Hop til indhold

Svar på feedback: Neo-ateisters inkonsistens og krumspring del 1

januar 26, 2014

Baggrund for denne artikel

I forbindelse med artiklerne “Kan man tage udgangspunkt i en tanke” og “Kollektivet der råbte ulv”, der kom en del feedback fra det, jeg vælger at kalde neo-ateister. Hvis læseren ikke har læst de to artikler, så ville det være en god idé at gøre det inden denne artikel læses, da denne artikel bygger på de andre samt på feedback til de to artikler.

Den feedback jeg modtog kan opsummeres som:

  1. Man kan ikke bruge kausalitetsprincippet til at konkludere, at der findes en skaber.
  2. Hvis man bruger Occams ragekniv, så er det simplere at antage, at universet ingen årsag havde fremfor, at der findes en skaber, som ingen årsag har.
  3. Verden er evig og ikke opstået eller skabt på noget tidspunkt.

De klassiske ateister havde alligevel en del intellektuel integritet på et eller andet plan, mens den nye bølge af ateisme, som iklæder sig videnskabelige klæder, minder mest af alt om historien om kejserens nye klæder – de går i hvert fald nøgne rundt i samme stil. Og det er nogle forestillinger, der gør, at den almene mand ikke peger fingre ad dem og højt siger: “de er jo nøgne”. Jeg har dog ikke de samme reservationer, da jeg mener at ærlighed er vejen frem, især intellektuel ærlighed, så jeg fortæller gerne uden tøven, at de er nøgne.

Reel kritik?

Det er interessant at bemærke at ingen af de protester, som vores venner kom med, tog højde for det, jeg skriver i Kollektivet der råbte ulv, nemlig at:

“Videnskabelig tænkning foregår i en meget snæver ramme, som ikke beskæftiger sig med epistemologi (erkendelsesteori) eller ontologi (viden om det der findes), men benytter sig af paradigmer (procedurer), hvor videnskaben benytter de forskellige værktøjer, som det givne paradigme, den givne ontologi og epistemologien helt selvevident stiller til rådighed. Det betyder med simple ord, at videnskaben beskæftiger sig ikke med at påvise sin egen gyldighed eller gyldigheden af den filosofiske ramme, som den opererer indenfor, men at den derimod beskæftiger med at undersøge håndgribelige ting og undlader at undersøge metafysiske (uhåndgribelige) sager. Så videnskaben undersøger fx, hvilke funktioner organer har, hvad der er godt for organer, hvad der er mindre godt for dem og overlader spørgsmålet om, hvem der forårsagede, skabte eller frembragte organerne samt hvorfor de blev forårsaget til religionerne, filosofierne og ideologierne.”

samt

“… mange ikke-muslimer tænker indenfor en videnskabelig ramme, som gør, at de ser verdenen og erkendelse som noget tvivlsomt, så først skal synet på erkendelse korrigeres og dernæst synet på videnskab, sådan så de kan begynde at overveje indenfor en rationel ramme…”

Hvis jeg skal koge det ned til nogle simple sætninger, så pointerer jeg, at den videnskabelige metode er begrænset til håndgribeligt materiale og ikke beskæftiger sig med sandheder eller vished. Det er en pointe, som den feedback, jeg modtog, slet ikke tog højde for. Værre endnu bliver det, når vores venner i deres feedback vil se videnskabelige beviser på, at der findes en skaber. Jeg har jo netop skåret ud i pap, at det ikke er videnskabens arbejdsområde og derfor naturligvis ikke kan lade sig gøre. Det svarer til at bede en person om at transportere en liter olie i et dørslag, det er det forkerte redskab til formålet.

Grunden til at jeg kalder vores venner for neo-ateister er, at deres epistemologi er gennemsyret af og udelukkende funderet på empirisme, dvs. erfaring samt den videnskabelige metode. Det kan være, at det ikke lyder så slemt i sig selv, når man ikke lige tænker nærmere over, hvad det har af implikationer. Men det er en fatal fejl, rationelt, filosofisk og selv metodisk set. Jeg skrev lidt om det i artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke, men vores venner bemærkede det ikke:

“Mht. den videnskabelige tænkningsmetode, så er den en forgrening af den rationelle tænkningsmetode og kan opsummeres som følgende:

  1.  Man fjerner alle tidligere meninger om en realitet
  2. Man tager realiteten og udøver nogle eksperimenter på den
  3. Man observerer
  4. man konkluderer

Det er farligt at anvende den videnskabelige tænkningsmetode, hvis man ikke kender dens begrænsninger. Den kan kun bruges i forbindelse med håndgribeligt materiale, og konklusionen skal stemme overens med realiteten. Resultatet man kommer frem til er i de fleste tilfælde tvivlsomt og ikke absolut.

Et eksempel herpå kan være, at vand koger ved 100 grader celsius. Efter yderligere eksperimenter kommer man frem til, at vands kogetemperatur varierer alt efter hvilket tryk, det bliver kogt under. Yderligere eksperimenter kan påvise nye detaljer, som vi ikke kender til i dag.

Så naturen af de realiteter vi undersøger, kan detaljeres yderligere, alt efter hvor omfattende eksperimenterne er. Men realiteten er dog stadigvæk den samme, vand er vand i dag, og om 10.000 år er vand stadigvæk vand, og for 10.000 år siden var vand stadigvæk det samme. Opfattelsen af vand kan variere, men ikke realiteten af vandet selv.

Den videnskabelige tænkningsmetode er en korrekt tænkningsmetode, men kan kun anvendes i forbindelse med håndgribeligt materie, fx kan man ikke udøve videnskabelige undersøgelser på historien, eller på en tanke.

Mht. de elementer eller eksperimenter der bliver udført på mennesket, som medfører det samme resultat hver gang, disse kan være absolutte, såfremt visse betingelser er opfyldt. Man kan tage eksemplet med halshugning af mennesket, hver gang man udsætter mennesket for det, dør det → mennesket dør, når hovedet bliver adskilt fra halsen. Eller fx at salt i for store mængder fører til forgiftning, dette er også påvist, men ikke mængden. Hvis man bruger induktion, så kan man dog få problemer med at påvise absolutheden af disse konklusioner, men det er et emne for sig.

Tænkningen må under ingen omstændigheder baseres på den videnskabelige tænkningsmetode, for den er ikke basis for tænkning, men rettere sagt en stilart indenfor tænkning. Man fremstiller en tese, eksperimenterer og derefter kan man konkludere, om tesen var holdbar eller ej. Så denne metode producerer ikke nye tanker, men konkluderer dem på basis af eksperimenter. Denne metode er begrænset til det håndgribelige materiale. Mht. de uhåndgribelige ting/elementer såsom historie og jura, så kan videnskaben ikke bevise dem, faktisk så forkaster videnskaben alt, hvad der ikke er håndgribeligt, og eksistensen af disse ting/elementer er absolut, så tænkning må ikke baseres på denne begrænsede tænkningsmetode, der producerer et tvivlsomt resultat mht. eksistensen af en realitet (f. eks maleren af maleriet), dens karakteristika og natur.

Atommodellen, som der bliver undervist i, som om den var et absolut faktum er tvivlsom. Men man mener, at det er højst sandsynligt sådan, atomer er opbygget, og sådan de interagerer, mens man ud fra den rationelle tænkningsproces konkluderer, at mennesket er absolut bestående af materie.

Problemet med at gøre den videnskabelige metode til basis for tænkning er, at man lever i en virkelighed (læs: med en opfattelse), hvor alt er eksperimentelt, og man udvikler konstant teser om alt, hvad der omgiver os, hvor intet er absolut, men alt er tvivlsomt.

Den rationelle tænkningsproces derimod er en korrekt tænkningsmetode, og den eneste der egner sig, som værende basis for tænkning, da den producerer nye tanker og måler dem med realiteten, og forstanden accepterer dem omgående. Samtidigt kan den anvendes mht. materie/realiteter, som ikke er håndgribelige, fx at døren, der var sparket ind, er blevet sparket ind af nogen, at maleriet ”Mona Lisa” er blevet malet af et menneske, og ikke en chimpanse ved navn Steve.”

Der er således en form for ny religiøs bevægelse, som gemmer sig bag akademiske samt videnskabelige begreber; neo-ateismen. Folk skal have lov til at tro på, hvad de vil, men de må gerne være ærlige omkring fundamentet for deres tro fremfor at markedsføre den på et falskt grundlag. Det kaldes falsk markedsføring, og enhver (der gennemskuer dem) bør råbe så højt om det som muligt.

Vished kontra usikkerhed: fanatisme iklædt videnskab

Fundamentet for denne nye tro er videnskab: Videnskab fuldstændig afskåret fra viden, epistemologiske samt ontologiske overvejelser [1] [2]. Man bilder sig selv og andre ind, at siden den videnskabelige metode kan dirigere os igennem et hav af teorier og falsificere de ukorrekte teorier, så er det den mest sandsynlige måde at opnå viden om verden på. Bemærk “sandsynlighed” og ikke vished, det er en af de uundgåelige implikationer ved deres fokus på empirisme; så kan man reelt set ikke længere have sikker viden.

Empirismen gør brug af induktion (som jeg har været inde på i de to førnævnte artikler), og induktion er en inferenstype, som pr. definition ikke kan føre til en absolut konklusion (som udgangspunkt og i sig selv). Det er blevet cementeret af utallige tænkere og filosoffer (fx David Hume [3] og Karl Popper [4, s. 317]), og den kan nemt påvises at føre til en tvivlsom konklusion:

Lad os antage, at man har observeret 100 hvide svaner i Europa og derfor konkluderet gennem induktion, at svaner er hvide. Vi så én hvid svane, vi så to hvide svaner, …, vi så 100 hvide svaner og antog, at siden der har været et antal observationer af det samme, så kan vi sige noget generelt om svaner; nemlig at de er hvide. Pludselig opdager vi, at svaner i Australien er sorte! Der røg vores konklusion, som vi havde konkluderet på basis af induktion.

Det er fundamentet for den videnskabelige tænkning, Vi observerer noget gennem et eksperiment, og vi gentager processen. Har vi nogensinde nok observationer til at udelukke, at vi kommer til at observere noget anderledes? Nej, det kan vi i teorien aldrig få. Så konklusioner gennem den videnskabelige metode vil altid være tvivlsomme (som udgangspunkt og i sig selv).

En anden kendt inferenstype kaldes deduktion, hvor en række præmisser følger hinanden. Konklusionen, der nås gennem deduktion afhænger af præmisserne. Hvis præmisserne er sande, så vil konklusionen også nødvendigvis være sand. Hvis præmisserne derimod er korrekte gennem induktion, så vil konklusionen være korrekt og hvile på induktion, som ikke fører til absolut viden. Et kendt eksempel på deduktion er:

P1: Alle mænd er dødelige,

P2: Sokrates er en mand,

Q: Sokrates er dødelig

Hvis præmis P1 er sand, P2 er sand, så vil konklusionen Q også nødvendigvis være sand. Man kan ikke begynde at kalde det hjernespind, fantasi eller en sludder for en sladder blot fordi, at man ikke kender til deduktion.

Postulaterne fra artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke bruger samme deduktive inferens i forbindelse med om, der findes en skaber, og præmisserne (som bygger på kausalitet) er sande, og konklusionen er derfor også nødvendigvis sand, et eksempel på den basale del af konklusionen:

P1: Alt, hvad der har haft en begyndelse, har en årsag,

P2: Universet har haft en begyndelse,

Q: Universet har en årsag

Man kan ligeledes i det her tilfælde ikke begynde at kalde det tankespind, fantasi eller en sludder for en sladder, det er deduktion med sande præmisser. Og man kan således via deduktion og sande præmisser argumentere for, at en skaber nødvendigvis må eksistere.

Empiristerne med Hume, Locke og Berkeley i spidsen postulerer, at sanseerfaring ikke er absolut, og at der  ingen selvevidente aksiomer (kausalitet, sandt er ulig falskt osv.) findes, men at sanseerfaringen er den eneste måde at at vide noget om verden på. Men siden de siger at sanseindtryk ikke er absolutte, og de tager imod aksiomer på basis af induktion, og induktion fører ikke til absolut viden, så er aksiomerne heller ikke absolutte i deres optik. Så ud fra det empiristiske syn, så vil præmisserne aldrig være sande, da vished ikke findes. Og hvis vished alligevel findes, så kan mennesket alligevel ikke vurdere, hvad der udgør vished, da sanseerfaringen ikke giver vished. Så set med empiristiske øjne, så er deduktion og induktion et eller andet sted begge tvivlsomme, da førstnævnte vil bygge på tvivlsomme præmisser og sidstnævnte er tvivlsom i sig selv. Det er dog værd at bemærke, at Hume i sin formulering af induktionsproblemet giver deduktion meget vægt.

Man kan undre sig meget over, at ingen af vores venner har undersøgt andre epistemologier, ontologier eller som det mindste tænkt over, hvad argumenterne for empirismen skulle være. Det første problem, man kan nævne, er flip flop problemet:

Sanseerfaringen viser, at man ikke kan stole på sanseerfaringen, derfor er sanseerfaringen ikke absolut. Lad os gentage successen med hvad vi lige har lært: Sanseerfaringen viser os at man ikke kan stole på sanseerfaringen. Men siden vi ikke kan stole på sanseerfaringen, så kan vi heller ikke stole på, at vi ikke kan stole på sanseerfaringen. Så vi stoler derfor på sanseerfaringen, men den viser os, at vi ikke kan stole på sanseerfaringen, og sådan kan man blive ved med at flip floppe.

Derudover, så kan man se et problem med generaliseringen af, at sanseerfaringen kan bedrage. Det betyder jo ikke, at den altid bedrager. Bare det at vi ved, at sanserne kan bedrage indikerer, at vi godt kan skelne mellem en del situationer, hvor sanserne bedrager (fx fata morgana og optiske illusioner) og hvor sanserne ikke bedrager (hvilket er udgangspunktet). Hvis det virkelig var tilfældet, at vi ikke kunne vide om sanserne bedrager, så ville vi ikke være i stand til at definere bedrag, vi ville derimod kalde al sanseerfaring (med og uden bedrag) for sanseerfaring.

Et tredje problem er, at hvis man bygger aksiomer på sanseerfaring og mener at aksiomer infereres ud fra induktion, så vender vi tilbage til problemet om uvished. Derfor vil sandt potentielt kunne være lig falskt på samme tid (det er jo et aksiom), og dermed vil al viden bryde sammen, da man for hver påstand ikke vil kunne udelukke at det modsatte er sandt på samme tid. Så kan man ligeledes flip floppe med udsagnet om at aksiomer bygger på sanseerfaring i al evighed.

Et fjerde problem man kan nævne i skyndingen (der er i virkeligheden masser af kritikpunkter læs evt. Kants kritik) er det praktiske argument. Ingen empirist i verdenshistorien har stillet sig ud foran en bil på motorvejen eller kastet sig selv ud fra en klippe og brugt enten induktion eller argumentet om at sanseerfaring ikke er absolut til at erklære at bilen/faldet måske ikke vil skade ham. Selv de empirister, som mest hårdnakket insisterer på at sanseerfaringen eller induktion ikke kan give anledning til vished, de snakker alligevel om sandsynligheder, og da det er mest sandsynligt, at man kommer til skade, så vil de undlade at udføre handlingen. Så i praktiske anliggender, der er empiri pludselig godt nok, selvom man i teorien benægter både aksiomers (sandt er ulig falskt, kausalitet osv.) og virkelighedens absolutte natur.

Den naturlige tænkningsmetode, som jeg nævnte i artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke, den bygger på deduktion og aksiomer, dvs. på absolutte størrelser og giver derfor vished. Så epistemologisk set, så giver det ikke mening, at fravælge den naturlige tænkningsmetode til fordel for den empiriske, som giver anledning til at viden bryder sammen og selvmodsigelser.

Et sidste kritikpunkt i lyset af den naturlige tænkningsmetode er, at sanseerfaring ikke er den eneste måde, som vi får viden om verden på. I henhold til den naturlige tænkningsmetode der kan beretninger også bruges til at fundere erkendelse på. Betingelsen er, at den beretning man tager imod, den er korrekt. Hvor mange videnskabelige fakta har folk accepteret uden at foretage eksperimenterne selv?

Uovervejet videnskab

Neo-ateisterne er fuldstændig afskårede fra denne epistemologi. De strækker i stedet den videnskabelige tænkningsmetode til at gælde som epistemologi og konkluderer, at vores viden om verden er usikker, men den videnskabelige metode er det, der producerer det mest sandsynlige. På det ontologiske niveau, der overvejer de heller ikke naturalismen, de anvender blot dens konklusioner, sådan så de sidder med uvished på alle erkendelsesniveauer.

Sagt mere jævnt: Disse neo-ateister er blottet for epistemologiske og ontologiske overvejelser, deres fokus er at videnskab virker, og det gør andet ikke. Man kan sammenligne dem med en dygtig amatør gør-det-selv-håndværker, som kører ned i Silvan eller andre byggemarkeder og køber de ting, han skal bruge til sine projekter derhjemme. Han kan være knalddygtig, men han gør sig ikke de store overvejelser over de værktøjer og materialer, han bruger. Han ved fra praktisk erfaring, at de virker, og det er nok for ham. Så han ved, hvordan man bruger det, men ikke hvorfor det virker.

Eksemplet kan virke groft, men det er i virkeligheden en mild beskrivelse af det skæve forhold, vores venner har udviklet til spørgsmålet om erkendelse. De har på magisk vis forvandlet empirismen til at være selvevident og tilstrækkelig, på trods af den hårde kritik, man kan føre mod den. Kant dannede fx en syntese mellem Descartes og Humes yderliggende epistemologier (rationalismen og empirismen), da han netop kunne se en række kritikpunkter ved at empirismen som fundament for viden og erkendelse. Det virker som, at vores venner ikke kender til den del af historien.

Kan man bruge kausalitetsprincippet til at konkludere, at der findes en skaber?

Det er ikke blot en mulig konklusion, men en nødvendig konklusion, da den følger af et deduktivt ræsonnement (som nævnt før):

P1: Alt, hvad der har haft en begyndelse, har en årsag,

P2: Universet har haft en begyndelse,

Q: Universet har en årsag

Og man kan blive ved med at foretage deduktion uden at ende med at flip floppe og på et tidspunkt, så konkluderer man, at universet har en almægtig, evig og ubegrænset skaber (se Kan man tage udgangspunkt i en tanke).

Protesten der kom i form af feedback lød:

“Hvis vi går tilbage til øjeblikket før Big Bang, så eksisterer tid ikke. Og da kausalitet er at kæde hændelse A sammen med en efterfølgende i tid hændelse B i form af årsag og virkning, så kan man derfor ikke tale om kausalitet, når intet eksisterer. Så det er plausibelt, at verden opstod af sig selv.”

Det er tydeligt i lyset af det, der er blevet forklaret:

  • Protesten behandler “intet” som “noget”, dvs. som en realitet, som har nogle særskilte naturlove.
  • Protesten benytter sig af et skjult foranstillet “det kan være at” for at rationalisere et absurd udsagn.

Intet er noget

Den videnskabelige metode søger at afdække hvordan materiale opfører sig under forskellige omstændigheder. Dvs. genstanden for undersøgelse er tingenes egenskaber, som vi forsøger at beskrive i form af generelle lovmæssigheder. Disse beskrivelser af lovmæssigheder kalder vi naturlove fx vand koger ved 100 grader Celsius under 1 atmosfæres tryk og der er noget der trækker objekter nedad mod jorden (tyngdekraft), som man kan regne på (tyngdeaccelerationen 9,82 g) osv. I afdækningen af naturlovene gør man naturligvis brug af kausalitet, da man udsætter materie for eksperimenter, og man ser hvilken effekt det har (virkning og årsag). I protesten der defineres “intet” som manglen på substans, dvs. der er ingenting. Og da der ingenting er, så eksisterer tid heller ikke (antages det). Og da kausalitet er sammenkædningen mellem hændelse A i t_0 og hændelse B i t_1, så kan kausalitet heller ikke eksistere. Så konklusionen er via deduktion (som pludselig er god nok), at når intet eksisterer, så eksisterer kausalitet heller ikke. Mere formelt:

P1: Kausalitet kan ikke eksistere uden tid,

P2: Tid eksisterer ikke,

Q: kausalitet eksisterer ikke

Hvis præmisserne er sande, så må konklusionen også nødvendigvis være sand. Sagen er bare, at P1 ikke er korrekt og P2 er en antagelse, hvilket gør at det deduktive argument i dette tilfælde ikke holder, og skulle det holde, så er resultatet ikke vished, hvilket bliver dækket af formuleringen, at det er plausibelt.

P1 burde for det første hedde: “Kausalitet kan ikke beskrives uden tid”, da der ikke er noget der indikerer at kausalitet ophører med at eksistere, hvis blot tid eller materie ophører med at eksistere. Vi kan dog med sikkerhed sige, at kausalitet ikke kan beskrives, hvis tid ikke eksisterer, men vi kan ikke dermed konkludere, at kausalitet ikke gør sig gældende længere.

Man kan tage eksemplet med en elefant. Vi ved at elefanter ikke kan blive lyserøde. Så kunne man kalde det en naturlov n1: “det er en naturlov (n1), at elefanter ikke kan blive lyserøde”. Hvad kan vi sige om, hvornår n1 gælder? For at n1 skal gælde, så skal der naturligvis være elefanter, dvs. uden elefanter, så gælder n1 ikke, da den beskriver ikke-eksisterende objekter. Så kunne vi i samme tråd som foroven inferere gennem deduktion, at når der ikke findes elefanter, så eksisterer n1 ikke og derfor kan elefanter blive lyserøde, hvis de ikke eksisterer. Mere formelt:

P1: Når elefanter ikke eksisterer, så kan det modsatte af n1 forekomme,

P2: elefanter eksisterer ikke,

Q: det modsatte af n1 kan forekomme: elefanter kan ikke blive lyserøde -> elefanter kan blive lyserøde.

Absurditeten burde være indlysende. Grunden til at det kan lade sig gøre at opstille absurditeter på denne måde er, at empirister anerkender aksiomer på basis af sanseerfaring. Så aksiomet “sandt kan ikke være lig falskt på samme tid” konkluderes på basis af sanseerfaringen. Men når vi pludselig intet har, så gælder aksiomerne ikke i empiristers verden, og sandt kan pludselig være falskt på samme tid, hvilket åbner en ladeport for absurditeter. Så i tråd med empiristers tankegang kan man påstå, at aksiomet “sandt er ulig falskt” kun gør sig gældende, når noget eksisterer, derfor er det plausibelt, at sandt kan være lig falskt, når intet eksisterer. Så vores ikke-eksisterende elefanter, som kan være lyserøde, de kan eksistere og være ikke-eksisterende på samme tid. Det kan man så bygge videre på: Universet kan eksistere og ikke eksistere på samme tid. Eller som i det aktuelle tilfælde, universet kan opstå uden årsag, når tid ikke eksisterer, da kausalitet ikke eksisterer, når tid ikke eksisterer.

Det burde være indlysende, hvorfor det er forkert opstillet.

Det kan være…

Det pudsige er at jeg indleder artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke med at forklare, at man ikke bare kan gribe en absurd tanke ud af den blå luft og sandsynliggøre den ved at foranstille “det kan være at”:

“Mht. udsagnet ”elefanter bliver lyserøde når ingen kigger” så åbner det for visse folks vedkommende muligheden for det absurde. Der er så at sige en tendens til at mene, at så længe man tilsætter et ”det kan være ”- foran et irrationelt udsagn, så åbner det en mulighed for det irrationelle, og dermed når de frem til, at intet er absolut, da det siges, at man kan åbne en mulighed for alt. Denne påstand (eller dette syn på virkeligheden) er latterlig, absurd og langt fra hvad virkeligheden viser.

Fx er det usandt at sige, at der er en mulighed for, at elefanter bliver lyserøde, når ingen kigger, for synet har ikke den evne, at det kan påvirke en realitet. Man kan ej heller påstå, at der er en mulighed for, at naturloven afviger i dette specifikke tilfælde. Sådan en påstand er det rene vanvid.

Hvordan kan det være at mennesket i hverdagen aldrig nogensinde handler irrationelt, men så snart man snakker om realiteten, så er der en tendens til, at enkelte personer begynder at referere til andet end realiteten? Fx hvis en mand kom hjem og der ingen forandring var i husets tilstand, kunne man så påstå, at der havde været indbrud, og at der var blevet stjålet noget, selvom der intet manglede? Dette kan påstås, hvis man udelukkende refererer til fantasien og siger ”det kan være, at der er blevet stjålet noget, mens der ikke mangler noget, men vi ved ikke noget om dette fænomen endnu, så derfor kan vi ikke udelukke det”, men ligeså snart man tager realiteten i betragtning, så falder denne påstand til jorden, da der ikke er noget der bekræfter påstanden.”

Så er det ret useriøst, at man så modtager feedback på artikler, som fuldstændig ignorerer artiklernes indhold.

Hvis man bruger Occams ragekniv, er det så ikke simplere at antage, at universet ingen årsag havde fremfor, at der findes en skaber, som ingen årsag har?

Denne protest har to dele og blev stolt erklæret af Bertrand Russell [5] i 1927:

  1. At skaberen burde være underlagt kausalitet selv,
  2. At Occams ragekniv dikterer at man bør ekskludere ekstra led for at forsimple forklaringer.

Richard Dawkins [6, s. 78] har sidenhed brugt dette argument som var det kryptonit for supermand, og neo-ateister jubler og klapper hinanden på skulderen over den fænomenale opdagelse i formen:

“hvis alt har en årsag, så har Gud vel også en årsag?”

Hvis man adskiller tingene og emnerne fra hinanden, så bliver svaret ret let, men det er klart, at hvis man smider det hele ned i en skål og laver frugtsalat, så er der hverken hoved eller hale i emnet.

Først og fremmest skal vi have forskellen på induktion og deduktion i baghovedet. Vi konkluderer på absolut vis, at universet har en årsag. Det kan man ikke snige sig udenom ved at begynde at tale om uendelig regression, da det er et andet spørgsmål, som skal tages for sig.

Efter vi har konkluderet, at universet nødvendigvis må have en årsag med afsæt i kausalitet og deduktion, hvor præmisserne er sande og konklusionen dermed også er sand, SÅ kan vi spørge:

“Nu når vi ved at universet har en årsag, så må vi undersøge, hvad denne årsag skal have af egenskaber.”

Så vender vi tilbage til deduktion og opstiller rationelle (og irrationelle) muligheder:

  1. Kan universet have forårsaget sig selv?
  2. Kan universet være opstået af sig selv?
  3. Kan universet være skabt af en skaber som selv er skabt af en skaber i al uendelighed?
  4. Kan universet være skabt af en skaber som er evig, dvs. som ikke er forårsaget selv?
  5. Kan universet være evigt?

Punkt 1 og 2 har vi allerede lige kigget på, så det vil vi ikke tage igen. Mht. punkt 3, om der kan være en uendelig kæde af skabere, så er det korrekt, at det vil føre til uendelig regression, som indebærer at universet aldrig bliver skabt. Men vi sidder her og er omgivet af diverse ting i universet, hvilket udelukker denne mulighed gennem deduktion. Hvis der er en uendelig kæde af skabere, så eksisterer vi ikke, vi eksisterer, der er ikke en uendelig kæde af skabere. Et klassisk ateistisk spørgsmål, som jeg egentlig besvarede i artiklen Kan man tage udgangspunkt i en tanke gennem deduktion:

“Menneskets oprindelse har 4 muligheder:

  1. Det er opstået af sig selv, på trods af at vi aldrig har set noget opstå af sig selv,
  2. Det har skabt sig selv, dvs. det eksisterede ikke, men stadigvæk eksisterede det for at skabe sig selv,
  3. Mennesket (altså menneskeheden) er evigt,
  4. Mennesket er skabt, men af hvad?

Det samme kan siges om livet, og universet, vi kommer frem til at de er alle skabt, men af hvad?

Det er i hvert fald ikke en gammel mand med hvidt skæg. Rationelt set, er der en faktor, som er nødsaget til at eksistere, som skal have skabt disse 3 elementer, denne kan kort beskrives som værende evig. Men hvad vil det sige at være evig? Evig er ikke bare uden start og uden slut, men der er visse kriterier, der skal være opfyldt før, noget kan være evigt:

  • Uafhængig af naturlove, for hvis denne var afhængig af dem, så var der en anden eksistens der havde presset naturloven ned over denne, og denne var så en skabning,
  • Dette fører så også til, at denne skal være almægtig,
  • Dennes viden må ikke have visse kriterier, ligesom menneskets har, da andet ville medføre, at der var nogen, der havde begrænset dennes viden og lagt kriterier over denne, og dermed var denne en skabning,
  • Ubegrænset i form, for enhver begrænsning skal lægges af nogen, og en begrænsning lagt i sig, viser at man er en skabning, og dermed ikke evig.

Denne definition besvarer typiske ateistiske spørgsmål, såsom: ”hvem skabte skaberen?” svar: skaberen skal være evig, ellers er det ikke en skaber.

Ligeledes har skruen uden ende mødt sit endelige, da alle de antagede ”mellemskabere” kun er skabninge, og det er den, der har skabt alt, og ikke selv er skabt samt opfylder disse kriterier, der er Skaberen. Derudover så ville det føre til uendelig regression.

Eller, ”hvis denne skaber findes, hvorfor kan vi så ikke se denne?”

Svar: menneskets syn er opbygget således, at det kan dække en vis kapacitet, eksempelvis kan vi ikke sanse en hel ørken, men vi er ikke i tvivl om, at denne er begrænset, så når vi ikke engang kan sanse det, der er begrænset, hvordan skal vi sanse det, der er ubegrænset?”

Hvad angår Occams ragekniv, så er det et filosofisk princip, der dikterer, at hvis der er to forklaringer til et fænomen, så vælger man den simpleste, da den anden forklaring kun vil medføre unødvendig kompleksitet, så hvis den ene forklaring har 3 led og den anden har 5 led, så kan der være 2 unødvendige led, som man så barberer af ved at vælge den første forklaring som har 3 led.

Det er pudsigt, at man formoder, at man kan bruge det her princip på selektiv vis og selv vælge, hvad der skal være mest simpelt. I dette tilfælde er det ikke oplagt at bruge Occams ragekniv, da den ene forklaring (universet er skabt af en evig skaber) er konkluderet på basis af en nødvendig sand deduktion og den anden forklaring (universet opstod af sig selv) er i modstrid med deduktion og selvevidente aksiomer såsom kausalitet. Derfor er det misbrug at hive Occams ragekniv frem og nedsable, hvad der nødvendigvis må være sandt ud fra deduktion for at vælge det, der nødvendigvis må være forkert ud fra deduktion.

Er Verden evig og dermed ikke opstået eller skabt på noget tidspunkt?

Den her protest kom efter en lang diskussion, hvor vores ven neo-ateisten længe havde argumenteret for at universet opstod af sig selv. Da han til sidst godt selv kunne se, at det var uholdbart, så skiftede han holdning og sagde i stedet at det var plausibelt, at universet var evigt.

Der er så mange indlysende fejl ved denne påstand, at vi ikke vil bruge tid og energi på at forklare det i dybden. Man kan kort sagt kigge på, hvad universet består af, og siden alt er påvirkeligt, foranderligt, afhængigt og underlagt naturlove, så kan de elementer pr. defintion ikke være evige, og dermed kan universet heller ikke være evigt. Et element, hvis konstitutenter (bestanddele) ikke er evige, vil ikke selv kunne være evigt.

Konklusion

Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev skuffet over den feedback jeg fik, men et eller andet sted burde det være forventet. Jeg havde dog forventet mere end blot gentagelser af standard ateisters postulater, såsom Bertrand Russell, Richard Dawkins og Lawrence Krauss [7]. Neo-ateismen læner sig utroligt meget op ad videnskaben, men uden at dens tilhængere rigtigt har gjort sig de større epistomologiske eller ontologiske overvejelser. Det er næsten som en videnskabelig sekt med blinde fanatiske følgere, som ikke forstår deres egne standpunkter eller argumenter for den sags skyld.

Jeg har valgt at skrive denne artikel lidt mere provokativt i håbet om, at der kommer reel feedback, sådan så der kan komme en lærerig diskussion ud af det. Derfor kalder jeg den for del 1 med håbet om at del 2 kan blive en reel diskussion.

For at opsummere: induktion kan ikke føre til vished (i sig selv og som udgangspunkt), mens deduktion kan føre til vished såfremt præmisserne er sande. Det er vigtigt at forstå den naturlige tænkningsmetode og den videnskabelige tænkningsmetode, ellers forvirrer man diskussionen.

Beviserne for at der findes en skaber bygger på deduktion, så nytter det ikke noget at bruge induktion, videnskab eller fantasi, mens man prøver at tilbagevise præmisserne for de deduktive argumenter, man står overfor.

Vi har set eksempler på, hvordan neo-ateister ender med at nedbryde al viden og dermed i sidste ende er inkonsistente – især når de foretager krumspring for at undgå at tage deduktive argumenter til sig. Det er lidt af en forestilling.

Jeg vil til sidst anmode kritiske læsere om at (evt også) kommentere på selve artiklen her på hjemmesiden, sådan så jeg ikke kan anklages for at misrepræsentere jeres holdninger samt argumenter. På den måde står jeres kommentarer sort på hvidt under selve artiklen.

Referencer

[1] En god introduktion til naturalismen og forskellige kontroverser omkring den: http://plato.stanford.edu/entries/naturalism/ samt lidt om scientism: http://en.wikipedia.org/wiki/Scientism

[2] Et overblik over forskellige typer af naturalisme: http://www.naturalisms.org/science.htm

[3] Hume, D., 2007. An enquiry concerning Human Understanding. E-Book. Cambridge University Press.

[4] Popper, K., 2005. The Logic of Scientific Discovery. E-book. Routledge Classics. New York.

[5] Russell, B., 1927. Why I’m not a christian: An examination of the God-idea and christianity. http://www.andrew.cmu.edu/user/jksadegh/A%20Good%20Atheist%20Secularist%20Skeptical%20Book%20Collection/Why%20I%20am%20Not%20a%20Christian%20-%20Bertrand%20Russell.pdf

[6] Dawkins, R., 2006. The God Delusion. Bantam Press.

[7] Krauss, L., 2013. A universe from nothing: Why there is something rather than nothing. Atria Books.

Interessant læsestof for udddybning:

En kort introduktion til den naturlige tænkningsmetode samt en rationel epistemologi

En kort gennemgang af forskellige filosofiske epistemologier

En analyse af den islamiske verdensorden

Reklamer
6 kommentarer
  1. Et godt eksempel på teisternes problem ved at de ikke har bruger den videnskabelige indgangsvinkel.
    Et godt eksempel er effekten af bøn.
    De studier der er lavet på effekten af bøn viser, at det virker som et placebo, og endda i visse tilfælde har det en negativt effekt. Men alligevel fortsætter man med at postulere, at det har en effekt på virkeligheden, hvis man bare ber nok.
    Der er faktisk ingen forskel på om du ber til sammenkrøllet papirpose, og til en gud, og det kan bevises…og er blevet det…
    Det er også lidt essensen af denne artikel, dansen om den varme grød, men der bliver aldrig taget en bid.

  2. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal begynde, din postulater er så fejlbehæftede, at jeg faktisk vil anbefale at du reviderer artiklen før du udgiver den igen. Bare en venlig tanke, men det lader til du ikke har været så lang tid i et miljø hvor man debaterer, og hvad et underbygget argument er.

    • Hej Tomas

      Det kunne være rart, hvis du på trods af at føle dig overvældet af det, der i din optik er fejlbehæftede postulater alligevel, kunne nævne nogle konkrete protester.

  3. Hatice permalink

    Jeg venter i hvert fald meget spændt på, hvad Tomas mon har at sige, nu hvor han har lagt så hårdt ud med at angribe forfatteren.

    Det kunne være meget interessant at høre, hvad disse såkaldte neo-ateister, egentlig har at sige. Jeg har aldrig hørt noget fornuftigt fra dem. Tomas lyder desværre også bare fanatisk ligesom de andre

    Men jeg holder fast i at det kunne være meget interessant, hvis nogen gad forholde sig til kritikken og svare på den

  4. Mikkel Wallentin permalink

    Hej Abu. Du skriver rigtig godt, og jeg fornemmer, at du forsøger at være rationel og kritisk. Derfor har jeg brugt min fredag aften på at læse din tekst. Men som jeg ser det, er det futilt at forsøge at fatte hvordan verden blev skabt. Måske var der en skaber, måske ikke. Måske bliver skaberen holdt for nar af en bagvedliggende skaber. Der behøver ikke at være en uendelig række skabere, sådan som du anfører i den behandling af punkt 3 ovenfor. Der kan være to eller tre eller 439 skabere. Ingen ved det. I praksis medfører det, at ikke engang skaberen kan være sikker på, at han er skaberen, måske er han bare en practical joke, skabt et niveau højere oppe. Ikke godt nyt for en wannabe almægtig gud. MVH Mikkel

    • Hej Mikkel,

      Tusind tak for din rigtig gode kommentar 🙂 Jeg er særligt imponeret over, at du har brugt din fredag aften på at læse en af mine artikler, det er noget af en bedrift at få folk til at afsætte tid til at læse, hvad man skriver, så det tager jeg som en kompliment.

      Der er dele af din kommentar, som er helt korrekte, og der er dele, som er ukorrekte. Jeg deler den op for overskuelighedens skyld, og så skal du være hjertelig velkommen til at komme med feedback.

      1) “Det er futilt at forsøge at fatte, hvordan verden blev skabt. Måske var der en skaber, måske ikke.”

      Du har ret i, at det er futilt at opfatte, hvordan verden blev til i detaljers detaljer. Det er dog ikke den undersøgelse, jeg vover mig ud i. Jeg opstiller 4 abstrakte muligheder for verdens tilbliven;

      1) Opstået af sig selv.
      2) skabt sig selv.
      3) evig.
      4) skabt af noget andet.

      I det øjeblik du siger, at verden blev skabt, så har du medgivet, at der er en skaber bag, ellers skal du kalde det “opstået”, “blevet til” eller andre begreber, som ikke indbefatter, at nogen har skabt den.

      Udover det sproglige, så er der det konceptuelle, som jeg diskuterer i flere af mine artikler; at ud fra kausalitetsprincippet og rationel tænkning, så kan vi udelukke, at verden har skabt sig selv og at den er opstået af sig selv.

      Vi kan ligeledes udelukke, at verden er evig, da evighed kræver en del egenskaber såsom uafhængighed af naturlove, uforanderlighed, almagt og i sidste ende uafhængighed af tid og sted – og den sanselige samt målbare verden er netop bundet af tid, sted, naturlove m.m. så det der kan sanses eller måles er ikke evigt.

      Det efterlader kun én mulighed (se om du kan opstille andre muligheder); verden er skabt.

      2) “Der behøver ikke at være en uendelig række skabere, sådan som du anfører i den behandling af punkt 3 ovenfor. Der kan være to eller tre eller 439 skabere.”

      Her vil jeg give dig ret i at i min behandling, der diskuterer jeg ikke om, skaberen er 1, 2 eller et ikke-uendeligt antal. Min intention i artiklen var at diskutere gængse protester, herunder “skruen uden ende”, som en del ateister bruger som argument, så der udelod jeg at diskutere om, man rationelt kan konkludere om, det er monoteisme eller polyteisme, der er korrekt. Så det er faktisk ret skarpt af dig at opfange det 🙂

      Et kort svar herpå ville være: Hvis der er flere skabere end én, så har vi en selvmodsigelse, såfremt de er ligestillede skabere. Hvis der derimod er et hieraki, med en øverstbefalende skaber og andre underordnede skabere, så er de underordnede skabere skabninger og irrelevante for undersøgelsen om, hvem der er kilden til verden. Det vil nødvendigvis være den øverstbefalende skaber, som er interessant. Derudover, så er der et modsætningsforhold mellem at være skaber og at være skabning. Så hvis der er en skaber, som har skabt 3 andre skabere, som så har skabt forskellige ting, så er den første skaber skaberen og de 3 andre er skabninger, som ikke er evige, almægtige osv. af karakteristika, som en skaber skal besidde.

      Vi konkluderer at skaberen må være evig, herunder almægtig, hvilket er en egenskab, der ikke kan deles blandt flere entiteter; man kan ikke have to eller flere almægtige entiteter, da de vil være nødsaget til at samarbejde med hinanden og dermed ryger almagten.

      Det er et punkt, der kommer efter, man har konkluderet, at der findes en skaber, så kronologien lyder:
      1) Hvor kom verden fra? Den må nødvendigvis være skabt af noget andet.
      2) Det noget andet må være evigt. (Skruen uden ende går ikke).
      3) Kan det noget andet være sidestillet noget tredje? Nej, det ville være en selvmodsigelse og underminere evighed samt almagt.
      4) Kan det noget andet så leve i et hieraki med flere skabere? Nej, der vil kun være en af dem, som er skaberen, mens de andre vil være skabninger med egenskaber givet af skaberen.

      Det tredje punkt har jeg som sagt ikke behandlet i mine artikler. Det er et punkt, som isoleret set kan besvares meget kort (som foroven) ud fra definitionen af evighed og almægtighed. Jeg havde dog tænkt mig at gå i dybden med det i del 2 af denne artikel.

      Jeg håber det gav stof til eftertanke, indtil der kommer et dybdegående og mere detaljeret svar i del 2 af artiklen. Jeg afventer spændt feedback.

      Mvh
      Abu Abdelazeez

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: