Hop til indhold

De udiskuterede præmisser og duknakkede tænkere

april 5, 2014

Af alle katastrofer der ramte denne ummah, så var det de mest afgørende, da ummah mistede tilliden til det islamiske system og fik mindreværdskomplekser.

Uanset hvor mange misforståelser der sneg sig ind i muslimernes forståelse af islam, så var det en selvfølge, at Allahs system var det, der skulle gøre sig gældende, og at vejen til succes i denne verden og i den næste gik hånd i hånd med implementeringen af det islamiske system i alle livets affærer.

Under den abbasidiske khilafah oplevede man fremgang på alle områder, herunder det man kalder juraens opblomstring (den gyldne periode). Forskellige retsskoler blev etableret og disse fik massevis af elever. Efter en del generationer af elever gik det dog ned ad bakke for den juridiske forståelse, man blev mere og mere fanatisk mht hvilken skole man tilhørte og synet på de andre skoler blev mere og mere kritisk. Denne fanatisme udviklede sig til en fanatisk sekterisme, som i en periode medførte, at man ikke giftede sig på tværs af skoler, man ville ikke udføre bønnen bag hinanden og til tider førte det endda til vold og hærværk grundet uenigheder på tværs af skolerne. Skolerne kom med domme til de politiske spørgsmål i khilafah i den tidlige periode, men efterhånden blev fokus individuelle spørgsmål, hvilket efterlod et vakuum i de politiske spørgsmål.

Den intellektuelle stagnation, som resultat af at man lukkede døren til ijtihad, medførte at fremgangen stagnerede i den islamiske verden som i Europa under middelalderen og medførte ydermere en mispraktisering af systemet, hvor utilfredsheden ulmede i diverse kroge og afkroge.

I vesten havde man gennemgået en renæssance efterfulgt af en oplysningstid, hvor man stilede mod at fjerne det regressive element, kristendommen, fra staten, livet og samfundet. I den islamiske verden havde man som resultat af forringelsen af den islamiske forståelse lukket for import af opfindelser fra Europa, da man anså alt hvad europæerne havde som værende kufr, man skelnede ikke mellem kultur og civilisation. Da man indså, at vestens fremgang var eksponentiel, reviderede man synet, og datidens sheikh ul islam udstedte en ny fatwa, der hed sig, at alt hvad der ikke modstrider islam kan tages imod. Man skelnede ikke mellem kultur og civilisation og tog imod teknologien og kulturen, som europæerne havde at byde på.

Man fik i Europa dannet nationalstater og drevet af en imperialistisk mission besatte man utallige fremmede områder, hvor man dannede kolonier og protektorater. Bid for bid snuppede man områder i den islamiske verden.

Kort efter den franske revolution besatte Napoleon Egypten. Denne besættelse var af både kulturel og militaristisk natur, hvor man gik i gang med at isolere Egypten fra den islamiske verden ved at så frøene til nationalisme, ved bl. a. at gøre egypterne opmærksomme på deres historie under den faraoniske storhedstid. Ræsonnementet var, at det var den nationale følelse, der var grund til fremgang i Europa.

Det var et sandt mørke der omgav den islamiske verden, og man indvilligede i at lade europæerne indtræde ved kristne missionærer, der medbragte nationalisme, primært i Istanbul og Beirut. Den voldsomme fremgang i Europa kombineret med tilbagegangen i den islamiske verden resulterede i, at man blev fascineret af den vestlige kultur, tænkere, og lærde stod for en nytolkning af islam, der skulle gøre det muligt at kombinere det islamiske system herunder islams love med den vestlige kultur og dennes systemer.

Den osmanniske khilafah sendte tænkere til Europa for at få fingrene i europæernes teknologiske viden, resultatet blev dog, at disse tænkere tog teknologien samt den vestlige kultur til sig og ved tilbagevendelsen var disse fascineret af den vestlige kultur og dennes resultater.

Præmissen blev, at den vestlige kultur medfører fremgang samt at islam naturligvis også medfører fremgang og de to størrelser må (derfor) være ens abstrakt set. Konklusionen blev, at vestens renæssance var startet af islamiske tænkere i Andalusien og det derfor måtte være islamiske tanker, de havde taget til sig og muslimerne derfor sagtens kunne tage den vestlige kultur – som var et produkt af islamisk kultur – tilbage.

Islam skulle så genopdages ved at se den islamiske kultur i lyset af vestens værdier, som i bund og grund var islamiske, som muslimerne var gået væk fra, og her skete så en voldsom fordrejning af islams tekster for at kunne tilpasse dem frihederne og sekularismen. Forklaringen blev, at frihederne var defineret af islam og vesten havde lånt disse tanker og ændret dem en anelse. Khilafah var et demokratisk styre, som vesten havde taget til sig (dog i en tilpasset udgave) og da khilafah var en velfærdsstat, havde de også udarbejdet velfærdsmodellen fra den islamiske kultur (dette kom senere).

Således ræsonnerede man, man fejlede i at forstå, at man i virkeligheden havde taget vestens kultur som ideale, og nu søgte at tilpasse islam denne kultur.

I Europa udvikledes det mekaniske verdensbillede, hvor man gik væk fra de kristne dogmer (herunder pavens indførte dogmer) og gjorde forstanden til det suveræne element, der kunne tolke og forstå alt. Videnskaben blev sat op på en piedestal og alt skulle udsættes for den videnskabelige metode og tænkning. Man fejlede dog i at skelne mellem, hvor man præcist kan anvende den videnskabelige metode og hvor den ikke hører hjemme – resulterende i en hel række pseudovidenskaber.

I Europa var der overordnet set to lejre, ateisterne og de kristne. Begge lejre havde fået nok af det undertrykkende teokrati, og man blev enige om at begrænse religionen til den private sfære, dvs. at adskille religion fra staten, livet og samfundet. Ateisterne var dog ikke tilfredse, da de nærmest var traumatiserede af teokratiets fortidige undertrykkelse og søgte at fjerne kristendommen fuldstændigt, mens de kristne holdt fast i kristendommen i en sekulær udgave. Den ateistiske lejr jublede, da Charles Darwin foreslog et alternativ til den kristne skabelsesberetning, nemlig evolution, og pumpede store pengesummer i denne teori og overtog det biologiske felt med denne teori. Denne teori gav man en videnskabelig klædedragt og hånede enhver, der ikke støttede den. De kristne havde forinden allerede medgivet, at religion var et privat anliggende og et spørgsmål om tro, og med ryggen mod muren kunne en stor del af dem ikke gøre andet end at nytolke skabelsesberetningen, herunder at den skal forstås metaforisk og at Adam og Eva er symboler fremfor mennesker, der har levet osv.

Det er værd at nævne at biblen (og dermed kristendommen) blev af ateistiske forskere udsat for en massiv kildekritik til den grad, at man stillede spørgsmålstegn ved om, at Jesus (as) overhovedet havde levet eller blot var en fiktiv person. Sekularismen blev hjulpet godt på vej af især Martin Luther, der gjorde op med den katolske kirkes indflydelse og katolicismen i det hele taget, derfor ses en væsentlig forskel på Vesteuropa (protestanter) og resten af Europa (katolikker), da protestantismen slet ingen forbindelse har mellem handlinger i dette liv og hvad der sker i det hinsides, da Jesus (as) angiveligt tog alle troendes synder med sig på korset. Denne udgave af kristendommen var i højere grad i overensstemmelse med sekularismen og førte en større liberalistisk fremgang med sig end i de områder hvor katolicismen var udbredt.

Darwins teorier blev brugt i en anden henseende også nemlig til at legalisere koloniseringen af resten af verden. Socialdarwinismen gav anledning til at opdelingen af menneskeheden i overmennesker og undermennesker blev videnskabeligt forsvarlig; kort fortalt at de forskellige menneskeracer er udviklet af primitive primater og den hvide mand er den mest udviklede art herunder, som derfor bærer på ’den hvide mands byrde’, hvilket er at civilisere resten af racerne ved besættelse og kultivering. Afrika ’nød’ mest af denne civilisering.

Tænkere i den islamiske verden bed mærke i den fremgang sekularismen medførte, da dens fokus netop er den materielle fremgang og begyndte at foreslå samme fremgangsmåde for den islamiske verden, da den islamiske forståelse ud fra den gængse tolkning i deres øjne mindede om den europæiske problemstilling, hvorfor sekulariseringen af den islamiske verden måtte være den ideelle løsning – det havde jo fungeret for de kristne i Europa!

Et aspekt, der støttede sekularisterne i deres holdning, var at de islamiske tænkere netop søgte at imitere vesten i udformningen af forståelsen af islam, og at alle var enige om at den vestlige vej var vejen frem, så hvorfor ikke springe mellemleddet (islam) over og bare imitere vesten for en fuldstændig kopi, der nødvendigvis må medføre den samme fremgang, som europæerne havde oplevet?

Vejen var banet for at imitere vesten, og islam var i denne forbindelse en hæmsko grundet bl. a dens fatalisme, morallære og æresbegreber osv., så islam skulle ikke indblandes i det politiske aspekt af livet, men begrænses til den private sfære. Diskussionens fokus blev hvor lidt indblanding af islam der var mulig. Der var en præmis, som alle var enige om, at islam (i samtidens udgave) implementeret fuldt ud medfører tilbagegang, det viste erfaringen jo i det 18. århundrede.

Muslimerne kunne ikke acceptere denne konklusion, så reformbevægelser der forsikrede muslimerne om, at Vesten havde taget dens ideer fra islam, vandt stort indpas. På denne måde kunne man stolt sige, at islam fører til fremgang, vi har jo historiske eksempler (abbasiderne, andalusien og den tidligere osmanske khilafah-periode) og nutidige eksempler; Vesten som har taget sine ideer fra islam.

Diskussionen blev hvilke ideer i Vesten, der stemte overens med den klassiske forståelse af islam, muslimer var jo ikke kristne, så Allah (swt)’s shari’ah var dommer i alle sager, man kunne dog maksimere, hvor mange vestlige ideer (som jo var islamiske til at starte med), man kunne indføre i samfundet eller sagt på anden vis, man kunne indskrænke islams teksters ansvarsområder til den private sfære.

En hel del anti-modstandbevægelser opstod i den islamiske verden, sjovt nok i de selvsamme områder som var blevet koloniseret. Andre bevægelser tog den vestlige kultur til sig i et vist omfang, mens de militært bekæmpede besættelsesmagten.

Efterhånden var der en udbredt fascination af den vestlige kultur samtidigt med, at man holdt fast i den islamiske kultur. Islam tolkedes i lyset af de vestlige værdier, som man mente ville føre til fremgang. Da vesten lancerede et intellektuelt angreb på islam og dennes love, kom man med apologetiske modsvar; eksempelvis drab af frafaldne som modstrider religionsfriheden, der forklarede man, at drab på frafaldne ikke var en lov, som alle var enige om og at dens formål var beskyttelse af islam i en bestemt periode, hvor man frygtede forræderi og hykleri. Som resultat af dette modsvar forlod osmannerne denne regel, og frafaldne blev ikke længere henrettet.

Et andet eksempel var det islamiske forbud mod renter, vesten angreb det islamiske system med argumentet om, at renter udgjorde ryggraden i et moderne økonomisk system, og at man ikke kunne snakke om økonomisk fremgang foruden. Loven om flerkoneri blev også angrebet af vesten, da det ifølge dem var en diskriminerende og middelalderlig lov. Modsvaret fra de islamiske tænkere blev, at flerkoneri var løsningen på givne problemstillinger – krig, overflod af kvinder o. lign. – med en række underkrav og reelt ikke var praktisabel, da kravene var så strenge, at ingen reelt kunne opfylde dem.

En del forpligtelser blev formuleret som rettigheder for at stemme overens med den personlige frihed og religionsfriheden, der dikterer, at man ikke må tvinge folk til at efterleve en given religions forskrivelser. Tekster omkring at man ikke må tvinge folk til at blive muslimer blev fortolket til, at man ikke må tvinge folk til at efterleve islams love for at understøtte religionsfrihed og listen med justeringer som følge af intellektuelle nederlag er lang – desværre.

Ofte når en civilisation besættes og overvindes af en anden civilisation, bliver en del af befolkningen fascineret af vinderen. Dette skete også i den islamiske verden, hvor man blev fascineret af sejrherren og søgte at imitere denne. Så foruden den allerede eksisterende fascination, hjalp dette aspekt også til med at rodfæste vestlige tanker. (Selv fysiske karakteristika tages nogle gange fra sejrherren; et eksempel er fx Hindustan, som briterne besatte, hvor det er flot at være hvid, så der er blevet udviklet cremer, der gør huden lysere. Et andet er Marokko (og andre nordafrikanske lande), som blev et fransk protektorat, hvor det er flot at have glat hår til den grad at nogle kvinder stryger deres hår osv.).

Noget af det første der blev redigeret, da man besatte den islamiske verden var uddannelsespensummet, hvor man fjernede undervisningen i alle de aspekter af islam der kunne udgøre en trussel, såsom jihad der blev begrænset til den indre kamp (jihad un-nafs), det økonomiske system der blev drænet for løsninger der ikke stemte overens med det kapitalistiske system osv. Studiemetoden blev ændret fra at uddanne kreative selvstændige lærde til folk der bare skal lære en masse ting udenad, da det hindrer et folk i at få gode ideer, såsom at ændre tilstanden. Eliten i samfundene skulle der særligt tages hånd om, de skulle fra nu af gå i fuldstændige vestlige skoler, enten i kolonisatorens hjemland ellers i særlige oprettede institutioner, der nok skulle sikre at uddanne folk, der elskede de vestlige systemer, og kun kunne tænke fremgang i forbindelse med disse. Resultatet blev en elite der er fremmedgjort fra resten af befolkningen, som hader egen tilbagestående kultur, og som føler sig alene når den snakker om sine visioner da resten af samfundet ikke deler disse, samt en elite der er en manifestation af udtrykket ’det er ensomt på toppen’ da resten af samfundet ikke deler de samme følelser og overbevisninger som denne.

Den stigende liberalisering af opfattelserne i den islamiske verden medførte en modreaktion, hvor undertrykkende traditioner og normer gjorde det lettere for folk at tage imod den vestlige kultur, dette avlede et modtryk, som gav udtryk i en modreaktion; nemlig en endnu mere undertrykkende kultur, som hentede støtte i de islamiske tekster, som igen gav udslag i en større tillid til f. eks frigørelsen af kvinder i form af feministiske grupperinger, som tolkede de islamiske tekster i overensstemmelse med den vestlige kultur – herunder især ligestilling.

Forsøg på at ændre tilstanden blev foretaget af grupperinger i den senere tid. En ting som de ikke havde overvejet, som forhindrede dem i at opnå reelle resultater, var at de allesammen tænkte indenfor en såkaldt realistisk ramme, som gjorde at de udarbejdede løsninger begrænset til, hvad deres omkringliggende samfund tillod dem at udforme – de tænkte indenfor realismens rammer – derudover så søgte de at løse problemer, som var symptomer på en del underliggende problemer. Deres fastlåsende realisme gjorde, at de ikke fik løst problemerne. I mellemtiden forværredes problemerne, og deres antal forøgedes. Dette medførte i visse tilfælde håbløshed, hvor man distancerede sig fra det, man anså som værende ’den håbløse og ignorante pøbel’, i andre tilfælde at man distancerede sig fra islam og til tider at muslimerne mistede tilliden til grupperingerne grundet mangel på kompetence og resultater fra grupperingernes side.

Det var uundgåeligt at målet for samfundets indretning blev den vestlige model, især i de politiske kredse. Organiserede grupperinger påtog sig samme sekundære opgaver, som man ser i de vestlige lande under det sekulære system såsom velgørenhed, islamuddannelse eller moralsk prædiken. Andre insisterede på at hente løsninger fra de islamiske tekster, desværre fejlede de i at forstå virkeligheden der omgav dem medens de tog løsninger fra den korrekte kilde dog bare til de forkerte situationer.

I dag ser vi underdanige ubetydelige regimer formet af diverse aftaler blandt stormagterne, vaklende økonomier, lande låst fast i et jerngreb, som er pakket ind i økonomiske termer, økonomiske fonde og forskellige institutioner. Vi ser den ene korrupte regent blive sat på magten efter den anden for derefter at sikre stormagterne gunstige handelsaftaler, hvor både multinationale selskaber og regenten selv fylder lommerne, mens befolkningen sulter. Der er en udiskuteret præmis om, at ethvert alternativ til den nuværende sørgelige situation skal godkendes af både vestlige stormagter – som mister alle sine interesser i den islamiske verden hvis situationen ændres – og af de regenter, som man ønsker at fjerne.

På den ene side er der muslimer, der søger at underlægge islam de vestlige værdier grundet førnævnte fascination og mindreværdskompleks, og på den anden side promoverer vesten sin kultur gennem usaglig argumentation ved at opstille ugyldige alternativer i stort set hver eneste diskussion i form af fiktive dikotomier: ”nej til demokrati? Det medfører at du hellere vil have et diktatur i stil med Saudi Arabien”, ”nej til ytringsfrihed? Nå så mener du at folk ikke skal have retten til at ytre sig om noget som helst”, ”nej til ligestilling? Du ønsker at underkue kvinden og fratage hende hendes menneskelige værdi samt værdighed” og listen over diskussioner, der bliver manipuleret og fordrejet, er lang. Det vides ikke helt, hvad der er værst: at diskussionen er så usaglig og manipulerende eller at muslimer hopper i med begge ben og tager diskussionens udiskuterede præmisser som en selvfølge. Alle ved hvad et stråmandsargument er, hvorfor man netop burde genkende det i de her situationer, medmindre man lider af mindreværdskomplekser til den grad, at man ikke tør at kalde en spade for en spade.

Islam er den eneste sande ideologi, åbenbaret af Allah (swt), og denne ideologi forsyner os med svar og løsninger til alle livets problemer; alt fra individuelle handlinger til hvordan man befærder sig i det politiske liv, samt hvordan det politiske liv skal være formet. Kriteriet for præmisser for diskussioner, grupperingers ansvarsområde, som er et andet end statens ansvarsområde, hvordan den nuværende tilstand ændres og hvad den nuværende tilstand skal ændres til osv. af emners besvarelser forefindes i vores Deen og skal findes i de islamiske tekster.

Muslimerne skal gøres opmærksomme på, at islam er sandhedens Deen åbenbaret af Alverdens Herre – Allah (swt) – og at Allah (swt) er den Mest Retfærdige samt den Alvidende, og at Han (swt) har åbenbaret et komplet system, der (når det er korrekt implementeret) vil medføre fremgang indenfor alle aspekter af livet; materielt, åndeligt, økonomisk, moralsk og menneskeligt. Derudover skal det gøres klart, at vestens fremgang kun og kun er materiel, mens den medfører alverdens elendigheder på alle andre områder, moralsk forfald, egoisme, opløsning af familielivet, organiseret kriminalitet, hykleri når politiske interesser trues, hetz af minoriteter for at fjerne fokus fra samfundets mangler osv.

Ydermere skal det fremvises, at det kapitalistiske system er som en parasit, der lever af andres ulykke, det der i dag hedder den 3. verden hedder netop sådan grundet det kapitalistiske system i vesten, der med sine installerede, bevidste og ubevidste agenter, sin frie markedsøkonomi og sine monopoler m.m. udplyndrer resten af verden.

Er det så ikke på høje tide, at vi diskuterer de udiskuterede præmisser, som vi har undladt at diskutere de sidste 200 år herunder de, som den vestlige kultur bygger på, såsom ligestilling af kønnene, den personlige frihed, religionsfrihed, ytringsfrihed, privat ejendomsret, om lykke virkelig kan defineres af den enkelte, om flertallets mening bør vægtes mest i udformningen af lovene i samfundet, om enhver er sin egen lykkes smed, om demokratiet virkeligt er det bedste af det værste eller om det ikke bare er blandt det værste. Et grundigt studium, fri for fascination af vesten og dens værdier, vil vise, at alle disse værdier er fremmede for islam og muslimerne, og at disse skal afvises.

Derudover så bør vi præge den offentlige debat med alternativer, der nedbryder de falske dikotomier, som opstilles. Der er ikke enten demokrati eller diktatur. Det passer ej heller, at man enten går ind for ytringsfrihed eller vil give befolkningen mundkurv på. Det passer ej heller, at enten skal kønnene ligestilles ellers så går man ind for mande/kvinde-undertrykkelse, og listen over falske dikotomier er lang.

De seneste falske dikotomier i den offentlige debat er, at enten tager du afstand fra islamisk politik ellers går du ind for terror samt undertrykkelse. Enten går du ind for fuld assimilation ellers går du ind for segregation. Enten er du imod social kontrol ellers går du ind for mishandling af børn og unge.

Hertil bør det være klart, at islamisk politik ikke er terror og at man derfor ikke skal vælge mellem terror eller vestlige politik som de eneste muligheder. Der findes heller ikke kun assimilation og segregation; det bør være muligt at bevare sine islamiske værdier samtidigt med, at man bidrager positivt til samfundet man bor i. Hele idéen om at der foregår social kontrol som skal bekæmpes pakkes ind i enkeltstående tilfælde, hvor nogle børn og unge lider overlast. Det er ikke forsvarligt at stigmatisere, dæmonisere samt mistænkeliggøre en befolkningsgruppe på basis af enkeltstående tilfælde. Det svarer til at man enten skal gå ind for opsætning af videoovervågning i alle etnisk danske hjem ellers går man ind for pædofili med afsæt i Tøndersagen – det er simpelthen fejlagtigt at føre så aggressiv en politik på et så spinkelt og generaliserende grundlag.

Det lader til at islamisk opdragelse sidestilles med social kontrol, mens vestlig opdragelse fortsat er opdragelse – her burde alarmklokkerne ringe.

Vi skal derfor studere islams alternativer, kun derved kan vi nedbryde de falske dikotomier og få diskuteret de udiskuterede præmisser, som har fået lov til at stå urørt i ca. 200 år efterhånden og de nyere udiskuterede præmisser, som bruges til at manipulere den offentlige debat.

Anmodning: Efterlad gerne en kommentar med feedback.

Reklamer

From → Perspektiv

2 kommentarer
  1. Farhan Saqlain permalink

    Helt enig 😊

  2. Jakob permalink

    Som jeg ser det, så er islam et udtryk for et af menneskehedens utallige forsøg på at guddommeliggøre sig selv. Når man siger, at man kan erkende Gud, og at man kan erkende, at han har åbenbaret sin sandhed, sin ideologi til mennesket, så kan jeg kun se det som et udtryk for bibelens tale om mennesket; at det vil guddommeliggøre sin forstand og fornuft. Ligesom man gjorde oplysningstiden.

    Men som Jesus siger (Luk 17:33): “Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.”

    Muslimerne, jøderne og andre hedninger, forsøger, som Jesus forklarer, at redde deres liv. Men som han siger, så fører det til død og ødelæggelse.

    Mennesket skal derimod stole på, at Gud har tilgivet menneskets synd i Jesus Kristus, og det skal i den tro bekende sin ugudelighed.

    Venlig hilsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: