Pingbacks

  1. Svar på feedback: Neo-ateisters inkonsistens og krumspring del 1 | islamkontroverser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: