Skip to content

De mentale lænker

maj 25, 2014

Vi kender alle inspirerende historier, både om sahabah, profeter og ja selv børnehistorier såsom det lille tog der kunne, men alligevel virker det som, at de ledere og tænkere der kommer til orde, de fortæller os at det er umuligt at implementere islams styresystem… Hvad blev der af det faktum, at vi ved, at vi kan?

Mange unge muslimer er begyndt at stille spørgsmålstegn ved den måde verden er skruet sammen på i dag; den skæve fordeling, de skæve forhold, islam reduceret til en upolitisk størrelse og de muslimske lande som sidder med tiggerskålen gør, at en del undrer sig over, hvad det er der foregår i verden.. I deres undersøgelse så støder de på myter og skrøner om, hvordan Dajjal har verden i sit greb, og det fungerer umiddelbart som en god forklaring for personen, der ikke har det store kendskab til politik, da der er utallige ahadith, hvori Allahs sendebud (saw) advarer om den fitnah Dajjal vil sprede. Men der findes faktisk noget der er værre end Dajjal, noget som er mere håndgribeligt og noget som forklarer situationen mere simpelt…

Vi oplever karismatiske lederfigurer som blåstempler det ene vestlige projekt efter det andet, både på lokalt plan herhjemme og på nationalt plan i de muslimske lande. De tryllebinder folk med deres tale, og deres bagland består af statsmuftier og andre, som fremstår som lærde, men deres opgave er blot at bruge deres titler for at få deres løn, som de får for at blåstemple diverse vildledende projekter…

Hvordan genkender man disse typer? Kan man genkende disse typer, eller er det blot et spørgsmål om at være heldig nok til at være født med en politisk sølvske i munden så at sige? Indikationerne er mange, hvis man blot måler og vejer deres ord med koranen, sunnah og profetens seerah…

Man kan genkende dem, når de taler om, at gavnen (al-maslahah) tilsidesætter de islamiske tekster, eller når de taler om visioner, som er afgrænsede af de nationale grænser defineret af Sykes-Picot aftalen. Visioner hvis kilde er den liberalistiske økonomiske model – ikke den islamiske… Når den bedste ide de kan lægge på bordet indbefatter at tage et rentebaseret lån gennem IMF eller Verdensbanken, således at landet kan synke endnu dybere i en forgældet sump for en kortsigtet nytte, når de islamiske idealer bliver fejet af bordet som urealistiske med fraser som “lad os være realistiske”…

Man kan ligeledes genkende disse typer ved at lytte med et åbent øre til, hvad deres følgere bruger af undskyldninger for dem “nej nej, en skønne dag vil han implementere islam”, “han er nødt til at føje stormagterne, han ønsker ikke selv at iværksætte de love”, “kan du måske gøre det bedre? Nå det kan du? Jamen det er ikke realistisk” og “det handler om at handle med visdom”, ”han er oprigtig men skjuler sin virkelige ’islamiske’ hensigt for fjenden”

Folk ville afvise hvis imamen i moskeen foreslog at man lavede break dance i stedet for taraweeh, men når regenten eller den karismatiske lokale leder foreslår break dance i stedet for islamiske projekter, så varmer folk bentøjet op og begynder at danse efter dennes pibe…

Dajjal, ham skal Isa (as) nok tage sig af, der er en større fitnah iblandt os, som ikke er skjult for sanserne, de korrupte, visionsforladte ledere som inviterer os til at danse som tåber og deres lakajer, statsmuftierne, som giver os mentale lænker på og de uduelige tænkere som bliver produktet af denne politiske diskurs…

Hvad er realisme?

I sproglig forstand der er realisme relateret til noget der ikke er virkelighedsfjernt;

realistisk, vedr. realisme; virkelighedstro; usminket; praktisk gennemførlig. [1]

”holdning der tager udgangspunkt i virkelige forhold og hvad der er praktisk gennemførligt.” [2]

”I politisk teori der er realisme et pessimistisk grundsyn på mennesket, som anser mennesket som værende magtbegærligt og egoistisk, hvorfor der nødvendigvis må eksistere krige mellem nationer.” [3]

Ummah får serveret en fordrejet forståelse af realisme, som i bund og grund hedder: ”du må give lidt og få lidt” – det er så magthaverne, der skal afgøre, hvad man må få…

Begrundelsen herfor hedder realisme; ”islam kan ikke implementeres fra dag til dag – og slet ikke i denne tidsalder”.

Kort sagt kan man spørge sig selv, om Allah (swt) åbenbarede koranen og det sidste budskab til menneskeheden uden at tage højde for, om budskabet en dag ville blive upraktisk og umuligt at iværksætte? Svaret er indlysende; NEJ!

Det sidste budskab er netop det budskab der skal følges til dommedagen. Så hvad end der er påbudt er påbudt indtil dommedagen, og hvad end der er forbudt er forbudt indtil dommedagen – herunder at styre med islams love og regler relateret til samfundet:

Og de der ikke styrer med (alt) det Allah har åbenbaret er visselig de vantro [5:44]

Og de der ikke styrer med (alt) det Allah har åbenbaret er visselig undertrykkerne [5:45]

Og de der ikke styrer med (alt) det Allah har åbenbaret er visselig de oprørske [5:47]

At-Tabari forklarer i sin tafsir på linje med ibn Abbas at den der er enig med Allahs love men styrer med noget andet ikke frafalder islam, mens den der afviser Allahs ahkam mens han styrer med andet end islam, denne frafalder islam [4]

Regenterne

Da kolonimagterne trak sig ud af de muslimske lande, så indsatte de nøje udvalgte afløsere, agenter, som de kunne lade fungere som stedfortrædere.

Efter den industrielle revolution samt globaliseringen, så er verden krympet. Hvert land har forskellige samfundslag med forskellige kulturer. Det elitære lag i hvert land har et kulturelt bånd til eliten i andre lande [Harari]. Der er en kløft mellem eliten og resten af befolkningen; eliten lever i den globale elitære verden, mens resten af befolkningen lever i det konkrete land de befinder sig i.

Implikationerne af dette er bl. a. at eliten ikke forstår resten af befolkningen, ej heller deler de værdier, følelser, normer eller visioner med dem. I stedet stiler eliten mod den sekulære kapitalistiske kultur og forstår ikke, hvorfor resten af befolkningen er så forankret i det der for dem virker som en tilbagestående kultur (den islamiske).

Så regenterne iværksætter kapitalistiske projekter, mens befolkningen ønsker islam. Et vigtigt led i regenternes politik er statsmuftierne.

Statsmuftier

Abu Huraira(ra) berettede at Profeten(saw) sagde:

“Når en mand siger: ‘Folket er ødelagt’, så er han den mest ødelagte iblandt dem.” [Malik, Bukhari, Muslim, Ahmad mfl.]

Imam Nawawi forklarer at denne hadith betyder at en person som kontinuerligt finder fejl hos folk og nævner dem er den mest ødelagte af dem alle. Han bliver værre end de er, pga den synd han begår ved at tale nedsættende om dem og at angribe dem, hvilket også kan lede til arrogance og at han føler sig bedre end dem. [5]

Statsmuftiernes fornemste opgave er at skabe håbløshed, stadfæste regentens magt samt udtænke planer der kan fjerne fokus fra regenten og dennes politik.

Man graver kløfter mellem de islamiske skoler indenfor aqeedah, sådan så de kan bruge deres tid og energi på hinanden. Læs her: En sekulær tawheed

Et andet trick er at optage folk med konspirationsteorier om ad-Dajjal, som angiveligt sidder i en mørk kælder og styrer verden bag kulisserne sammen med illuminati og zionisterne.

Det berettes at Profeten (saw) sagde:

غير الدجال أخوف على أمتي من الدجال، الأئمة المضلون

”Jeg frygter en ting mere end dajjal for denne ummah, lærde på afveje.” [Ahmad][6]

Dvs. fremfor at frygte dajjal, så burde vi frygte statsmuftierne og  korrupte ledere.

Et tredje trick er, at Sahabahs eksempler på standhaftighed bruges i moralske henseender, mens i politiske emner, der spredes den falske idé om, at maslahah og nødvendighed i praksis aflyser ahkam.

Der er to bølger som skyller ind over os; den ene kommer fra Saudi Arabien, som udnytter wahhabismen til at give sig selv en islamisk klædedragt. Statsmuftier er ansat til at sprede det ganske kongeriges interesser ved at kombinere sin lære med salafismens lære. Resultatet bliver sekteriske diskussioner om en bestemt forståelse af tawheed – som fjerner fokus fra politiske emner og vigtigst af alt fra regenternes forræderi. Personer bliver formet meget ensidigt; de anerkender ikke rigtigt ijtihad og låser deres forståelse af islam til en bestemt skare af lærde. Det fungerer som en hæmsko for forenelse, da disse følgere ikke vil acceptere andet end deres egen forståelse af islam, og de ser alle uenigheder som afvigelser fra islam.

Andre stater såsom Qatar, Malaysia og Egypten forsyner folk, typisk akademikerne, med en modreaktion; en relativistisk forståelse af islam. Alt er tolkninger og man kan frit vælge mellem de forskellige holdninger – islam er hvad du gør det til, Allahs hukm er hvad du gør den til. Denne modreaktion udnyttes også af orientalister til at fremstille islam som en bunke tolkninger; ”Islam har mange ansigter” lyder mantraet.

Hvordan smeder man mentale lænker?

En nation der opdrages med magiske undtagelser mister idealisme og standhaftighed. Denne nation får kujonagtige tendenser, da idealisme er det eneste der kan afføde visionære ledere og tænkere.

Det berettes at Yusuf bin Hasan sagde:

إذا رأيت المريد يشتغل بالرخص فاعلم أنه لا يجئ منه شيئ

Hvis du ser en elev (murid) gøre brug af undtagelser/dispensationer, så vid at der ikke kommer noget (godt) ud af ham. [7]

Undtagelser og dispensationer kan svække ens selvdisciplin, og magiske undtagelser samt kulegravning efter holdninger, udtalelser og andet, der kan retfærdiggøre ens ønsker og lyster er altødelæggende for både selvdisciplin og taqwa.

Så på den ene side har du de magiske undtagelser og på den anden side har du en opdragelse, der består af at konstant fortælle ummah, at denne ummah er uduelig.

Denne “opdragelse” svarer til den måde man opdrager elefanter på. Når elefanter er helt små, så lænker man dem, således at de lærer at de ikke kan sprænge lænkerne. Når elefanten så bliver fuldvoksen, så tror den stadigvæk at lænker kan stoppe den, hvor den i virkeligheden kunne sprænge dem let som ingenting.

Sammenligningen går på at den islamiske nation konstant får at vide, at sahabah var standhaftige og moralsk oprejste mennesker, mens den nuværende nation er elendig, løgnagtig og kujonagtig… Man tilbageholder en vigtig detalje; sahabah var idealister, de var klar til at give deres liv for at efterleve blot én af Allahs love, mens den islamiske nation opdrages med en svækkende gift; “du skal ikke være idealistisk”, “du behøver ikke at overholde regel x, da nødvendighed gør haram til halal”, “Allahs hukm er der hvor maslahah er” og “der er forskellige holdninger og der er nogle der tillader det”.

Det bliver således en selvopfyldende profeti; man får at vide at man er elendig og ikke dur til noget, og det går så i opfyldelse. Der bliver dog ikke fokuseret på en årsagsforklaring for, hvorfor folkemasserne efterlever som de gør; de bliver netop opdraget til det af disse statsmuftier, vestliggjorte tænkere og det undervisningspensum, som er ganske nøje tilrettelagt med selvsamme formål.

Hvad er så vejen frem? Hvordan sprænger denne mægtige nation lænkerne?

1) Til at starte med så skal realisme omdefineres, således at islam forstås korrekt; hvad tillader naturlovene? Det realistiske er, hvad naturlovene tillader – ikke hvad der er nemt at gøre.

2) Dernæst så skal ummah forstå, at det der gjorde os stærke i fortiden det var islam, som ‘Umar bin al-Khattab (ra) nævnte:

إِنَّا كُنَّا أَذَلَّ قَوْمٍ فَأَعَزَّنَا اللَّهُ بِالْإِسْلَامِ فَمَهْمَا نَطْلُبُ الْعِزَّةَ بِغَيْرِ مَا أَعَزَّنَا اللَّهُ بِهِ أَذَلَّنَا اللَّهُ
Vi var et usselt folk og Allah beærede os med islam og hvis vi søger ære i andet end det, så vil Allah ydmyge os.

3) hverken sandheden eller Allahs hukm er relativ eller subjektiv. Man kan ikke vælge, hvad der skal være sandt, falskt eller Allahs hukm. Det er følgelig ikke Allahs ahkam, der skal tilpasse sig vores lyster, men det er derimod vores lyster, der skal tilpasse sig Allahs ahkam, Allah (swt) siger:

فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا فِي أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا تَسْلِيمًا
Nej ved din Herre, de vil ikke have iman førend de gør dig til dommer i alt hvad de strides om, hvorefter de ingen modvilje finder i deres indre mod det du har besluttet og underkaster sig med en åbenlys underkastelse. [4:65]

Og profeten (saw) sagde:

لا يؤمن أحدكم حتى يكون هواه تبعا لما جئت به

Ingen af jer har iman førend jeres lyster stemmer overens med det jeg kom med. [8]

Uddybning

1) I de fleste tilfælde så ved folk godt, at Allahs ahkam, herunder den samfundsændring der skal til, den er mulig indenfor naturlovenes rammer. Sagen er snarere om man er villig til at yde den indsats og betale den pris der skal til. Og at man forstår, at alt hvad der er indenfor naturlovenes rammer, det er realistisk og opnåeligt.

Vi kan tage eksemplet med Egypten. Mubarak blev bragt til magten af stormagterne for mere end 40 år siden. Muslimerne kunne have gjort oprør dengang, hvilket havde været mindre omkostningsfuldt, da hans magt ikke var konsolideret i samme grad, som den er i dag.

Det kan være at man mente at det var urealistisk at fjerne Mubarak dengang, men så burde det være mere urealistisk at fjerne Mubarak i dag – det har dog vist sig at være mere end muligt…

Hvis muslimerne virkelig vil af med en tyran, så kan han ikke blive siddende på magten uanset hvor dybe rødder han og hans administration har i landet.

2) uden en ideologisk retning, så er vi blot mennesker uden en kurs i livet. Der er ikke noget til at samle os og der er ikke et alternativ til status quo. Vi kan deltage i kapløbet om stormagternes gunst og om at få lov til at blive den næste skødehund, der skal ligge på amerikanernes, briternes eller franskmændenes skød. Og de kan bruge os så længe vi er nyttige og derefter smide os ud som den brugte klud vi ender som – ydmyget og med en slavementalitet.

3) Den første forhindring for mange folk er den vestlige filosofiske mur; at sandheden er relativ eller subjektiv. Dvs. hvad der er sandt for dig behøver ikke at være sandt for mig. Der er mange forvirrede sjæle rundt omkring, som tror på de mest absurde påstande, religioner, filosofier, ideologier m.m. – det skal de have lov til (la ikraha fi ad-deen), men at man skal have lov til at tro på, hvad end man vil, det er ikke det samme som at sandheden er subjektiv eller relativ; der findes en objektiv sandhed samt virkelighed. Det er så vores rolle at finde frem til den og videreformidle den:

هُوَ سَمَّاكُمُ الْمُسْلِمِينَ مِن قَبْلُ وَفِي هَـٰذَا لِيَكُونَ الرَّسُولُ شَهِيدًا عَلَيْكُمْ وَتَكُونُوا شُهَدَاءَ عَلَى النَّاسِ

ۚ فَأَقِيمُوا الصَّلَاةَ وَآتُوا الزَّكَاةَ وَاعْتَصِمُوا بِاللَّـهِ هُوَ مَوْلَاكُمْ ۖ

فَنِعْمَ الْمَوْلَىٰ وَنِعْمَ النَّصِير

Han har navngivet jer muslimer før og nu for at sendebudet kunne vidne over jer og I kunne vidne over menneskeheden; så oprethold bønnen og giv zakah og hold fast i Allah. Han er jeres Herre og jeres beskytter, og sikke en beskytter og sikke en hjælper. [22:78]

Man kan dele idéer op i to;

a) sandt/falskt
b) rigtigt/forkert

Forskellen på sandt og rigtigt er, at sandt er absolut korrekt, mens rigtigt er højst sandsynligt korrekt. Det giver en vis fleksibilitet indenfor de idéer som er rigtige; man kan være uenige indenfor de emner.

Enhver der har givet dawah til en filosofisk anlagt person har på et eller andet tidspunkt behandlet idéen om, at sandheden skulle være relativ/subjektiv – og forhåbentlig fået vedkommende til at medgive, at der findes en objektiv virkelighed og vores opfattelse af den kan variere, men sandheden er den opfattelse der stemmer med virkeligheden.

Denne filosofiske/relativistiske/subjektive tilgang indfører nogle muslimer også i islam mht. Allahs ahkam.

De postulerer, at siden ahkam også kan opdeles i enten sandt eller rigtigt, så er ahkam, hvor der er ijtihad, de facto relative/subjektive og islam er pludselig en buffet, hvor man vælger lammekød, kyllingebryst, den sovs man vil have osv. og kalder det Allahs hukm.

Det er efterhånden et kendt scenarie i visse kredse:

“Hey, jeg har fundet ud af at der er en holdning, der siger at det ER tilladt” eller ”Hey, jeg har fundet ud af, at der er en holdning, der siger at det IKKE er fard”.

Resultatet er en kujonagtig tilgang til livets prøvelser og ens liv pivoterer rundt om ens interesser, lyster og begær – man skal jo blot kulegrave de lærdes bøger og finde én formulering (ikke engang en reel holdning), der kan give grønt lys til, hvad end man har lyst til, at sandheden (ens egen subjektive sandhed) skal være.

Det skal gøres tydeligt for muslimerne, at denne tilgang til Allahs ahkam er fisq (oprør) og at “fatwashopperen” er zindeeq (kætter) ifølge nogle af vores klassiske jurister.

Imam Zarkashi beretter:

ودخلت مرة , فدفع إلي كتابا , فنظرت فيه , فإذا قد جمع له فيه الرخص من زلل العلماء , فقلت , مصنف هذا زنديق . فقال : ألم تصح هذه الأحاديث ؟ قلت : بلى , ولكن من أباح المسكر لم يبح المتعة , ومن أباح المتعة لم يبح الغناء , وما من عالم إلى وله زلة , ومن أخذ بكل زلل العلماء ذهب دينه . فأمر بالكتاب فأحرق .

[Ibn Surayj sagde: “Jeg hørte Qadi Isma’il sige:] ‘Jeg kom ind til Mu’tadid og han gav mig en bog. Da jeg kiggede i den, opdagede jeg, at den indeholdt alle fejl som de lærde var kommet frem til og nogle af de lærdes fejlagtige holdninger. Jeg sagde til ham: ’Hvem end der har samlet den her bog er zindeeq (kætter).’ Mu’tadid svarede: ’Er beretningerne da ikke sande?’ Jeg sagde: ’beretningerne er i henhold til deres berettere. Men den lærde der tog fejl og tillod alkohol tillod ikke mutah, og den der tog fejl og tillod mutah tillod ikke alkohol. Alle lærde begår fejl, og den der samler de lærdes fejl for derefter at føre dem ud i livet vil miste sin deen.’

Mu’tadid beordrede derefter at bogen skulle brændes.” [9]

Det berettes at al-Awza’i sagde:

مَنْ أَخَذَ بِنَوَادِرِ الْعُلَمَاءِ خَرَجَ عَنْ الْإِسْلَامِ

Den der [systematisk] leder efter lærdes fejl forlader islam [9]

Ligeledes berettes det at Ahmad bin Hanbal sagde:

لَوْ أَنَّ رَجُلًا عَمِلَ بِكُلِّ رُخْصَةٍ بِقَوْلِ أَهْلِ الْكُوفَةِ فِي النَّبِيذِ , وَأَهْلِ الْمَدِينَةِ فِي السَّمَاعِ , وَأَهْلِ مَكَّةَ فِي الْمُتْعَةِ كَانَ فَاسِقًا

Hvis en mand handler ifølge alle dispensationer, ved at tage ahl ul-kufas holdning til nabeedh, og ahl al-madinahs holdning til samaa3, og ahl ul-makkahs holdning til mut’ah, så er han faasiq (oprørsk mod Allah). [9]

Ligeledes berettes det at Ibrahim sagde:

من أراد أن يتعطل ويتبطل ، فليلزم الرخص

Den der ønsker at passificere/gøre ineffektiv og at neutralisere, så er undtagelser/dispensationer nødvendige. [7]

Den praktiske implikation af at sidestille alt som lige gyldigt er, at det hele bliver ligegyldigt.

Den korrekte tilgang er, at man fastsætter en usul (egentlig fortolkningsprincipper, men metodik passer bedre) indenfor usul ul-fiqh, og den anvender man på teksterne. Derefter accepterer man hvad end, man når af konklusioner; nogle konklusioner er til ens fordel mens andre konklusioner ikke er til ens fordel – men man underkaster sine lyster til de konklusioner og efterlever dem som Allahs hukm for en selv – det svarer lidt til at købe en færdigblandet slikpose, der er nogle ting i, som man godt kan lide og nogle ting i, som man ikke kan lide, men man tager hele posen.

Hvis der er anledning til at man gennem forskellige gyldige usul kan komme frem til forskellige konklusioner, så respekterer man andres konklusioner, men anser dem for at være forkerte og ens egen konklusion for at være rigtig – det er jo Allahs hukm for en selv.

Så vedkommende der fx følger Abu Hanifah (rh) i salah, han mener at Abu Hanifah (rh) har ramt rigtigt og at alle andre mujtahideen, som er uenige med Abu Hanifah, har taget fejl – selvom vedkommende ikke er jurist. Man kan ikke begynde at slynge omkring sig med emotionelt pladder om, at det er respektløst, at man ikke når Imam Malik (rh) til sokkeholderne eller at man er uopdragen i denne kontekst. Vedkommende der har lavet taqleed (med eller uden beviser) har taget en gyldig ijtihad til sig på (ikke på basis af lyst eller interesser), handlet ifølge den og følgelig er den blevet Allahs hukm for vedkommende.

Den her kætterske tilgang derimod, den går ud på at lægge en masse holdninger og løsrevne formuleringer på bordet og så vælge den der passer en bedst – det er altså lidt ligesom bland selv slik kontra en færdigblandet slikpose.

Det næste skridt er at kombinere forskellige lærdes udtalelser samt definitioner for at nå frem til den ønskede konklusion; fx kombinerer man to forskellige skolers definition af et begreb og åbner derved muligheden (i ens syge sind) for at en ønsket konklusion kan nås.

Der er et digt af ibn ar-Roumi om, hvordan man kan legalisere alkohol ved at blande to juristers holdninger (digtet er ment som en hån):

أحل العراقي النبيذ وشربه *** وقال حرامان المدامة والسكر
وقال الحجازي الشرابان واحد *** فحلت لنا بين اختلافهما الخمر
Irakeren (Abu Hanifah) tillod nabeedh (en form for øl) og dens indtagelse *** og sagde at kun mudamah (vin) og beruselse er forbudt

Men Hijazi’en (ash-Shafei) sagde at de to ting er ens [de er begge forbudt] *** så deres uenighed har gjort khamr tilladt for os [10]

Forklaring: Abu Hanifah opdeler to typer af alkoholiske drikker i to forskellige kategorier, da den ene ikke beruser, dvs han siger at A (nabeedh) er tilladt, mens B (khamr) er haram.

Imam Shafei siger at de er ens, dvs A = B (han mente mht forbud, ikke at de var ens i sig selv). Så kan man jo tage tilladelsen fra Abu Hanifah, dvs A er tilladt og at A = B fra imam Shafei, og dermed konkludere at siden A = B, og A er tilladt, så er B også tilladt => khamr er tilladt.

Vi skal afvise den her kætterske tilgang, hvor man leger buffet eller bland selv slik med Allahs ahkam og lærdes holdninger samt udtalelser.

Hvilken usul følger regenterne i de muslimske lande?

Statsmuftierne graver holdninger, formuleringer og principper frem som de forsøger at blåstemple regentens politik med; alt fra (1) “hvad der ikke modstrider islam er islam”, til (2) “nødvendighed” og (3) “maslahah” for at give nogle eksempler.

De forsøger at gøre det til et spørgsmål om legitime holdninger, som man så skal respektere selvom man er uenig med dem i holdningerne. Men der er netop ikke nogen usul; det er et stort fatwashopperi samt fordrejning af holdninger og udtalelser – i de bedste tilfælde.

Hvad er en legitim holdning?

Mange folk ved ikke, hvad en legitim holdning er, hvorfor de kan blive forvirret og i sidste ende passive.

Hvis emnet bygger på en tekst, som enten er ikke-absolut i overlevering (ar-riwayah) eller i dens betydning (ad-dalalah), så udgør beviserne ikke-absolutte beviser (dhanni thuboot), og der KAN eksistere andre holdninger indenfor emnet, bemærk der KAN, det betyder ikke pr. automatik at der ER flere holdninger indenfor emnet og det betyder slet ikke, at man nu er frit stillet til at vælge, hvad end man har lyst til at Allahs hukm skal være.

As-salah består af en række emner, som har dhanni thuboot, men derfor er man ikke frit stillet til at sjippe eller at lave armbøjninger i salah. Man er heller ikke frit stillet til, at sammensætte sin salah på den mest fordelagtige måde. Man skal derimod måle og veje beviserne ud fra en metodik og sammensætte ens salah ud fra hvad end ens metodik måtte nå af konklusioner – hvis man finder det irriterende at vaske fødder, mens ens metodik anvendt på teksterne munder ud i konklusionen at man ikke kan stryge over fødderne, så er man nødsaget til at vaske sine fødder i wudhu – selv hvis man ikke kan se pointen. Hvis man ud fra ens metodik konkluderer at man kan stryge vand over sine sokker, så må man gøre det – på trods af at det er under sokkerne man bliver beskidt og ikke over.

Hvis man kigger på de forskellige skolers måder at lave salah på, så kan man hurtigt konkludere at der er forskellighed, men alligevel er der også ensartethed; grundsøjlerne i salah er stort set de samme uanset om man følger dhahiri, ja’fari, shafi, hanafi, maliki eller hanbali madhhab og så er der forskelligartethed i detaljerne – selvom det er ijtihad.

Så er det ret pudsigt at tænke på de forskellige politiske systemer, som er blevet legaliseret under dække af “ijtihad” gennem tiderne; monarkier, demokratier, liberalistisk økonomi, socialistisk økonomi og endda militærstyre… Og hver gang så er statsmuftierne på banen med tekster, som intet har med sagen at gøre, principper som misbruges fuldstændigt eller løse formuleringer som anvendes som ”bevis”.

En holdning er kort sagt resultatet af at undersøge virkeligheden af et fænomen (tahqeeq al-manat) og derefter at udlede Allahs hukm til den givne virkelighed ud fra de islamiske tekster og principper (istinbat). Det skal være de korrekte tekster der anvendes og det skal være et samspil mellem alle relevante tekster – man kan ikke vælge og vrage som man ønsker. Dernæst skal principperne bruges korrekt i den rigtige prioritetsrækkefølge. Når man har været tro mod teksterne, principperne, prioritetsrækkefølgen og forstået virkeligheden korrekt, så kan der være tale om en legitim holdning.

Problemet er bare, at principperne sjældent bruges korrekt, det er sjældent de relevante tekster der anvendes, prioritetsrækkefølgen er en by i Rusland og den virkelighed der er under behandling/analyse, den er så vag, abstrakt eller selektivt/ladet forstået, at den i sidste ende er forvrænget.

1) alt hvad der ikke modstrider islam, er fra islam

Det gælder for idéer og ikke for love, men det bruges om love – også selvom der er direkte modstrid med tekster.

2) nødvendighed

Princippet om nødvendighed udledes fra vers, der forbyder indtagelse af svinekød, men tillader det af nød. Dvs. der er tale om en livstruende situation, i form af en ”engangsfornøjelse”; man er på flyrejse og flyet styrter ned på en øde ø, man er den eneste overlevende og der bor en lille sød familie af vildsvin. Her kan man bruge princippet til at konkludere at man kan spise minimum af kødet for at overleve – man holder ikke grillfest eller åbner en vildsvineshawarma-bar.

Et andet eksempel er, at en kvinde er ved at brænde inde og så hopper ud af vinduet uden tørklæde og jilbab på for at undgå at brænde ihjel.

Et tredje og omdiskuteret eksempel er, at man er strandet ude i ørkenen og der er kun alkohol at drikke, må man så drikke alkohol for at overleve? Nogle jurister mente at det fortsat ville være haram, da det ikke slukker tørsten, mens andre tillod det.

Det interessante når man graver i eksemplerne omkring princippet om nødvendighed er dog, at der er tale om SITUTATIONER dvs. hændelser der rammer en og man bliver nødsaget til at udføre eller indtage noget der normalt ville være en synd, så er det da interessant at man bruger nødvendighedsprincippet til fundamentet for ens gøren og laden i livet…

Lige pludselig kan man trække på princippet om nødvendighed igennem 50-100 år; det er nødvendigt at have en nationalstat, derfor er nationalisme acceptabelt for Iran (det svar fik jeg engang i en diskussion).

Eller man kan pludselig føre liberalistisk økonomisk politik under dække af nødvendighed, man kan alliere sig med amerikanerne og assistere dem i nedslagtningen af afghanere under dække af nødvendighed – jeg tror at pointen er tydelig.

Pludselig er nødvendighed udgangspunktet for den islamiske jura og man legaliserer den ene haram efter den anden, mens man synger en sang om, at det er nødvendigt.

3) al-maslahah al-mursalah

De medsendte interesser foreslåes af nogle jurister, som et princip, der kan hjælpe en til at kategorisere handlinger, som teksterne ikke har nævnt eksplicit. Et kendt eksempel er da Abu Bakr (ra) samlede koranen i form af en bog eller da ‘Uthman (ra) vokaliserede koranen i henhold til Quraishs dialekt og udslettede alle andre recitationer – det er handlinger, som ikke er nævnt specifikt i tekster.

Interesser opdeles i forskellige kategorier – herunder al-maslahah al-mulghah, som er en kategori af interesser, der modstrider en tekst og derfor er ugyldig. Hvis det var overladt til forstanden at afgøre, hvad der udgør en interesse, så ville nogle måske påstå, at der var en interesse i at røve banker, gamle damer, foretage narkohandel og andet skidt, som man kan se en signifikant/øjensynlig nytte i – det er ikke forstanden der afgør interesserne og interessen kan findes indenfor de islamiske teksters ramme.

Nogle få kritikpunkter i forbindelse med al-maslahah al-mursalah (ultrakort):

  1. der er ingen direkte tekst om, at interesser udgør et bevis i islamisk jura. Derfor er det ikke alle der accepterer snik snak om interesser i en islamisk juridisk kontekst.
  2. det er eksplicit nævnt i koranen og sunnah, at det er haram at styre med andet end det Allah (swt) har åbenbaret, så selv hvis man skulle kunne se interesser i at styre med den liberale økonomiske model, så ville det falde ind under al-maslahah al-mulghah og derfor være ugyldigt ifølge de, der anerkender al-maslahah al-mursalah som et bevis.
  3. prioritetsrækkefølgen for anvendelse af al-maslahah al-mursalah hedder: de primære beviser (qur’an, sunnah, ijma as-sahabah og qiyas) anvendes først, hvis man ikke kan finde noget eksplicit i disse, så kan man gå videre til de sekundære beviser (for nogles vedkommende al-maslahah al-mursalah). Det pudsige er, at man springer direkte til al-maslahah.
  4. fremfor et selvstændigt princip som al-maslahah al-mursalah, så kan man foreslå at samlingen af koranen i form af en bog samt vokaliseringen af den hører under usloob/wasilah (stilarter/midler), som søger at fuldføre et allerede fastsat mål af shari’ah – nemlig beskyttelsen af islam. Hvis man ser de to begivenheder som asaleeb/wasail (flertal af usloob og wasilah), så falder hele idéen med at have interesser som et selvstændigt (samt forvirrende) princip til jorden, da midler og stilarter for at opnå mål som udgangspunkt er mubah (tilladt) og de midler stilarter, som er haram, de kan ikke legaliseres i islam under dække af pragmatisme eller maslahah, hvilket bliver tydeligt, når man skifter paradigme til at tale om asaleeb og wasail.

Konklusion

Den islamiske nation er en mægtig nation, den er bare blevet lænket mentalt af despotiske regimer, som bruger statsmuftier, medier, pensum og andre påvirkningsmidler til at opdrage kujonagtige, pragmatiske, imitative og udisciplinerede tænkere.

Den islamiske jura forvrænges til uigenkendelighed gennem misbrug af tekster, principper og løse formuleringer. Man sår en alvorlig sygdom i hjertet på tænkere i form af fatwashopping, som gør at tænkerne i sidste ende ser den islamiske jura som en relativ/subjektiv størrelse – upraktisk og alt er legalt. Hvis alt er lige gyldigt, så er det i sidste ende ligegyldigt.

Vi skal bruge en konkret vision for fremtiden, som samler os, som vi kan iværksætte i de muslimske lande fx i form af kalifatet under én leder, kaliffen.

Man kan fortsætte med at blive trukket rundt i manegen af de her statsmuftier, mens man fokuserer på sine individuelle problemer; så er man bare ikke en del af løsningen. Man kan se sig selv i spejlet hver dag og undre sig over, at man ikke gør noget efter man er blevet gjort opmærksom på nogle af de mentale lænker, der holder os tilbage. Hvorfor skulle man dog risikere eller ofre noget for sandheden og ændring? Eller skulle man spørge, hvorfor skulle man ikke være villig til at ofre alt for sandheden?

Imam Muslim beretter en længere hadith fra profeten (saw), hvor en konge ikke kan dræbe en dreng medmindre han foretager drabet ved at begynde i Allahs navn (bismillah rabbil-ghulaam) i al offentlighed. Det lykkes ham at dræbe drengen, men prisen er, at folket erklærer, at de erkender drengens Herre. Kongen bliver rasende og får gravet grøfter med kæmpe bål i, og folket får valget mellem at frasige sig drengens deen eller at hoppe i ilden. Folk vælger at dø fremfor at frasige sig sandheden. Midt i al den tumult, død og ofring står der en grædende kvinde med et spædbarn. Hun tøver med at springe i ilden… Barnet siger til hende:

يا أمه اصبري فإنك على الحق
O Mor, vær standhaftig, da du er på sandheden. [11]

Ville man selv være villig til at springe i ilden? Eller ville de dårlige undskyldninger pludselig komme på bordet? Ville man trække på dispensationer? At der er forskellige holdninger?

Man kan så stå foran Alverdens Hersker (swt) og forklare, at man sprang over hvor gærdet er lavest. Man ville ikke danne visioner for denne ummah, man ville ikke iværksætte visioner for denne ummah, men man vil gerne i jannat ul-firdaws, da man tror, at man kan leve et liv på ubetydelig vis (set i et større perspektiv) og samtidig opnå det ypperste i denne verden; Allahs tilfredshed og det højeste stadie i jannah, hvor profeterne og martyrernes hører hjemme. Man kan prøve bilde sig selv ind, at man har stilet efter det højeste stadie i jannah lige så meget som de, der har ofret liv og ejendom for Allahs skyld; at den der hopper over hvor gærdet er lavest yder det samme, som den der svømmer op ad floden imod strømmen.

من خاف أدلج ومن أدلج بلغ المنزل ألا إن سلعة الله غالية، ألا إن سلعة الله هي الجنة

Den der har frygt stræber hårdt indtil han når sit mål. Allahs vare er dyr og det er paradis. [Tirmidhi]

Hvis den er dyr, tror man så at man kan vælge og vrage, hvad der skal være Allahs hukm og den vej igennem betale for entréen til jannah? Hvis Allahs vare er dyr, tror man så at man kan passe sine individuelle pligter og glemme den islamiske nation og derved betale for entréen til jannah?

Viden forpligter… Viden forpligter… Viden forpligter. Så hvad bruger man sin viden til? Hvad har man udrettet i forhold til, hvad man kunne udrette? Har man hjulpet til med at løfte byrden fra denne nations skuldre? Har man været med til at løfte? Eller har man fyret den ene dårlige undskyldning af efter den anden for at slippe for at løfte? Er ens ego kommet i vejen for at være med til at løfte byrden? Har man bare fået nok? Har man fået en sygdom i hjertet?

Når man ligger på sit dødsleje om x antal år, vil man så tænke tilbage på dengang, man havde muligheden for at gøre noget? Hvad vil man give for at få den mulighed igen? Hvad vil man give for at have en tidsmaskine og rejse tilbage i tiden og ændre på fortiden?

Der er en beretning om en mand der kaster nogle dadler fra sig og løber ud på slagmarken, da de ikke skal forhindre ham i at komme i jannah. Hvilke dadler, M&M’s eller interesser holder os tilbage?

Livet er en prøve, hvor vi har muligheden for at vise vores værd; man kan sætte sig ved eksamensbordet fuldt ud forberedt og udnytte hvert minut eller man kan sidde og nulre sit hår eller skæg, mens man kigger ud af vinduet og forestiller sig at den ene sky er en kanin og den anden er en elefant i lænker – man får bare ikke en re-eksamen.

Anmodning: Giv gerne feedback – også hvis der er noget, der ønskes uddybet.

Referencer

[1] http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Fremmedord/r-rg/realistisk

[2] http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=realisme

[3] http://www.denstoredanske.dk/Sprog%2c_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/realisme/realisme_(Statskundskab)

[4] Jāmi` al-bayān fi tafsir al-Qur’ān af Imam at-Tabari. kan læses online her: http://altafsir.com/Tafasir.asp?tMadhNo=0&tTafsirNo=1&tSoraNo=5&tAyahNo=44&tDisplay=yes&Page=9&Size=1&LanguageId=1

[5] http://dailyhadith.adaptivesolutionsinc.com/hadith/Gone-to-Ruin.htm

[6] as-Suyuti autentificerede den i al-jaami3 as-sagheer

[7] http://kulalsalafiyeen.com/vb/showthread.php?t=39130

[8] al-arba3un an-Nawawi; hadith nr. 41.

[9] al-bahr al-muhit fi usul ul-fiqh: under masala 1777

مَسْأَلَةٌ فَلَوْ اخْتَارَ مِنْ كُلِّ مَذْهَبٍ مَا هُوَ الْأَهْوَنُ عَلَيْهِ

[10] http://pubcouncil.kuniv.edu.kw/jsis/home.aspx?id=8&Root=yes&authid=329

[11] Sahih al-Muslim, kitab az-zuhd war-raqa’iq engelsk her: http://theonlyquran.com/hadith/Sahih-Muslim/?volume=42&chapter=18 arabisk her: http://hadith.al-islam.com/Page.aspx?pageid=192&BookID=25&PID=5399

 

Reklamer

From → Dawah, Perspektiv

One Comment
  1. My partner and I stumbled over here by a different web address and thought
    I might as well check things out. I like what I see so now i’m
    following you. Look forward to exploring your web page repeatedly.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: